Skal du på udveksling? Her får du 14 uundværlige råd
Overvejer du at tage på udveksling? Så gør det! Det bliver uden tvivl en fantastisk og lærerig oplevelse. Her får du 14 råd, som jeg ville ønske, at jeg havde fået, inden jeg tog afsted.
Inden du skal afsted
Hvorfor vil du gerne på udveksling?
Overvej, hvad du gerne vil med din udveksling. Tager du afsted for at opleve et nyt land, lære et nyt sprog eller studere noget, du måske ikke kan på dit eget universitet?
Jeg har tidligere boet i Sao Paulo i Brasilien og i Paris, og jeg elskede det, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle afsted igen, da muligheden bød sig.
Min motivation var først og fremmest det faglige. Jeg ansøgte om Stockholm, da Stockholms Universitet udbyder en linje med modevidenskab, som ikke findes i Danmark. Det var oplagt at gribe den mulighed, så jeg kunne specialisere mig yderligere som journalist.
Det krævede gode overtalelsesevner at få mit universitet til at godkende faget, men jeg havde alle argumenterne klar, så det lykkedes!
Lav dit forarbejde
Hvis du knuselsker to-do-lister lige så højt, som jeg gør, så kan det blive til din fordel her. Der er så meget, man skal have styr på med ansøgninger og deadlines, så to-do-listerne kan hjælpe med at skabe et overblik, så du ikke misser nogle vigtige datoer.
Derudover er det en god idé at lede efter dine billetter til rejsen, når du kender ankomstdatoen. Det er oftest billigere at bestille i god tid end at vente til sidste øjeblik. Jeg købte min billet flere måneder i forvejen, hvilket virker skørt, men det sparede mig for mere end 1000 kr.
Du kan se og sammenligne priser på Momondo, men husk at bruge et inkognito-vindue, så din søgning ikke bliver tracket, og priserne stiger.
Få styr på din boligsituation
Du kender sandsynligvis ikke nogen, hvis sofa du lige kan crashe, så undgå stress og få styr på din boligsituation.
Mit universitet havde flere boliger til rådighed rundt omkring i byen til udvekslingsstuderende, så måske har dit også det?
Bo centralt
Det er svinedyrt at bo i de fleste storbyer, især hvis du vil bo centralt. Jeg fik en lejlighed i området Vasastan, der er kendt for lækre kaffebarer og cool, unge mennesker.
For mig var det en økonomisk prioritering, som jeg absolut ikke fortryder. Jeg var ikke mere end to minutter væk fra byens bedste kaffe og kardemummabullar, jeg kunne gå til næsten alt, og hvis jeg havde været ude om aftenen, var jeg altid sikker på at kunne komme trygt hjem med metroen uden at møde creepy mennesker på vejen.
Søg legater i god tid
Det er bare sjovere at være på udveksling med penge på lommen. Derfor kan det betale sig at bruge tid på at søge legater. Skriv en god, motiveret ansøgning og vedhæft et budget, så fonden kan se, hvad du skal bruge pengene til.
Jeg var afsted med det europæiske uddannelsesprogram, Erasmus, så jeg fik tildelt deres legat, og derudover fik jeg også et legat fra min gamle handelsskole.
Jeg var heldig, for jeg var alt for sent ude i forhold til at søge, men hvis jeg var gået i gang noget før, havde jeg måske fået flere legater.
På trods af det havde jeg stadig nok midler til at leve en total luksustilværelse med to-go kaffe, daglige café- eller restaurantbesøg, svensk shopping, museums- og koncertoplevelser, Uber-rides osv.
Men pas på med at blive for magelig i din midlertidige luksustilværelse. Jeg kan afsløre, at den stopper det sekund, du igen sætter dine fødder på dansk jord.
På Legatbogen kan du få et overblik over de fonde og legater, du kan søge til forskellige formål.
Pak fornuftigt - pas, pung og p-piller
Du har lyst til at pakke samtlige af dine striktrøjer, jeans og kjoler, for tænk nu hvis du skulle komme til at savne noget i dit klædeskab. Det gør du nok ikke, så når du pakker, så husk, at du skal have det hele med hjem igen. Det er ret usandsynligt, at du ikke køber noget, mens du er væk, og har du glemt eller mangler noget, kan det nok købes - lige med undtagelse af pas, pung og p-piller.
Udover tøj, sko og toiletsager, så tag også nogle personlige ting med, så din nye lejlighed eller dit værelse føles som et hjem. Jeg havde fx min hovedpude, min yndlingskaffekop og nogle krystaller med.
Inden du bare smider alt dit yndlingstøj i kufferten, så tjek vejrforholdene og pak efter dem. Da jeg kom til Stockholm, havde vi en enkelt uge med over 20 plusgrader og solskin. Det var så også den eneste uge, for derefter blev det minusgrader og snevejr.
