Amalie Bremer: "Da jeg var yngre, savnede jeg nogen, jeg kunne spejle mig i"

I lange perioder af mit liv har jeg spillet fodbold, og jeg har altid nydt at se fodbold. Jeg er dog vokset op i en tid, hvor kvindefodbold ikke var særlig tilgængeligt. I hvert fald ikke hvis man gerne ville se det i fjernsynet eller på de store stadions. Der var det altid herrefodbold. Og derfor var det også herrefodbold, som mit fanskab handlede om i mange år – men i dag er det anderledes. Nu har jeg fokus på al fodbold.

Den fysiske forskel på mænd og kvinder gør, at der selvfølgelig er forskel på herre- og kvindefodbold, og netop det er faktisk noget, som ofte bliver kritiseret. Men for mig er det bare fedt, at det ikke er helt det samme. Jeg kan godt lide at se al mulig forskellig slags fodbold. Jeg ser både Champions League og 2. division, og det er gudhjælpemig to helt forskellige ting. Der er forskel i bevægelser, tempi og detaljer, men jeg kan godt lide det på hver sin måde.

Når folk siger, at det går for langsomt i kvindefodbold, frustrerer det mig. Eller når de kommenterer på, at der ikke er lige så mange penge i sporten, seere eller tilskuere. Men kvindefodbold er blevet holdt tilbage i mange år og er først for alvor på vej frem nu her. Det kom først ind under DBU i 1970’erne – men DBU har altså eksisteret siden 1889, så kvindefodbold er jo næsten 80 år efter i udviklingen.

Mange af os, der går op i kvindefodbold, bliver tit skudt i skoene, at vi hele tiden snakker om, at der mangler ligeløn mellem herre- og kvindefodboldspillere. Men der er faktisk ikke særlig mange, der snakker om ligeløn, fordi det er ting meget længere nede i fødekæden, der mangler for at skabe lige muligheder. Og det er især de lige muligheder, som jeg mener, at vi først og fremmest skal fokusere på. Så både drenge og piger har mulighed for at blive så gode som muligt til den sport, de bruger utroligt meget tid og energi på. Det handler bl.a. om træningsbaner, træningstider og ressourcer.

I 2017 kom vores kvindelandshold i EM-finalen, og der blomstrede interessen op. Både hos mig – men også helt generelt, og der er slået flere publikums- og seerrekorder. Så de senere år er der faktisk sket meget i forhold til udviklingen af kvindefodbold. Da jeg var yngre, savnede jeg selv nogen, som jeg kunne spejle mig i.

Som pige kunne man slet ikke drømme om at komme ind i Parken og spille, men nu er det ikke mange uger siden, kvindelandsholdet spillede i Parken for første gang. Jeg synes, at det er meget rørende, at det kan lade sig gøre i dag. Det er et vigtigt signal at sende til alle de små piger, der render og bruger meget af deres energi på fodbold.