Mia Wagner

Mia Wagner stiller ét særligt spørgsmål til sig selv – så hun ved, om hun lever i balance?

For iværksætter og forretningskvinde Mia Wagner handler sundhed om balance og om at have sig selv med i alt, hvad hun laver. Derfor er rollen som mor og tid med familien lige så vigtig for hendes sundhed som træning og sund kost.

Jeg har en kæmpe skabertrang og drive og kan godt blive udfordret i situationer, hvor jeg arbejder meget eller skal være meget til rådighed. Men hvor jeg som ung gik mere all in og lagde alt andet til side, når jeg skulle performe, så er jeg med alderen blevet bedre til at lytte til mig selv, men også til at tage mig selv alvorligt og turde at sige fra.

Jeg har tit en travl hverdag, og for at kunne lade op og reservere noget energi er det vigtigt for mig, at der indimellem er stille, så jeg har ro til ”at ringe mig selv op”. Både i mit eget liv men også i mine virksomheder arbejder jeg med et begreb, som jeg kalder ”bæredygtig hastighed”.

Jeg plejer at sige, at du skal tænke over, om det tempo, som du kører i lige nu, kan holde i 100 dage. Selvom jeg må indrømme, at jeg ikke altid selv lykkes med at leve efter det, så synes jeg faktisk, at jeg er blevet bedre til at mærke efter og bremse mig selv, hvis det somme tider kører lidt for hurtigt.

For mig handler sundhed om opnå en sund balance hele vejen rundt. Det handler bl.a. om integritet – om at have mig selv med i alt, hvad jeg gør, og leve et liv, hvor jeg får alle mine behov dækket. At være mor og tilbringe tid med min familie er derfor lige så vigtigt for min sundhed som min ugentlige træning og sund kost. Faktisk er sundhed for mig er at være kompromisløs i mine kernebehov.

Da jeg var i 30’erne fik mit hoved lov til at styre mit liv, men i dag er jeg blevet mere bevidst om at passe godt på min krop og skabe forbindelse mellem mit hoved og min krop. Derfor har jeg to gange om ugen hyret en personlig træner, som foruden styrke- og muskeltræning også hjælper mig med at øge min body-mind connection og lave forskellige øvelser, der styrker min krop og balance og er med til at øge min kropsbevidsthed.

Der er rigtigt meget kærlighed i mad. Bortset fra at jeg holder lidt igen med kød, så spiser jeg stort set alt. Jeg er meget bevidst om ikke at bebrejde mig selv, hvad jeg spiser, og selvom jeg har en sød tand, skælder jeg aldrig mig selv ud, hvis jeg har craving efter f.eks. jordbærtærte eller slik. Jeg vil gerne derhen, hvor vi nyder noget, fordi det er dejligt. For der ligger virkelig meget sundhed i at have det dejligt!

Mia Therese Wagner

  • Medstifter af virksomheden Nordic Female Founders, som arbejder for større diversitet i det danske iværksætteri.
  • Hun er tidligere administrerende direktør for Freeway-koncernen og ”løvinde” i programmet "Løvens hule".
  • Hun er 45 år og bor sammen med sine to døtre på 16 og 17 år.