Hella Joof: "Det skaber ikke kun mindreværd i dig selv, men også angst hos andre"

Det er ikke alle artikler, der skriver sig selv, ligesom det ikke er al research, der er lige morsom. Som journalist kan man godt blive både rynket og lidt træt af at finde tal på, hvor mange danskere, der spiser hhv. and eller flæskesteg juleaften, eller om skilsmisseraten stiger eller falder i en krisetid. Facts er alt for ofte triste. Det er Hella Joof ikke. Hun er det modsatte af pligtlektier og rugbrødsarbejde og en, man virkelig nyder at dykke ned i. Man kan nærmest ikke få nok.

Måske er der også det, der drager de 214.000 mennesker, der følger hende på Instagram, eller alle dem der har lyttet til hendes podcast ”Om søndagen græder vi”, som hun i mere end 70 søndage har udgivet med forfatterkollegaen Marie Louise Tüxen. For ikke at tale om alle dem, der har læst strømmen af underfundige bøger med leveregler og livsfilosofi, som den produktive Hella Joof har udgivet nærmest nonstop de seneste fem år. Ovenpå en lang karriere som skuespiller og filminstruktør.

Men man bliver hverken stakåndet eller misundelig af at forberede sig til mødet med hende. Man bliver lidt høj, meget rørt og helt igennem humørfyldt. For det viser sig, at Hella Joof har knækket koden til, hvad den holistiske skønhed specifikt – og livet mere generelt – handler om.

Kærlighed gør smuk

Hella Joof kommer ind ad min dør med det der Hella’ske smil, der matcher hendes stemme og intonation. Der er en kær finurlighed over hende, der måske i 90’erne kunne forveksles med en ironisk distance, men som i dag vidner om en optimistisk indkredsning af livets essens. For den går hun op i. Essensen. Det er nemlig først, når vi når ind til essensen, til kærligheden, at livets grundtone kan gå fra mol til dur. Og det er der, at vi ser smukkest ud.

"Jeg har opgivet ideen om det perfekte og har i stedet fokus på at være kærlig overfor min krop. Det er jo hele forudsætningen for at se godt ud. Kig på dine børn og din mand: Dem elsker du jo også, uanset hvordan de tager sig ud. Dine børn, når de har knopper og er forkølede. Og din mand, hvis han har fået en lille delle. Man er så elastisk i sin kærlighed til dem og deres udseende. Så hvorfor ikke også være sådan overfor dig selv?" spørger hun retorisk.

Hun har et camelfarvet kashmirsæt på, håret er trukket tilbage i en tilfældig knold, og om halsen har hun et af sine farverige silketørklæder, der næsten er hendes signatur. Hun er lige kommet fra sin gymnastik, men ser hverken brugt eller svedig ud. Tværtimod. Der er overskud i stemmen og i stilen. Og man kommer til at ønske sig hen på ferie til det sted i livet, hvor Hella Joof er. Det afklarede sted.

"Kroppen vil jo med tiden i nogle retninger, du ikke vil. Du kan kæmpe imod tiden og tyngdekraften, eller du kan betragte den med kærlighed. Du kan ikke vinde kampen mod din krop. Jo måske i et år. Men næste år er rynken og de grå hår der igen. Spørg i stedet dig selv, hvad der giver dig fred, og hvad der giver dig glæde. Den dér stramme og polerede krop – skaber den andet end misundelse, konkurrence og distance? Jeg har oplevet, at dér hvor der er mest fred, er dér, hvor det er lige meget med den delle eller den nytilkomne rynke", siger hun og uddyber:

"Jeg har været meget fordømmende overfor mig selv og overfor andre. Men det er jo bare angst. Det er jo, fordi du vil kontrollere noget, du ikke kan styre. Det har jeg givet slip på i dag. Men det er ikke det samme som at give slip på sig selv. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke er ligeglade med os selv eller den krop, vi bor i. Det er der heller ikke glæde og kærlighed i. Gør dig umage, og pas på det, du har, men drop perfektheds-regimet. Det skaber ikke kun mindreværd i dig selv, men også angst hos andre."

