10 LGBT-film du skal se

"Denne film er en klassiker inden for kitsch og LGBT humor"

Her er 10 LGBT-film, der er værd at tjekke ud.

Artiklen er lavet i samarbejde med Copenhagen Pride, for at sætte fokus på LGBT-relaterede emner i forbindelse med at vi i denne uge fejrer Copenhagen Pride.

Nogle af dem var måske ikke de største kommercielle hits, og et par af dem fik måske ikke de bedste anmeldelser med på vejen. Alligevel har vi samlet en liste med 10 film med LGBT-tema (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual), som vi synes er værd at tjekke ud. Det er en blandet liste med både komedier og dramaer, film der er baseret på rigtige hændelser eller 100% fiktion og film med store Hollywood-stjerner eller mere ukendte skuespillere. Derudover har vi allieret os med to LGBT-filmeksperter, William Abrahamsen, Redaktionschef hos DR og Henrik Neumann, PR- og distributionsansvarlig i REEL Pictures, som fortæller, hvorfor netop disse film skiller sig ud.


To Wong Foo, Thanks For Everything! Julie Newmar (1995)

Har du tænkt over, hvordan de to action-helte Patrick Swayze og Wesley Snipes ser ud i dametøj? Du får muligheden i denne amerikanske komedie, der handler om de to drag queens, Noxeema Jackson and Vida Boheme, som vinder en drag-konkurrence i New York, og bliver belønnet med en flytur til Los Angeles, hvor de skal dyste i en endnu større konkurrence. I New York møder de den lidt for naive drag queen Chi-Chi Rodriguez, som de ønsker at give lidt mere selvtillid. De beslutter sig at bytte flybilletterne og i stedet købe en Cadillac, der skal bringe dem hele vejen til Los Angeles, så Chi-Chi kan komme med. På turen bryder deres bil sammen, og de ender med at skulle tilbringe flere dage i en lille landsby, hvor drag queens ikke er hverdagskost. Det skaber komiske øjeblikke og konflikthåndtering på højeste plan. Den spøjse titel refererer til et signeret foto af skuespillerinden, Julie Newmar, som trioen har med dem på turen som en lykkeamulet. Pssst, kom forbi Pride Square på Rådhuspladsen fredag aften, og se en række dygtige drags optræde til drag night.

William Abrahamsen: "Der er ikke mange film, som har drags i deres storyline uden at det bliver brugt som et "funny sidekick". I To Wong Foo er det alt, hvad filmen handler om. Selvom det er med Hollywood-briller, og der er rundet nogle hjørner i processen, så gør filmen et hæderligt arbejde i at vise livet som drag, på godt og ondt."

LÆS OGSÅ: "Der er ingen tvivl om, at det er nemmere at være i et forhold med en mand"


Boys Don't Cry. (1999)

Det var Boys Don't Cry, der gav Hilary Swank sit store gennembrud i 1999, i rollen som den transmand, Brandon Teena. Vi følger Brandon Teena, der flytter til staten Nebraska, efter at have modtaget trusler på livet. Her bliver han venner med en gruppe unge – blandt andet ex-fangerne John og Tom og den smukke Lana (Chloe Sevigny), som han indleder et romantisk forhold med. John og Tom opdager at Brandon i virkeligheden er en kvinde og voldtager og overfalder ham voldsomt. Han slipper afsted, men bliver truet på livet til at ikke melde det til politiet, men Lana får ham dog overtalt. Herfra tager filmen en sørgelig drejning, der desværre resulterer i Brandon Teenas død. Filmen er baseret på den sande historie om Brandon Teena, der desværre blev dræbt nytårsaftensdag 1993. Hans død var med til at skabe fokus på hate crimes i USA i starten af 90erne. John Lotter og Tom Nissen sidder stadig i fængsel den dag i dag.

Henrik Neumann: "En af de første film, der for alvor dykkede ned i trans-problematikken og viste hadforbrydelsernes grimme ansigt. Se den, og bliv klogere på den sande historie om Brandon Teena, der blot er et af de mange uhyggelige eksempler på transfobi og fordomme i den vestlige verden."


