Sine ammede sin baby: "De sagde, knuden var så stor, at det ikke kunne være kræft"

Sine Valbjørn Schlüter går glad ind i 2020: Hun er 35 år, bor i en dejlig lejlighed i København med sin kæreste, deres søn på to år og en lille nyfødt, som hun er på barsel med fra jobbet som souschef i et ministerium.

Men en massiv klump i hendes ene bryst viser sig ikke at være en brystbetændelse, som hun ellers tror. Det er i stedet en 10 centimeter lang kræftknude af en særlig aggressiv slags.

Sine har sagt ja til, at ALT.dk følger hende her og nu, mens hun er kræftsyg med en baby på armen. Med kemoterapi, hårtab og angsten for at dø fra sine børn – og pludselig også en verden ramt af corona.

Hvordan opleves et kræftforløb i situationen og ikke i efterrefleksionens klare lys? Hvordan vendes dødsangst til overlevelsesvilje? Og hvorfor kan Sine ikke finde andre, der har overlevet en knude så stor som hendes?

Dette er Sines personlige beretning. Afsnit 1.

10. januar 2020 – Den første reaktion

Jeg kan huske, at jeg begynder virkelig aggressivt at skælde ud på mig selv. Højlydt.

”Hvordan fanden kunne du ikke have opdaget det noget før. Hvordan kunne den være blevet så stor?!”

Det gør jeg i dét sekund, lægen fortæller mig, at jeg har brystkræft.

Kasper sidder ved siden af mig og siger: ”Fuck, fuck, fuck.” Han gemmer sit ansigt i hænderne og begynder også at græde. De to læger foran os har rigeligt travlt med at skulle gribe os begge.

Ude på Rigshospitalets gange går min søster og passer vores lille søn på tre måneder, mens vores dreng på to år er i vuggestue.

Det er fredag, og vi er 10 dage inde i det nye år. Ugen forinden har jeg været inde og få scannet mit ene bryst. Det er de prøver, jeg nu har fået svar på.  

Det hele er kommet uden varsel.

December 2019 – ”Knuden”

En tirsdag midt i december opdager jeg en knude i mit ene bryst. Jeg har tre måneder forinden født min lille dreng, Magnus, og jeg er sikker på, at det er brystbetændelse. Jeg ammer, og den slags er normalt, fordi mælken godt kan størkne inde i brystet. Jeg kan dog ikke massere denne her ”klump” væk, som jeg plejer.

Lidt tilfældigt nævner jeg det dagen efter i min mødregruppe, og en af de andre fortæller, at hun under sin første graviditet var til lægen med store, tilstoppede mælkekirtler, som han fjernede på 30 sekunder.

Jeg udbryder: ”Ej, hvor dejligt, du siger det, nu er jeg sikker på, at det også er det, jeg har.” Hun svarer, at hun også havde fundet det underligt at finde sådan nogle to centimeter store knuder dengang... Men den, jeg har i mit bryst, er mindst 10 centimeter.

Da min egen læge næste dag undersøger mig, starter han med at mærke ude i armhulen, og derefter forklarer han mig, at det skal undersøges nærmere. Han kommer mig i det, der hedder ’en kræftpakke’, men det skal jeg SLET ikke stresse over her op til jul, for det hedder det bare, så bliver jeg undersøgt hurtigst muligt, siger han. Han tror ikke, at det er brystbetændelse, men det er ikke sikkert, at det er noget alvorligt.

Bare ordet: Kræftpakke.

Jeg går derfra og ringer til min veninde. Mine tanker er fyldt med spørgsmål, om jeg skal dø nu?

Samme aften undersøger jeg mig selv på den måde, som min læge gjorde. Jeg opdager endnu en knude i armhulen på tre centimeter. Senere læser jeg i min journal, at min læge også havde fundet denne knude, men ikke sagt det højt til mig.

Jeg går direkte på nettet og læser om kræft, der har spredt sig. Det er ikke hyggelig læsning. Jeg ved stadig ikke, hvad mine knuder er, men jeg forsøger at finde ud af ALT, hvad jeg overhovedet kan, for at få det her til at gå væk.