Vis glæden frem

Hella Joof peger ikke længere fingre ad nogen. Det hører fortidens sarkasme til. Men en løftet pegefinger vil hun gerne rette mod de sociale medier og den måde, vi bruger dem på.

"Jeg talte med nogle unge kvinder, da jeg var ude at holde et foredrag, og de spurgte, hvordan de kom deres selvhad til livs. ”Kig på, hvad I poster. Viser I glæden eller angsten frem?”, svarede jeg. Vi må gerne gøre os umage og vise det flotte pink strutskørt, den store blomst i håret, og at vi har taget læbestift på. Men det, vi viser skal komme ud af begejstring, ikke behovet for at vinde. Som når man går i en mark med solsikker og glæder sig over deres skønhed. Det er ikke en perfekt trimmet skønhed, det er en naturlig skønhed. Det, vi viser på vores platform, skal ikke invitere til konkurrence eller angst. I forvejen er vi underlagt rigeligt af konkurrence fra evolutionen og biologien – det kan vi ikke ændre på. Så der, hvor vi har kontrol, må vi da styre tendensen i en lidt anden retning."

Men hvis vi bliver smukkere af at elske os selv, som vi er, hvorfor er dem, som er gudinder på Instagram, så ikke også dem, der ser mest selvkærlige ud? Dem, der har eksorbitant mange følgere, er jo tynde og symmetriske, men de ser ikke nødvendigvis særligt glade ud.

"Vores hjerner er gearet til at holde øje med farer. Så dem, der skaber en lille smule angst i os selv, er vi tilbøjelige til at følge. Hvad nu, hvis at vi ryger ud af klubben og det gode selskab? Du kan afkode andre menneskers angst, og så følger du med derhen, fordi den trigger din egen – og det er dér, konkurrencen er. Det gør os ikke glade at følge med, men vi kan ikke lade være."

Værst af alt er nærigheden

Vi skal ikke bare undgå angstfyldte medier og konkurrencer, vi ikke kan vinde, hvis vi vil have opnå en holistisk og afklaret skønhed. Vi skal ifølge Hella Joof også undgå nærighed.

"Du får et uklædeligt drag om munden, når du er nærig. Men det stopper også flow. Den sunde energi og udveksling mellem dig selv og andre mennesker. Og der skal være flow i tingene. Man må aldrig stoppe et flow, og det er det, nærighed gør. Er du nærig med ros og følelser overfor andre, så bliver du det også overfor dig selv."

Hella Joof har aldrig været nærig. Nærmest det modsatte. Da hun boede i samme opgang som sin veninde Line Knutzon, lod hun køkkendøren stå åben, så Line kunne bruge Hellas bad og toilet, mens hun havde håndværkere. Det kostede hende en ghettoblaster, for det var i 90’erne, og der var det dét, ”nogen” stjal fra en lejlighed på Vesterbro.

"Og så blev jeg alt for ked af det. Det var jo bare en død ting, men Line sagde til mig: ”Din dør har været for åben”. Og det var jo rigtigt. Det er den nok stadig. Og det skal man selvfølgelig finde ud af at dosere. Jeg vil hellere give for meget end for lidt. Ser jeg et par smarte sko, jeg ikke selv kan passe, så overvejer jeg straks, hvem jeg kender, der bruger størrelse 37, så jeg kan købe dem til hende", smiler hun. 

"Men jeg elsker også at modtage. Hvis nogen gør mig en tjeneste, bliver jeg lykkelig. Og de små prøver, man får med i Magasin, når man køber en pudder. Det gør mig helt varm indeni. Ja, det trick virker faktisk på mig. Vi skal heller ikke være nærige med pynten."

I sin bog, ”Papmachéreglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling” fra 2016, opfordrer Hella Joof os til at tage livets op- og nedture med taknemmelighed. Eller mere præcist: vi skal overstrø dem med glimmer, stille dem op på kaminhylden og beundre dem. En ny regel, der er kommet til under corona, kunne passende kaldes kjole-reglen.

