bedre vejtrækning

7 veje til en bedre vejrtrækning

Den rigtige vejrtrækning kan give dig mere energi, større mental balance og en bedre søvn. Ekspert, Lotte Paarup guider dig til hvordan.

Artiklen fortsætter under videoen...

Mere energi, mental balance, bedre fordøjelse og bedre søvn. Der er enormt mange fordele at hente, hvis du trækker vejret hensigtsmæssigt, forklarer fysioterapeut Lotte Paarup: 

"Vi trækker vejret 24 timer i døgnet hele livet, men mange glemmer at bruge åndedrættet bevidst, hvilket er synd, for det giver en direkte forbindelsen til kroppen. Det er sådan en lille ting, men du mærker en forskel med det samme."

Hun fortæller også at vestens videnskab omkring åndedrættet i dag underbygger, hvad man i årtusinder har praktiseret i Østen. Men selvom vi i dag ved, at et hensigtsmæssigt åndedræt er vigtigt for vores velbefindende, trækker mange stadig vejret for hurtigt, for overfladisk og igennem munden.

"Det skyldes mange forskellige faktorer, men primært at vi lever en alt for stresset tilværelse, hvor vi skal nå meget og præstere meget. Mange har heller ikke plads nok i kroppen vævsmæssigt. Jeg plejer at sammenligne det med, at overkroppen er bundet ind i gaffetape. Så handler det om at løsne gaffetapen og give plads til den tredimensionelle vejrtrækning," siger Lotte.

En god vejrtrækning giver...

  • … bedre søvn
  • … mindre stress
  • … bedre fordøjelse
  • … stærk bækkenbund
  • … bedre kropsholdning
  • … bedre lungekapacitet
  • … sund ryg og stærk mave

Kilde: åndedrættet.nu

Ekspertens råd til en bedre vejrtrækning:

1. Ånd langsomt, hvilket vil sige 5,5 åndedrag per minut (et åndedrag er en udånding og en indånding). Det giver den bedste balance i dit åndedræt i hvile, f.eks. den vigtige balance mellem ilt og kuldioxid, der betyder alt for at kunne iltoptage. Når du trækker vejret dybt og langsomt, stimulerer du også den såkaldte vagusnerve, der er den lange vandrende nerve fra hjernen til hjertet og alle dine organer. Den påvirker både vores fysiske sundhed, psykiske evne til at slappe af og øger evnen til at tænke klart.

2. Hold en lille pause efter udåndingen. I pausen sker der forskellige ting. Du ophober lidt CO2, hvilket umiddelbart lyder negativt, fordi CO2 er affaldsstoffet. Du ånder ilt ind og CO2 ud. Men CO2 er helt nødvendigt for, at den rette mængde ilt kan frigives til din krop. Det giver en mere effektiv iltoptagelse. Pausen fungerer også som en lille mental pause i hverdagen. Hvis pausen efter udåndingen udebliver, svarer det til, at du aldrig holder pause i din krop.

3. Luk munden og brug næsen. Munden er til at spise og tale med, næsen er til at ånde med. Sådan er vi fysiologisk skabt, og der er rigtig mange gode grunde til at efterleve dette. Når du trækker vejret igennem munden, aktiverer du for eksempel kroppens flugtsystem. Nervesystemet aktiveres og får besked om, at der er fare på færre. Det fylder kroppen med stresshormoner.

En vejrtrækning igennem næsen derimod virker beroligende, og cellerne får mere ilt. Din næse fungerer samtidig som filter, der sorterer skadelige partikler i luften fra. Mange mennesker er ikke gode nok til at trække vejret igennem næsen. Nogen gør det nærmest slet ikke.

Hvis de i mange år har trukket vejret igennem munden, lukker næsen også til; det øger simpelthen slimdannelsen og snævrer luftvejen ind. Derfor er det en god øvelse flere gange i løbet af dagen at blive bevidst om, hvorvidt du trækker vejret igennem næsen. Brug næsen hele tiden, bortset fra når du spiser og taler.

"Men natten kan vi ikke styre. Hvis du snorker, trækker du med garanti vejret igennem munden. Her anbefaler jeg sleep tape. Nogle skal lige have hjælp til at bruge det, men mange kan selv komme i gang. Det gør altså en helt enorm stor forskel for din sundhed, at du ikke syv-otte timer i døgnet trækker vejret uhensigtsmæssigt igennem munden," siger Lotte.

Hvis du lider af allergi, kan næsen i perioder stoppe til. Her kan du hver aften prøve med en næseskylning i saltvand. Dette vil alle dog ifølge Lotte Paarup have gavn af.

Vidste du...

… at det gode åndedræt ikke har ret meget lyd på? Lyd er tegn på modstand og tegn på, at du kan forbedre dit åndedræt.

4. Ånd dybt og tredimensionelt. Mange tror, at en god, dyb vejrtrækning udelukkende sidder i maven. Men det er en udbredt myte. Selvfølgelig kan den mærkes i maven, for det er her vi er blødest, men den hensigtsmæssige vejrtrækning er tredimensionel. Den kan du mærke i brystkassen, ved kravebenet og om i ryggen.

5. Ånd langsomt ud. Mange af os er gode til indåndingen, fordi den står for kontrol og aktivitet. Udåndingen derimod har vi sværere ved. Det er her, vi giver slip. Prøv især at have fokus på en langsom udånding. Det er supervigtigt for din iltoptagelse.

6. Undgå at stresse. Stress sætter sig som noget af det første på åndedrættet. Det bliver hurtigt, overfladisk og igennem munden. En stresset livsstil giver derfor et mere uhensigtsmæssigt åndedræt.

7. Tænk over din holdning. Undgå at falde for meget sammen i kroppen i løbet af dagen, både når du sidder, går og arbejder. Omvendt skal du heller ikke sidde ret op og ned. Et hensigtsmæssigt åndedræt har bedste betingelser, hvis du tænker over at holde brystet og bækkenet nogenlunde over hinanden.

Om eksperten:

  • Lotte Paarup er uddannet fysioterapeut og har åndedrættet som kerneområde.
  • Hun er indehaver af Den Intelligente Krop, som bl.a. består af en netbutik samt et genoptræningsstudie og kursussted.

Læs mere og få flere gode råd på: åndedrættet.nu.