All About My Mother (Todo Sobre mi madre) (1999)

Spansk komedie af Pedro Almodóvar, der følger kvinden, Manuela, som efter sin søn Estebans tragiske død rejser til Barcelona for at finde Estebans far, transvestitten Lola. Lola var uvidende om, at han havde en søn. Igennem sin gamle ven, den vittige transkønnede Agrado, som bor i Barcelona, møder hun den HIV-smittede nonne, Rosa, som tilfældigvis er gravid med Lolas barn. Rosa dør under fødslen, og til begravelsen møder Manuela Lola, sin afdøde søns far. En film, der håndterer komplekse emner omkring AIDS, seksualitet, kønsidentitet og tro. Filmen, der blev rost til skyerne af kritikere, vandt blandt andet en Oscar, Golden Globe og BAFTA for bedste udenlandske film.

Henrik Neumann: "Både ciskvinder og transkvinder har en særlig plads i Almodovars hjerte, hvilket er tydeligt i alle hans film. Denne er ingen undtagelse, og den er ikke mindst et udtryk for det stærke bånd mange homoseksuelle mænd har til deres mødre."

LÆS OGSÅ: Her er filmene på Netflix, din kæreste også gider se


But I´m a Cheerleader (1999)

Den amerikanske komedie er inspireret af en artikel om den terapi, der påstås at kunne kurere folk for deres homoseksualitet. Megan Bloomfield er en high school cheerleader, som af sine forældre bliver sendt på kristenlejr for at kurere hendes homoseksualitet. Filmen følger på humoristisk vis den fem-trins-plan hun skal igennem. Stik imod terapiens hensigt, begynder Megan i stedet at hvile og omfavne sin homoseksualitet. Filmen har opnået kultstatus og været med til at gøre skuespillerinden Natasha Lyonne til et ikon i det lesbiske miljø.

William Abrahamsen: "KITSCH! Denne film er en klassiker indenfor kitsch og LGBT humor. Den gør op med fordomme på en let, lattermild og charmerende måde, mens den stiller spørgsmål ved problemstillingen om, man kan omvende folks seksualitet. Og så er der mulighed for at se legender som RuPaul folde sig ud i andet end drag."




If These Walls Could Talk 2 (2000)

Amerikansk tv-drama, som følger tre lesbiske par i hver deres tidsalder. I 1961 møder vi det aldrende lesbiske par, Edith og Abby. Da Abby falder ned af en stige og kommer til skade, oplever de udfordringerne ved at være et homoseksuelt par i en tid, hvor der ikke var rettigheder for partnere af samme køn. I 1972 møder vi Amy, som grundet sit mindre feminine kønsudtryk ikke bliver accepteret af andre lesbiske. I 2000 møder vi Fran og Kal, som vil starte en familie, men må kæmpe mod samfundets syn på homoseksuelles forældre og disses rettigheder til at adoptere. I filmen optræder en perlerække af skuespillerinder som blandt andre Sharon Stone, Michelle Williams, Chloe Sevigny, Vanessa Redgrave og Ellen DeGeneres.

William Abrahamsen: "3 forskellige historier, som alle foregår i samme hus over 3 forskellige generationer. Selvom den lider under at være en 2'er, er ITWCT2 en film, som portrætterer de problemstillinger man har som homoseksuel i USA. Hvis du har svært ved at forstå, hvad de egentlig kæmper for "over there", er den et skoleeksempel på, hvad det betyder at få papir på sit forhold."


D.E.B.S. (2004)

D.E.B.S. er en action-komedie baseret på kortfilmen af samme navn, der blev udgivet året før. Filmen både emulerer og parodierer Charlies Angels-formatet og handler om fire piger, der er ved at graduere fra det tophemmelige, militærakademi, D.E.B.S. (Discipline, Energy, Beauty and Strength). De fire piger er bad-girl'en Max, regelrytteren Janet, den promiskuøse og kæderygende Dominique og lederen Amy, som er begyndt at tvivle på sin karriere som spion. Gruppen kommer ud for en sidste prøvelse, da den storkriminielle Lucy Diamond igen dukker op, og pigerne bliver sendt ud for at stoppe hende. På et tidspunkt bliver Amy kidnappet af Lucy, og herfra udvikler historien sig til et lesbisk forhold mellem de to, hvor de prøver at få forholdet til at fungere på trods af, at de befinder sig på hver side af loven. Filmen klarede sig hverken godt i biografen eller blandt anmeldere, men er siden gået hen og blevet lidt en kultfilm i LGBT-miljøet.

William Abrahamsen: "DEBS er i den lette ende med hurtige damer, våben og action. Og selvom det ikke er filmkunst, så er den sjov og en god søndagsfilm til de damer, der gerne vil se lækre damer kysse og/eller skyde på andre lækre damer."