"Det er vigtigt, at vi tager en kjole på og også læbestiften og de pæne sko, i hvert fald en gang om ugen. Dress dig op hver lørdag. Vi må ikke blive så bekvemme, at vi ikke gør os umage overfor hinanden og ser hinanden."

"Min mand er så god og sød til at give mig komplimenter. Men det gør han altså oftest, når jeg er i hyggetøjet. Heldragten i fleece fra Karmameju. Han siger tit pæne ting til mig, netop når jeg ligner en troldebutik uden makeup og måske har uglet hår, fordi jeg lige er vågnet. På et tidspunkt blev jeg nærmest sådan lidt forkælet-fortørnet over, at det var dér, jeg fik komplimenter, for hvad så når jeg gjorde mig rigtigt umage med makeup og hele pivtøjet? Men det kan han også godt lide. Og det er jo herligt, at jeg kan slippe afsted med begge dele."

Styrke er sexet

Hella Joof er i slutningen af 50’erne. 58 for at være præcis, og hun ved allerede nu, at der skal være en kæmpestor fest, når hun fylder 60 i november 2022. Hun har tidligere i sit liv dømt sin egen og andres kroppe hårdt, føler hun. For hårdt. Hæftet sig ved store lår og runde kinder. Så hvordan har hun lært at slutte fred med usunde idealer og den unødvendige selvkritik?

"Jeg har lært at elske. Punktum. Jeg kan tage mine kritiske briller af, hvis jeg elsker nogen rigtigt. Min bedste ven Troels har altid set yngre ud end mig, selvom vi er præcis jævnaldrende. Så sendte han mig et billede af sig selv den anden dag, og jeg blev helt chokeret. Gud, nu er Troels også blevet gammel, tænkte jeg, for jeg havde slet ikke tænkt over det grå skæg og den der Hemmingway-kasket før. Jeg så jo bare ham. Og jeg elsker jo min datter og synes jo, at hun ser skøn ud, uanset hvad hun gør. Men det gør hun jo også."

Hellas selvbillede har også ændret sig. Hun kan kigge på sin krop og mærke den og faktisk være mere tilfreds i dag, end hun var som ung og stram 20-årig.

"Der kunne jeg jo slet ikke se, hvor pæn jeg var. Der stressede jeg over, at mine lår var for store. Nu kan jeg godt lide mine lår, særligt fordi man faktisk kan se, at jeg går til gymnastik to gange om ugen", siger hun.

"Og så elsker jeg den rundhed, der kommer med alderen. Jeg kan godt lide, når folk er bløde, og jeg har aldrig kunnet tænde på overtrænede mænd med en sixpack. De kunne jo have taget en videregående uddannelse eller lært et nyt sprog på den tid, de brugte i fitnesscenteret. Men styrke er sexet hos både mænd og kvinder. Den trediveårige yogamor, der skubber klapvognen og har den perfekte balance mellem underhudsfedtet og de tonede arme er dejlig. For det er jo livskraft, der er sexet. At man kan løfte et barn, gå en tur og klare alt, hvad der følger med at have en rolling."

Kropssummen gøres op

I podcasten ”Om søndagen græder vi” afrunder Hella og hendes medvært Marie Louise Tüxen hver uge med en lille status på, hvordan kroppen har det. De kalder det ”ugens kropssum”, og det er det regnestykke, vi som kvinder har vænnet os til at opgøre fortløbende og i en evigt indre dialog. Det har de to værter taget konsekvensen af, så de siger højt, hvad mange af os tænker om ugens madindtag, motionsniveau og kroppens tyngde.

I en af episoderne vælger de begge at dele alle deres ”tal” med lytterne. Bh-størrelsen, skonummeret, højden og vægten. Det afsnit virkede mere ømt og afvæbnende, end hvis de havde smækket et nøgent fællesfoto på Instagram. For her afslørede de en kollektiv tåbelighed: at vi alt for ofte reducerer os selv til summen af nogle relativt vilkårlige tal, frem for summen af gode gerninger, venlige ord eller hede kys. Hella Joof har for længst regnet ud, at hun er meget mere end summen af sine tal. Hun har en vægt, men hun bruger den sjældent, for slanketyranniet, der fik lov at plage den unge Hella, har hun for længst deponeret sammen med smålighedens alt for snævre sko.

