Da gynækologen scannede Zandra, vidste hun, at noget var helt galt: ”Jeg var knust”
Som 33-årig får Zandra Kilde beskeden om, at hun er gået i overgangsalderen. Langt tidligere, end hun havde forestillet sig, det ville ske. Beskeden efterlader hende med en knust drøm om at kunne få børn med egne æg, og hun starter et langt behandlingsforløb.
Der er ikke gået meget mere end et halvt år, siden Zandra Kilde fandt ud af, at hendes krop er gået i overgangsalderen. Mange år før, hun havde forestillet sig, det ville ske. Zandra er nemlig kun 33 år, men har ikke flere æg tilbage.
Det var tiltagende fysiske symptomer, som fik Zandra til at reagere og gå til lægen.
”Jeg kunne lige pludselig miste følelsen i mine hænder. Jeg træner rigtig meget, og en dag til træning faldt jeg ned fra en pull up bar, fordi mine hænder gav slip. Det var voldsomt og virkelig ubehageligt. Jeg kunne gå på gaden og pludseligt falde. Mine ben forsvandt bare under mig. Og flere gange slog jeg mig ret meget, fordi det skete meget pludseligt.”
Zandra led også af søvnforstyrrelser, havde svært ved at finde ro, kæmpede med voldsomme hedeture og mod slutningen af 2023 blev hendes menstruation også mere uregelmæssig. Men det, der gjorde udslaget, var den voldsomme hjertebanken, Zandra oplevede. En aften blev den så kraftig, at hun ringede 112.
”Jeg lå på min sofa og så Matador, så det var ikke, fordi jeg lavede noget, der var sindsoprivende. Pludseligt havde jeg det som om, der var en, som sad på mit bryst og pressede så meget, at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg kunne rationelt godt se, at jeg trak vejret, men det føltes ikke som om, jeg kunne. Jeg blev virkelig bange og ringede 112. Der kom nogle søde lægeambulancedamer, som kiggede på mig og lavede et EKG på mig, men ifølge den var der ingenting galt.”
Personalet tog i stedet for Zandra med på hospitalet til yderligere undersøgelser.
”Jeg blev tilkoblet en masse ledninger, så de kunne følge min hjerterytme, og hver gang jeg kunne mærke, at jeg fik hjertebanken igen, sagde jeg det højt, men der var ingenting at se på skærmen. Alt så normalt ud.”
Nogle år forinden havde Zandra fået lavet en grundig hjertescanning. Resultaterne derfra blev sammenlignet med de nye observationer, og hjertelægen kunne umiddelbart ikke se nogle ændringer. Han fortalte dog Zandra, at nogle kvinder godt kan opleve kraftig hjertebanken, hvis man har hormonforstyrrelser. Noget, som en EGK ikke er i stand til at måle.
Med den besked blev Zandra sendt hjem igen.
”Jeg kan huske, jeg tænkte, at der foregik noget i min krop, som skreg på, at der var et eller andet galt. Så jeg gik til min egen læge og sagde, hvad foregår der? Jeg havde selv en stærk fornemmelse af, at det kunne være tegn på overgangsalder, men det mente min læge ikke, som fejede mig af med, at jeg var alt for ung til, at det kunne være dét.”
Lægen troede, at Zandra var gravid, selvom hun selv vidste, at det ikke var tilfældet. Hun fik også tjekket sit stofskifte, men alle prøverne var fine. Først da hun fortalte lægen, at både hendes mor og mormor var gået tidligt i overgangsalderen, blev hun sendt videre til en gynækolog.
En bristet drøm
Annonse
Da Zandra fik en tid hos en gynækolog i april måned 2024, havde hun selv en stærk mistanke om, at de symptomer, hun oplevede, skyldtes tidlig overgangsalder, men at det stod så slemt til, som det gjorde, havde hun ikke regnet med.
”Da gynækologen scannede mig, var jeg ikke i tvivl. Jeg kunne se på hende, at der var noget helt galt. Jeg var knust. Og selvom alle omkring mig var enormt søde og støttende og ikke syntes, at jeg skulle tage sorgerne på forskud, før jeg fik svar på blodprøverne, var jeg ikke i tvivl om, at det kunne have noget med overgangsalderen at gøre,” fortæller hun.
14 dage senere kunne blodprøvesvaret bekræfte Zandras bange anelser og det, som gynækologen med al tydelighed havde set på scanningen; at Zandra ikke har flere æg tilbage og derfor aldrig vil kunne få børn med sine egne æg.
”Hun fortalte mig, at jeg er i overgangsalderen – ikke bare i starten af den. Jeg er der. Da hun sagde det, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg kunne ikke rumme noget eller nogen bagefter – og slet ikke andre med børn eller gravide. Det var virkelig hårdt. Jeg kunne slet ikke være i det, og jeg følte, at min krop havde svigtet mig.”