Jeg modtager et brev 20. december om, at jeg først kan blive undersøgt efter nytår. Jeg ringer og klager min nød: Kan jeg ikke få en tid før? Hvad nu hvis jeg betaler for det? Kan jeg købe undersøgelsen et andet sted?

For jeg er jo sikker på, at jeg skal dø her om en måned. Jeg er virkelig langt ude og har fået bildt mig selv ind, at knuden i armhulen betyder, at kræften har spredt sig.

Det er damen i telefonrøret vist vant til at høre på, for de er i hvert fald bedøvende ligeglade. Hun synes i virkeligheden nok bare, at jeg er lidt hysterisk, tror jeg.

Jeg går en weekend og venter på at få den præcise dato for min kommende undersøgelse. Imens masserer jeg mere og mere voldsomt på den store knude i brystet, for jeg vil have den til at gå væk.

Så begynder det at gøre ondt. Det er smertefuldt - og godt. Jeg ringer til lægen på 1813 midt om natten, for nu har jeg jo en knude i brystet, der gør ondt, og så er det jo ikke kræft, tænker jeg. Kræftknuder gør nemlig ikke ondt.

Jeg snakker med en sød læge, som bekræfter, at nej, brystkræft gør slet ikke ondt, og han siger, at brystkræft er slet ikke så stort, så det kan ikke være brystkræft – det er noget værre fis, de har bildt mig ind.

Derfor skal jeg komme ud til Amager Sygehus om morgenen for at blive tjekket. Hun henviser mig videre til Hvidovre, hvor jeg kommer ud om eftermiddagen. Det er søndag den 21. december.

De scanner mig og siger, at det er ikke en brystbyld, som lægen på 1813 har sagt, men det er heller ikke brystkræft, for så stor er brystkræft slet ikke. Så det er en brystbetændelse, og den vil bryde ud i løbet af et par dage, og jeg skal bare gå hjem og vente på det. De siger, at jeg da godt kan tage til det dér kræftpakke, når jeg nu er henvist til det, men det er lidt ligegyldigt, når det nu er brystbetændelse.

Den besked gør, at jeg har en rolig jul. Jeg går godt nok og venter på, at brystbetændelsen skal bryde ud, det gør den aldrig.

Januar 2020 – Min nye virkelighed

Lige efter nytår får min mindste søn en sygdom, der ikke er farlig, men han skal alligevel indlægges på Hvidovre Hospital, så jeg bruger al min energi på ham.

Han er stadig indlagt torsdag den 3. januar, da jeg selv skal undersøges. Børneafdelingen sørger for en taxi frem og tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg skal have lavet mammografi og scanning. Det starter rigtig godt.

Lægen er ikke bekymret over den store knude. ”I ammende kvinder kommer hele tiden rendende, og der er aldrig noget,” siger hun sødt og taler meget på et lidt gebrokkent dansk. Hun scanner nu min armhule.

”I glemmer også, at brystbetændelse giver hævede lymfeknuder, og… Nej, nej, nej, det kan jeg ikke lide det dér... Det ligner jo kræft, der er jo knuder,” siger hun, da hun standser sin talestrøm.

Hendes stemme er skiftet. Hun skjuler ikke noget. Det gik fra ”haha, hvor er I sjove, I ammende kvinder, der kommer og forstyrrer min hverdag” til "det er synd for dig, du har kræft". På et splitsekund.

Jeg har på intet tidspunkt i min googlesøgning hen over julen fundet noget som helst om 10 centimeter store brystkræftknuder. Og det har jeg stadigvæk ikke.

Derfor siger jeg, at jeg har læst, at hvis knuden er mere end fire centimeter, er der ikke noget at gøre. Jeg græder. Jeg er dybt berørt. Hun siger til mig, at det skal jeg ikke tænke på, for de er blevet så gode til brystkræft, og der er masser af behandlingsmuligheder.

Det sidste, hun siger til os, er, at vi jo kan håbe på, at det ikke er kræft. Og det er dén, som Kasper griber. Det er ikke kræft, hører han. Han formår at bilde sig selv ind, at hun tager fejl, og at det var en sprogbarriere, vi havde gang i.

Jeg tænker, at det er kræft. Jeg ved det udmærket godt. Men vi skal vente på svaret til ugen efter.