"Jeg var meget tynd, da jeg var teenager, så da jeg pludselig fik former, var det lårene, der blev min synlige fjende nummer et. Det var jo noget meget konkret at være vred på. Jeg har brugt alt for meget energi på at mene, at jeg skulle være tyndere, end jeg var. Jeg boede i starten af 20’erne sammen med en pige, der var mulat lige som mig, men hun var altså 1,60 høj og lille bitte. Men hun blev mit ideal. Det var jo så usundt", husker hun.

I 30’erne var hun den enlige mor, der skulle kæmpe med at få både de økonomiske, professionelle og private ender til at mødes, og der blev hun billedet på den ”tynde mor”. I 40’erne var der mere ro på det professionelle liv, og så bekrigede hun kroppen lidt igen. I 50’erne er der kommet en god balance på vægten og på kropsummen.

"Men selv i de perioder, hvor jeg ikke har været tilfreds selv, har jeg været nidkær med ikke at italesætte komplekser overfor min datter. Jeg har gjort meget ud af at sige, at hun var helt perfekt, som hun var, og at vi jo alle sammen skal have knæ, der kan bøje sig, og så folder huden altså. Hun har siden sagt til mig, at det faktisk har betydet noget for hende, at jeg aldrig talte med ind i hendes komplekser."

"Måske har det været lettere for mig at tale min datter ud af dem, fordi jeg kan se, hvor meget tid jeg har spildt på at bekrige mig selv. Jeg har haft perioder, hvor jeg har vejet mig hver dag, og perioder hvor jeg slet ikke havde en vægt. Nu har jeg nået en balance, hvor jeg har en vægt og vejer mig indimellem – og jeg ved, at vægten kan svinge med fire kilo. Det gør den bare, når man er kvinde."

For nyligt havde Hella Joof fundet et af de billeder, vi alle kan støde på, af os selv fra en anden tid. Og når vi ser billedet, kan vi omgående huske, hvordan vi oplevede os selv på det tidspunkt.

"Billedet er fra 2006 og er taget til en 80’er-temafest. Jeg står der i lårkort med ”doing-doing”-lår og helt runde kinder. Og jeg kan huske, at jeg ikke rigtig syntes, jeg kunne tage den korte nederdel på, men gjorde det alligevel, fordi det var klæd-ud-fest, og jeg følte, jeg var for tyk og ude af sync med mig selv. Nu ser jeg billedet og synes bare, at jeg ser skøn og glad ud.

Læs også: Lotte Freddie: "Jeg er helt for hjælp med kirurgi – når man ikke kan se det"

Nuttet topmave

At der er mere overensstemmelse mellem den indre energi og den ydre fremtoning har Hella arbejdet med. I 18 år nu. For da hun mødte sin mand, Snit, som hun kalder ham, faldt der en ny ro på. Han lignede ikke den mand, hun troede, at hun skulle have, for han var hverken kunstner eller københavner, men læge og vestjyde. Og i hans øjne ligner hun præcis den version af sig selv, som selv hun bedst kan lide.

Det er den version, der både elsker rødvin og fejrer, når der er ”Ostival” i Netto med gammel ost med rom, karse og en snaps til. Det er den side, der ikke er bange for at køre til Dessertdragen efter fastelavnsboller eller i Summerbird efter god chokolade. For der er balance i regnskabet.

"Jeg spiser meget sundt, tager mine kosttilskud og træner to gange om ugen. Ikke for at blive tynd, men for at kunne mærke styrke og livskraft, og min ryg har det bedst sådan. Og fordi det bare gør mig gladere. Og indimellem vejer jeg da lidt mere, end jeg har lyst til, men så ved jeg jo godt hvorfor – så har der været en weekend med lidt for meget af den gode vin og ja, et par fastelavnsboller. Og det er der ingen fortrydelse over. Det har jeg jo selv bestemt, at jeg havde lyst til. Og nu kommer der så et par dage, hvor jeg ikke har lyst til det", fortæller hun.