For selvom de fysiske forandringer og den fremtidige behandlingsplan, som der nu er blevet lagt for Zandra, har været overvældende for hende, så har beskeden om, at hun aldrig kommer til at få sine egne børn, været et om muligt endnu større slag i ansigtet.
”Jeg har ikke nogen kæreste lige nu, jeg er mig. Jeg er heller ikke der, hvor jeg kan begynde at overveje at gå på en date eller to. Faktisk har jeg generelt svært ved at overskue det helt almindelige singleliv. Og med min diagnose er der nogle andre ting, der skal helt styr på, før jeg kaster mig ud i det igen,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg har efterfølgende fået at vide, at nu, hvor jeg er i behandling, vil jeg kunne få ægdonation på et tidspunkt, hvis det er det, jeg ønsker, fordi min krop godt vil kunne holde på en graviditet. Og det er jo helt fantastisk, at det er overhovedet muligt, men lige nu har jeg svært ved at tage stilling til det.”
Zandras helt store drøm har nemlig altid været at skabe sin egen lille familie, fortæller hun.
”Jeg er helt med på, at man kan have familie på alle mulige måder, jeg er selv opvokset i en, der har været lidt anderledes konstrueret end normalen, men min drøm er en anden. Og dén drøm er blevet taget fra mig og skal nu omskrives, og på nuværende tidspunkt ved jeg ikke, hvordan den bliver. Det må tiden vise. Indtil da prøver jeg så vidt muligt ikke at forholde mig for meget til det, for det gør mig enormt ked af det. Som min psykolog siger, er det en sorg på linje med mange andre former for sorg, at jeg ikke kan få mine egne børn, og den skal jeg give mig selv tid til at være i. Det er virkelig en proces, kan jeg mærke.”
Annonse
Det kan ikke kureres, men behandles
Selvom det har været en hjerteskærende erkendelse for Zandra, at hun ikke kan blive gravid på naturlig vis, er hendes fysiske helbred i sidste ende det allervigtigste. Det har derfor også været en hård besked at få, at hun skal være i medicinsk behandling de næste 20 år.
”Jeg synes, det er ret overvældende. Jeg må ikke stoppe min behandling, og mine plastre skal nærmest udskiftes med et nyt på klokkeslættet. Sådan er det måske for mange andre mennesker, der har en kronisk sygdom, hvor man skal tage medicin hver dag, men jeg synes, det er en stor omvæltning.”
Siden Zandra fik sin diagnose, har hun været fast tilknyttet en læge på Rigshospitalet, som holder øje med hende gennem hele behandlingsforløbet. Behandlingen består i, at Zandra skal bruge hormonplastre, som skal skiftes to gange om ugen, samme ugedag og nogenlunde samme tidspunkt hver gang, fortæller hun.
”Behandlingen begynder at virke. Vi er startet i den lave ende, og så trapper de mig stille og roligt op i dosis af hormoner. Det er ikke, fordi behandlingen kan stoppe overgangsalderen eller ”få mig ud af den”, men den hjælper til at få mit østrogenniveau op igen og dermed også bremse nogle af de følgesygdomme som fx knogleskørhed, ledsmerter og hjertekarsygdomme, som man kan få, når man går tidligt i overgangsalder.”
Annonse
Ud over medicinsk behandling forsøger Zandra at vedligeholde sin krop gennem træning.
”Træningen giver mig en form for kontrol i alt det her, jeg ikke kan kontrollere. Jeg ved, at overgangsalderen kræver mere af mig og min krop, og derfor styrketræner jeg en del for at vedligeholde mine muskler, og det gør mig rigtig godt.”
På nuværende tidspunkt træner Zandra cirka fem gange om ugen, for hun kan ikke nøjes med at træne én gang om ugen, som andre måske kan – det kræver en del at opretholde sin muskelmasse, når man er i overgangsalderen, fortæller hun.
”Jeg har gjort det på den måde i et halvt år, og nu er jeg ved at opbygge en virkelig god muskelmasse. Jeg føler mig stærk, og det, kan jeg mærke, er virkelig godt for mig. Det betyder også noget i forhold til, at jeg ikke har lyst til at være helt vildt kontrollerende omkring, hvad jeg spiser, som mange ellers er, når de er i overgangsalderen, fordi det kan være sværere at tabe sig igen. Men jeg vil stadig gerne kunne spise chips eller drikke øl, hvis det er det, jeg har lyst til, for det giver mig noget andet. Og en følelse af, at jeg kan leve nogenlunde det liv, jeg gjorde inden.”
Genetisk disponeret
At man går tidligt i overgangsalderen, kan i nogle tilfælde være genetisk betinget. Og meget tyder på, at det er tilfældet for Zandra. Det viser sig nemlig, at både hendes mormor og mor, som i dag begge er gået bort, gik tidligt i overgangsalderen. Dengang var det bare ikke noget, man havde fokus på i samme udstrækning som i dag.