Lær lidt af sproget med Duolingo
Du bliver næsten altid modtaget med et smil, når du kan sige hej eller tak på landets sprog. Det er heller ikke en selvfølge, at de lokale kan tale engelsk, hvis du skal udenfor Europa, så det er rart at kunne les basic på forhånd.
Duolingo er en genial app, når det kommer til at lære sprog. Da jeg boede i Paris, gik jeg på en dyr sprogskole, men det var virkelig spild af penge, for jeg kunne allerede det, vi skulle lære, fordi jeg dagligt nørdede Duolingo.
Når du er afsted
Opsøg andre - ingen opsøger dig
Det varierer nok, alt efter hvilket land du skal til, men svenskere er meget lig danskere, når det kommer til at møde nye mennesker. Det er ikke noget, de selv tager initiativ til. Og du har heller ikke lyst til at gøre det, I know, men du skal!
Jeg prøvede at lade være med at være genert, og selvom det var med voldsom hjertebanken, fik jeg alligevel spurgt nogle medstuderende, om vi skulle fika efter forelæsningerne. Jeg fik aldrig et nej, og det gav nogle fantastiske venskaber, som jeg stadig holder ved lige.
Selvom det er nemt at være sammen med andre udvekslingsstuderende, vil jeg anbefale også at få lokale venner. De kan vise dig alle insider-stederne og introducere dig til deres venner. Når du gerne vil vende tilbage på en weekendtur eller ferie, har du altid et sted at sove og nogle at hænge ud med. Totalt win!
Tag ja-hatten på
Jeg aftalte med mig selv, at jeg (næsten) ikke måtte sige nej til noget. Det resulterede i adskillige sjove - og nogle gange sindssyge - oplevelser, som jeg ikke havde fået, hvis jeg bare havde Netflix’et den.
Så slip kontrollen og sig ja, ja, ja!
Skab en hverdag
De første par uger er alt nyt og spændende, men når man har stået i kø til diverse museer sammen med alle andre turister og spist på de Insta-worthy steder, rammer hverdagen.
Jeg havde kun forelæsninger to gange om ugen, og det betød tusindvis af siders læsestof ved siden af. Derfor skulle jeg selv strukturere min tid, så jeg kom tidligt op om morgenen og fik skabt en god hverdag.
Udover at teste samtlige kaffebarer i Stockholm, begyndte jeg også i Adidas Runners. Det er et community skabt af sportsmærket Adidas, som samler løbere fra hele verden.
Idéen er, at du altid kan træne og har nogle at træne med, uanset hvor du befinder dig. Udover løb har de også styrketræning og yoga, og alt foregår på engelsk. Det er også et oplagt sted at møde nye mennesker.
Du kan se, om Adidas Runners er i din by og tjekke deres ugentlige events ud her.
Rejs rundt
Rejs rundt i (nabo)landene! Det, jeg uden tvivl fortryder mest, er, at jeg ikke gjorde det nok. Jeg var i København to gange under min udveksling på grund af praktikansøgning og julen. Derfor endte jeg med kun at være i Stockholm, men jeg ville ønske, at jeg fx havde set nordlys i Tromsø eller brugt pengene på en weekendtur til Helsinki.
Så udnyt, at du (måske) er på et andet kontinent eller tæt på andre lande, som du ellers ikke ville have besøgt, og brug nogle af dine legatpenge på at rejse rundt.
Find en (eller flere), du kan date
Hvis du er single, er det her uden tvivl den bedste måde at lære sproget på. Har du ikke mod på at date, kan punktet med lokale venner have samme effekt.
I Sverige var udfordringen med sproget større, end jeg havde forventet. Al undervisning var på svensk, og jeg forstod nærmest ingenting den første uge. Men efter et par måneder havde jeg opbygget et svensk social life, og pludselig kunne jeg forstå alt og føre en samtale på svensk.
Gode kontakter
Studerer du eller interesserer du dig for noget inden for et bestemt område, kan et udenlandsophold være et godt sted at skabe nogle kontakter.
Jeg gik meget op i mine studier, og det bemærkede en af mine undervisere, der også arbejder som stylist. Så da jeg skulle finde en praktikplads, spurgte jeg hende til råds, og efter nogle dage vendte hun tilbage med et internship hos et virkelig cool magasin i London, som hendes veninde er chefredaktør på.
I Danmark kender jeg nærmest ingen i modebranchen, men på et halvt år har jeg skabt et stort netværk i den svenske modebranche, som er guld værd.
Derfor er mit bedste råd: Netværk alt, hvad du kan!
Just do it!
Jeg har ikke fortrudt nogle af mine udenlandsophold, og det kommer du heller ikke til. Enjoy!