"Men altså, det der, Kate Moss sagde om, at der ikke er noget, der smager så godt, som tynd føles – det passer bare ikke. Og en fedtmarmoret ribeye smager da bedre end mørbraden."

Hella Joof mener, at det er vigtigt, at vi netop tør tale om den krop. Både med ærlighed og ømhed. For vi ved jo godt, hvad vores kropssum burde være. Og den har ikke noget at gøre med et hysterisk ideal eller en laissez-faire-tilgang til flæskesvær og flødeskum.

"Jeg har altid haft en ”pot belly”. Den topmave følger mig uanset min vægt, og nu synes jeg, den er helt nuttet. Når jeg kan samle maven som en berliner med navlen som et flot centrum. Jeg behøver ikke at putte en syltetøjsklat i midten, men det er da fint, at jeg har den. Og jeg kan da også godt beundre de der girafkvinder med lange tynde pilates-lemmer og gode gener. Men det betyder ikke, at jeg prøver at ligne dem", siger hun, og tager en eftertænksom tår af kaffen på bordet.

"Kropsummen er blevet et fast element i podcasten, fordi kroppen er vores erfaringsdevice, det er kroppen, vi lærer med, men vi glemmer tit at bruge den til at sanse, og i stedet underlægger vi den alle mulige regimer. Vi skal lære at se på os selv med kærlighed og sund fornuft. Det er ikke at fat shame, hvis en læge siger til en kvinde på halvanden meter, at hun ikke skal veje 150 kg. Det er sund fornuft. Din organer kan jo ikke klare den overvægt. Vi er kommet et tosset sted hen, hvor vi er berøringsangste over for al tale om kroppen. Vi er bange for at træde ved siden af og ryge ind i en shitstorm. Jeg tror, det lægger sig. Både debatten og idealerne finder et naturligt leje lige om lidt. Vi skal bare lære at navigere i det."

Holisme a la Hella

På bordet står der chokolade og vindruer, macademianødder og smoothies. Og kaffe. Jeg havde egentlig lyst til at servere Campari eller rødvin, for jeg ved fra hendes podcast, at det er to af de ting, Hella Joof elsker. Men egentlig skal der slet ikke smørelse til for at få holdninger og ord til ud af Hella Joof, der skriver bøger med imponerende hast, kan slå ned på grammatiske fejl som en lektor i dansk, og som ikke er bange for at være holdningsstærk i sine klummer til Berlingske og sine råd, når hun gæster ”Mads og A-holdet”.

Da hun i 2016 skrev sine ti bud til Eurowoman og fulgte op med en hel stribe af humørfyldt og alvorstunge selvhjælpsbøger, fik hun også status af ”Spirit Animal” for flere generationer af kvinder – ikke bare os midaldrende kvinder, men også millenials og Gen-z’ere, der savnede en opsang og en anvisning i en tid, hvor alle synspunkter er til forhandling. Hella Joof er nemlig herligt holistisk i sit livssyn. Hun tror både på kristendommens kærlighedsbud, på karmaloven og på reinkarnation. Og hun tror på, at vi kan guide os selv til en mere rolig væren i verden. Blandt andet gennem den praksis, hun kaldet ”intuitiv spisning”.

"Begrebet blev introduceret, da min mand i starten af vores forhold undrede sig over, at jeg ikke ville bestille pomfritter selv og så efterfølgende spiste halvdelen af hans bakke, når maden kom. Jeg havde fortalt mig selv, at jeg ikke måtte spise pomfritter, men når de var der, kunne jeg ikke lade være. Og så blev jeg sur på mig selv. Det var så forløsende, da han bare sagde: ”Du må godt spise pomfritter.

Du må spise lige, hvad du vil.” Og det er jo netop dét! Hjernen forstår ikke ordet ”ikke”, så hvis du siger til dig selv: ”jeg må ikke drikke rødvin” eller ”jeg må ikke spise chokolade”, så kan du ikke tænke på andet. Den intuitive spisning, som kloge folk har skrevet om, handler om at give slip og mærke efter. Du må spise lige, hvad du vil, og du må gerne tage to portioner, men er du mæt nu? For så behøver du jo ikke at spise mere", forklarer Hella Joof.