Det betyder bandt andet, at hverken Zandras mormor eller mor blev behandlet for knogleskørhed, selvom alt tyder på, at de begge to led af det som en konsekvens af tidlig overgangsalder.
”Min mormor havde så mange ledsmerter, at hun fik sin førtidspension, da hun var i trediverne. Hun blev behandlet med meget kraftig medicin mod leddegigt, for man var sikker på, at det var dét, hun fejlede. Min læge på Rigshospitalet mener, at det højest sandsynligt var, fordi hun havde knogleskørhed pga. overgangsalderen og altså ikke leddegigt.”
Det samme gælder for Zandras mor, som gik i overgangsalderen, da hun var omkring 39 år. For selvom hendes menstruation stoppede, da hun var relativt ung, kom hun heller aldrig i behandling for tidlig overgangsalder.
”Der var ikke var nogen, som troede, at det var tidlig overgangsalder, min mor led af, men det gjorde hun. Og meget tyder på, at hun højest sandsynligt også havde knogleskørhed.”
Man kan dø tidligere
En undersøgelse, som for nylig blev præsenteret ved European Congres of Endocrinology 2024, viser, at kvinder, der går tidligt i overgangsalderen, er i øget risiko for at dø tidligere. Faktisk har kvinder, som går tidligt i overgangsalderen, en dobbelt så høj totaldødelighed som de kvinder, der ikke gør.
Og det er et mønster, der har vist sig i Zandras familie, hvor både Zandras mormor og mor er gået bort i en tidlig alder.
”I min familie dør kvinderne tidligt. Og i min optik giver det pludseligt mening, hvis kroppen tror, den fysisk er 20 år ældre, end den egentlig er. Derfor er det da også noget, jeg har tænkt meget over – og det er endnu vigtigere for mig at være i hormonbehandling.”
Samme undersøgelse viser nemlig, at hvis kvinder, der er gået tidligt i overgangsalderen, er i hormonbehandling i mere end seks måneder, kan det muligvis halvere dødelighed, skriver Illustreret videnskab.
”Nu ved jeg, at jeg har været i overgangsalderen i nogle år uden at vide det. Men overgangsalder er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er noget, som sker gradvist over en periode, hvor kvindens østrogenniveau og beholdning af æggereserver daler og til sidst forsvinder. Derfor er det så vigtigt, at der er kommet et større fokus på det, og at vi bliver ved med at udbrede kendskabet til tidlig overgangsalder, så vi kan opdage det langt tidligere. For det er ikke kun udebleven menstruation og hedeture, der er symptomer på overgangsalder – det ved jeg nu, og det vil jeg også gerne have, at andre ved.”
Fremtidsplaner
Hele Zandras verden bryder sammen, da hun får beskeden om, at hun er gået i overgangsalderen, og selvom hun har gode venner og familie omkring sig, som støtter hende, føler hun sig meget alene i hele processen.
Det er blandt andet Zandras følelse af at stå meget alene i hele processen, som gør, at hun i første omgang deler sin historie med TV 2, og nu med alt.dk, fortæller hun.
”Jeg ønsker virkelig ikke for andre, at de skal føle sig alene. Derfor betyder det også virkelig meget for mig at skabe opmærksomhed omkring tidlig overgangsalder generelt. Både så vores kendskab til det bliver større, men også så andre måske kan spejle sig i min historie og føle sig mindre alene.”
Langt hen ad vejen er det allerede lykkes for Zandra, som, efter hun har delt sin historie, har fået mange tilbagemeldinger fra andre kvinder, som også er gået i overgangsalderen tidligt i livet – og der er mange flere kvinder i sammen situation som Zandra, end hun havde troet, fortæller hun.
”Jeg har fået så mange søde, kærlige og personlige, men også meget rørende og hårde historier. Og det er en kæmpe gave, at folk har lyst til at dele dem med mig, for det har gjort, at jeg har følt mig mindre alene – og jeg kan forstå på mange af de beskeder, jeg har fået, at min historie har haft samme effekt på dem.”
Har du et godt råd, du gerne vil give kvinder, som befinder sig i samme situation som dig?
”Jeg er faktisk ikke så glad for at give råd, for jeg synes selv, de er irriterende at få, når man ikke har bedt om dem.
Men jeg har måske et til dem, der står på sidelinjen. Som jeg sagde til min veninde forleden, føler jeg, at vi har en kultur af, at vi gerne vil hjælpe hinanden og fikse. Men nogle ting kan bare ikke fikses, og ofte er det slet ikke det, det handler om.
Jeg er med på, at jeg bare kan få en ny drøm. At der er andre måder at have familie på, men det var ikke det, jeg drømte om, og det fjerner ikke min sorg. Den kan ikke fikses nu og her.
Derfor håber jeg, vi får en større rummelighed og forståelse for hinanden, og at vi ikke skal fikse – heller ikke selvom intentionen er god. Det er bedre bare at lytte, faktisk er det nogle gange den allerstørrelse gave, du kan give.”
