Eva Harlou: Nyd alt i moderate mængder
Sundhed og sund fornuft hænger sammen for arkitekten Eva Harlou, der ikke udelukker noget fra sin kost, men gør en dyd ud af at nyde både kaffe og smørrebrød.
MANDAG
Selvom jeg egentlig er på barsel, tager jeg på tegnestuen, der ligger i tilknytning til min mands musikstudie. På vejen derned har jeg købt lidt æbler, druer og nødder, som jeg stiller frem. Jeg tænder også et par stearinlys. Det er så lidt, der egentlig skal til for at gøre det hyggeligt og gøre folk glade. Og hygge for mig har aldrig været forbundet med fjernsyn og slikskål. Lige nu har vi faktisk slet ikke noget fjernsyn... Om aftenen spiser vi pitabrød. Det er ikke specielt fancy, men en god måde at få masser af rå grøntager på.
Favoritbønnerne, Espresso kaffe, Kontracoffee.com, 77, kr.
TIRSDAG
Jeg spiser skyr fra Irma til morgenmad. Jeg elsker den tykke, cremede konsistens, og kan sagtens spise den uden noget som helst til, selvom det jo også smager fantastisk med frugt, nødder og honning. Skyr er også godt, når det kommer til at få kalk, for jeg ikke er den store mælkedrikker. Derudover laver jeg hver morgen en rigtig god kop kaffe på vores espressomaskine. I stedet for at drikke så mange kopper, prøver jeg i højere grad at nyde dem, jeg drikker.
Skyr, Irma, 18 kr.
ONSDAG
Min søn er syg, så han er hjemme fra børnehave. Egentlig skulle jeg have været til massage, men det må jeg droppe. I stedet laver vi helsebod derhjemme, hvilket vil sige, at vi laver fodbad til os begge to. Vi sidder med fødderne i hver vores balje og læser bøger. Min mand kommer hjem og udviser, hvad der må være den ultimative kærlighed: Han ordner mine fødder.
Til fodbadet: Opvaskebalje, Normann-copenhagen.dk, 500 kr.
TORSDAG
Jeg cykler en tur gennem byen. Jeg elsker at cykle – udover, at det er fornuftigt i forhold til både sundhed og miljøet, er det også en god måde at opleve byen på. Du ser meget mere og oplever meget mere af byrummet, så på den måde er en cykeltur god for både krop og hoved.
FREDAG
Jeg spiser frokost med holdet bag Danmarks Skønneste Hjem. Vi får smørrebrød, og det er jo ikke lige frem sundt, til gengæld får vi grinet igennem, og når jeg har gjort det, har jeg det altid dejligt bagefter. Da jeg kommer hjem, shopper jeg babytøj på nettet. Når det gælder babyer, skal det helst være økologisk, men når det kommer til mig selv, er jeg ikke så striks, men mine cremer og den slags skal helst være uden parabener og parfume, som f.eks. REN og Decubal. Det smarte ved at bruge disse mærker er også, at alle i familien kan deles om de samme produkter.
Creme uden parabener og parfume, Original Clinic Cream, Decubal, 61 kr.
LØRDAG
Om dagen hygger vi og køber ind, og om aftenen kommer Thomas forældre til middag. Vi får kød, kartofler og salat. Salat får vi altid, men ellers er det ikke sådan, at vi har nogle regler. Jeg tror ikke på det med at udelukke noget, med mindre du selvfølgelig ikke kan styre det. Til gengæld synes jeg, du skal nyde alt det gode – bare i moderate mængder.
SØNDAG
Vi kigger på bolig, og det med bolig hænger i høj grad sammen med sundhed for mig. Du må godt forlange noget af dit hjem. Der skal være lys, luft, godt indeklima, udsigt osv. Dit mentale velvære er jo i høj grad afhængig af det sted, du bor. Vi finder ikke noget i dag, men jeg er nok heller ikke nem at gøre tilfreds. Jeg er jo lidt af en fagnørd på det område.
Får du det bedste ud af dit hjem? På Altfordamerne.dk får du Eva Harlous tre bedste råd, når det gælder om at få et sundt hjem.
Læs også: Sådan skal du spise og træne for at tabe dig
Vil du gerne tabe dig? Tilmeld dig ALT for damernes slankeklub i dag