Og jeg får lyst til at sænke skuldrene og hente ost og rødvin på Værnedamsvej, så snart hun har forladt lejligheden. Det siger min intuitive mave, jeg skal have i dag, hvor det fredag og fyraften om en time.

Må man også festryge?

"Selvfølgelig. Det hele handler om at mærke, hvilken vej der skaber glæde. Selvfølgelig må du festryge med veninderne på altanen med et stort glas Chardonnay fra Oregon i hånden. Men du må ikke ryge i smug, du må ikke ryge bag din egen ryg. Hun viser, hvordan man kan skutte sig, mens man holder en cigaret ude af sit eget synsfelt og slå røgen affejende væk med hånden.

"Den holistiske rygning er den, du nyder og står ved. Den, der sker socialt og i glæde. Og så ryger du kun enkelt cigaret eller to, for det er rigeligt."

Skønheden sidder ikke i håret, men...

… Vi har været kroppen og hovedet igennem. Men vi skal jo runde af et sted. For hvis skønheden sidder mellem ørerne, og vi bliver lykkeligere af at elske vores deller, hvad så med de dårlige hårdage?

"Altså der er jo noget med kvinder og hår. Mænd kan altid bedst lide langt hår. Sådan er det bare. Jeg synes, kort hår er så flot. Min datter, Olivia, ser skøn ud med helt kort hår. Der er noget blæret over, at når du har kort hår –så viser du, at du kan du køre den hjem alene med ansigtet og personligheden", siger Hella Joof.

Hendes krøller ser fornøjede ud i hestehalen på hovedet, og man ville aldrig gætte, at hun ser dem som sin eneste akilleshæl.

"Tykt hår er jo bare et stort genetisk overskud. Og det har jeg aldrig haft. Min mor havde det, man høfligt kalder fint hår, men altså – det er jo bare tyndt. Jeg har sagt til min datter, at hun skal være glad for, at jeg valgte en mand med gode hårgener, da jeg skulle lave hende. Han har tre hår i hver hårsæk, et gigantisk hår, så det har hun næsten fået. Engang købte jeg for sjov sådan en lang hestehale, jeg kunne sætte på hos en afrikansk frisør på Vesterbro, og min eksmand syntes bare, det var så flot til mig. Så røg den ud. Jeg kunne ikke holde ud at få komplimenter for noget, der var lavet af plastik og slet ikke var mit. Af samme grund kunne jeg heller ikke finde på at få lavet alle mulige behandlinger, hvor man ommøblerer hele ansigtet."

Hun smiler ved tanken og skynder sig at sige:

"Altså man skal jo lave en disclaimer i disse tider. Folk må jo gøre, lige hvad de vil, hvis det gør dem glade. Det er bare ikke for mig. Jeg har altid været glad for mine arme, ben og hænder. Og jeg har altid været glad for min hud og min hudfarve. Jeg har aldrig villet være hvid. Nu tænker jeg bare, hvorfor var jeg ikke glad for hele mig selv tidligere i livet. Jeg har det så fint med min krop i dag, og jeg har det godt med at sole mig nøgen i haven eller gå uden bh derhjemme.

Måske kan jeg ikke lide det meget kunstige skønhedslook, fordi jeg ikke kan afkode det, fordi jeg er en gammel dame. Og jeg forstår ikke helt, hvad det har med feminisme at gøre at ligne Kim Kardashian eller Cardi B med alt det filler, de enorme bryster, og de der lange negle. Det giver ikke mening i mit hoved.

Man kan jo hverken skifte et barn eller løbe væk, hvis der nogen efter en, i den mundering. For mig signalerer det look ikke en stærk frigjort kvinde, hvad de jo formentlig er … Det ser så udmattende ud. Men altså, vi gør det bare på hver vores måde, siger hun. Vi er færdige. Hella skal hjem til hunden Darwin og manden Snit og sit liv, der forekommer at være i … zen. Og det ser satme godt ud!"