Jeg skriver i min dagbog den aften:

"Mit hoved er konstant fyldt op med tanker. Lige fra hvordan min begravelse skal foregå – der skal være plads til både vores og vores venners børn i kirken. Over hvem, som skal trøste mine drenge, når de kalder på mig. Videre til om Kasper kan være både mor og far for vores børn. Hvordan det vil være for dem, hvis de skal miste mig så tidligt, at de knap nok kan huske mig."

Min hjerne kan ikke rumme, hvis jeg skal dø fra mine børn. Det er i virkeligheden det, som det hele handler om. En ting var, at jeg skulle dø, og verden skulle fortsætte uden mig. Men det hele handler om dem. Det er mine børn. Jeg er i en form for choktilstand. Jeg bevarer håbet om, at jeg ikke er syg, men tvivler.

I løbet af ugen får Kasper mig mere og mere smittet med, at det ikke er kræft. Jeg har overskud og føler, at det hele nok skal gå. Jeg tænker, at det er en eller anden menneskelig fornægtelse.

10. januar 2020 – ”Det sker for unge kvinder...”

Fredag kl. 9 møder vi ind på Rigshospitalet. Der er to læger og en sygeplejerske i lokalet, da jeg får svaret:

Du har triple-negativ brystkræft med lokalspredning.

Min første reaktion med højlydt at bebrejde mig selv, fordi jeg burde have opdaget en så stor knude noget før, bliver straks standset af den ene læge.

Hun forklarer mig, at det er fuldstændig naturligt, når jeg har været gravid og ammet. Knuden har nok været lillebitte, og den er så lige pludselig bare eksploderet. Det sker for unge kvinder.

Hun forklarer mig, at jeg ikke skal dø - lige nu i hvert fald - og svarer på alle de spørgsmål, vi har.

Jeg har googlet ALT om brystkræft, så mine spørgsmål er ekstremt målrettede. Jeg har læst, at hvis kræften har spredt sig udover nærområdet, så dør man. Og jeg har jo også noget i armhulen. Det kan de ikke sige endnu, lyder svaret, og jeg skal til en scanning ugen efter, hvor det bliver afklaret.

De fleste af mine spørgsmål omkredser, hvorvidt jeg skal dø?

"Men, Sine, det er slet ikke det, som vi snakker om. Vi antager, at kræften ikke har spredt sig. Og dét, vi snakker om, er, hvordan vi kan få dig rask," siger lægen. Hun bliver ved med at lukke det ned.

Hun er på mine forældres alder. Meget kompetent. Sådan en no bullshit-type. God til at cutte mig af, når jeg går ud af en spiral om, at vi også skal have fundet ud af, hvor mine børn og mand skal bo, når jeg dør og sådan noget.

Seks læger har haft min sag på konference, får jeg at vide.

Fordi knuden er så stor, skal jeg først igennem et kemoforløb for at gøre den mindre, inden jeg kan blive opereret. Kemoterapien kan ødelægge mine chancer for at få flere børn. Hvis jeg vil have taget mine æggestokke ud, vil det udsætte behandlingen med 14 dage. Det anbefaler de ikke.

Kasper og jeg kigger på hinanden, og på de 30 sekunder fra hun siger det, beslutter vi: Så skal vi ikke have flere børn, så er det sådan, det er.

De har allerede lagt en behandlingsplan. Det er SÅ vigtigt for mig. Mandag skal jeg scannes, onsdag skal jeg også undersøges, og torsdag er næste lægesamtale, hvor jeg får at vide, om kræften har spredt sig.  

Jeg kommer ud fra samtalen og krammer min lille søn.

Afsnit 1: De sagde, knuden var så stor, at det ikke kunne være kræft

Afsnit 2: Da jeg taber håret, går jeg fra at ligne G.I. Jane til at ligne Alfons Aaberg

Afsnit 3: Kræften er værre end forventet: "I virkeligheden bliver jeg dybt bekymret for min familie"

Afsnit 4: For et halvt år siden var Sines knude i brystet stor som en knytnæve: "På karakterskalaen er vi ude i et 13-tal" 

Afsnit 5: Vi må ikke ende dér. Kræften har taget så meget, den skal ikke også tage det her