Transamerica (2005)

Filmen har Felicity Huffman (Desperate Housewives) i hovedrollen som transkønnede Bree (som er født Stanley). Ugen inden hun skal kønsskifteopereres, finder Bree ud af, at hun har en søn, som nu er 17 år og i på kant med loven. Bree prøver at ignorere den nye information, men er tvunget til at opsøge ham, da hendes læge ikke vil tillade operationen, før Bree møder sin søn og konfronterer sin fortid. Da de mødes, tror sønnen blot, at Bree er en tilfældig kristen samaritaner. Hun køber en brugt bil, og de tager på road trip tilbage til sit hjem i Los Angeles, mens hun prøver at holde sin hemmelighed for sønnen. Felicity blev nomineret til både en Oscar og en Golden Globe for bedste kvindelige skuespiller og løb med prisen for sidstnævnte.

Henrik Neumann: "Hvordan forholder man sig til sine børn som transperson? Kan man være en god far selvom man er en kvinde? "Transamerica" udforsker, med humor og følsomhed, forholdet mellem transkvinden Bree og sønnen, hun ikke vidste, hun havde. En uhøjtidelig film om køn og forældreskab"

LÆS OGSÅ: 7 transkønnede, der har ændret verden: Fra Lili til Caitlyn


Milk (2008)

Sean Penn modtog en Oscar for sin rolle som LGBT-borgerrettighedsforkæmperen Harvey Milk, der var den første amerikanske politiker, der åbent stod ved sin seksualitet. Baseret på virkelige hændelser, fortæller den om Milks kamp for at blive valgt ind i Californiens byråd, og om hans tragiske død kort efter at dette var lykkedes. Filmen var nomineret til fem Oscars, og blev ifølge IMDB nomineret til hele 105 priser, hvoraf den vandt de 64.

Henrik Neumann: "Harvey Milk var en af de først åbent homoseksuelle politikere i USA og en central person i homoernes rettighedskamp i 70'erne. "Milk" er en yderst vigtig hyldest til ham, og alle de mennesker, som kæmpede for de rettigheder, vi homoer har i dag. En film, der bør ses af alle unge og indgå i skolernes pensum!"


Addicted to Fresno (September 2015)

Amerikansk komedie, som handler om søskendeparret Martha (Natasha Lyonne) og Shannon (Judy Greer). Den lesbiske Shannon mister sit job, da hun pga. hendes afhængighed til sex ikke kan passe sit arbejde. Martha hjælper hende efterfølgende med at få job på det hotel, hvor hun selv arbejder. Det ender dog galt, da Shannon ved et uheld slår en mandlig hotelgæst ihjel. I forsøget på at skjule liget, bliver de opdaget af et ægtepar, som efterfølgende afpresser dem for penge. For at kunne betale for deres tavshed, begår de en række røverier. Filmen debuterede under Torontos LGBT filmfestval og bliver udgivet i resten af verden til september.

Henrik Neumann: "Den ene søster er hetero. Den anden er lesbisk. Big deal! Filmen er en af de dejligt ukomplicerede film, hvor den ene person tilfældigvis er homo uden at det er et "problem". Mere af det, tak!"


The Danish Girl (27. nov. 2015)

Spillefilmen, som udkommer i efteråret 2015, er en autentisk fortælling om danske Lili Elbe, som var den første transkvinde i verden, der fik fortaget en kønsskifteoperation i 1930. Filmen følger Einer Mogens Andreas Wegeners transformering til Lili Elbe, samt hendes kærlighedsforhold og ægteskab til malerinden Gerda Wegener. Gerda Wegener brugte Lili Elbe til mange af sine malerier. Eddie Redmayne, der vandt en Oscar for sin rolle i "The Theory Of Everything" tidligere i år, spiller hovedrollen som Lili Elbe. Dele af filmen blev optaget i Nyhavn i København.

William Abrahamsen: "Transeksualitet er ikke et nyt fænomen, og The Danish Girl er længe ventet, da den tager fat i en af de først dokumenterede kønsskifteoperationer og samtidigt også har fokus på, hvad det kan betyde for et forhold, at den ene part skifter køn."

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: 7 tegn på, at dit forhold går ned ad bakke

LÆS OGSÅ: Derfor bliver der solgt færre g-strenge i dag