Fire generationer bor på den samme gård "Vi har skåret så mange unødvendige ting fra"

Gruset knaser på pladsen foran den hvidkalkede marskgård fra 1688. I landsbyen St. Darum tæt på Ribe kan idyllen skæres ud i pap på en sommerdag som i dag.

Her er Jes vokset op. Hans forældre bor her stadig, og overfor, i et rosafarvet bondehus med et frodigt rosenbed, bor OldePreben. Navnet har han, fordi han nu er oldefar til Jes' børn og ser en del til dem. Hele familien ser faktisk en del til hinanden, for de har valgt at bo på samme matrikel.

– Det begyndte som en drøm om at være mere hjemme og forene arbejdsliv med familie, fortæller Jes, der er 29.

Sammen med sin kone, Josephine, har han tre små drenge, og det, der begyndte som en tanke, udviklede sig til et behov for at kunne give sine børn de goder, som han selv har haft i sin barndom. Nærvær, tid og samvær med de ældre generationer, for det oplevede Jes selv som en stor gevinst.

– Min morfar kunne noget andet end mine forældre, som tit havde travlt, husker Jes.

Hans mor, Ann, er vokset op i huset med roserne foran. Her flyttede hun ind med sin far i 1972 og har aldrig forladt matriklen igen. 11 år senere rykkede hun ind i huset på den anden side af gårdspladsen sammen med Sven. De fik to drenge og sammen med Preben etablerede de et bo- og behandlingstilbud her på stedet.

Alfred hygger med farmor i haven. Foto: Jens Bach.

I ni år boede og arbejdede de helt tæt, mens drengene voksede sig store og så, at et familieliv sagtens kan rumme mere end to generationer. Det var netop det, Jes begyndte at drømme om, da han selv fik børn og blev træt af sit omflakkende job.

Liv

– Jeg ville så gerne være mere hjemme, men som sælger var jeg mest af sted, og når jeg kom hjem, var jeg alligevel ikke rigtigt til stede, erkender han.

I hans hoved formede sig en plan om at dyrke grøntsager i barndommens store have, hvor han og hans bror engang havde køkkenhave med deres far.

– Jeg er ikke så kritisk med mine drømme. Jeg gør det bare, men sådan er Josephine ikke. Hun var mere skeptisk, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne leve af det, fortæller Jes.

I vinter sagde han op, byggede drivhuse, solgte de dyre biler, og sammen med sin kone, der også var sælger, da de mødtes, tog han et kritisk blik på deres forbrug.

– Vi har skåret så mange unødvendige ting fra og har opdaget, at vi jo slet ikke behøver alt det, siger han med et smil.

I dag har Jes sine arbejdsdage i haven, hvor han dyrker salat, kartofler og gulerødder. Ting, der er oppe af jorden igen efter 60 dage, så han kan så nyt.

– Det er en gave, at jeg arbejder udenfor hver dag, siger han med et smil.

Siden de første samtaler om det liv, familien nu er i gang med at udleve, er der kommet to nye skud på stamtræet: Ud over Alfred på fire år er Jes og Josephine forældre til Villy på knap to år og Knud, der er født i februar.

Villy og farfar på havevandring. Foto: Jens Bach.

– Vi har ikke en forventning om, at mine forældre skal passe vores børn. De er vores børn, siger Jes.

Ikke ren idyl

Han er forberedt på, at der kommer forhindringer, og det samme er hans mor:

– Jeg har boet og arbejdet med min far, og vi har virkelig taget mange konflikter, men det er nødvendigt, hvis man vil frigøre sig og være tætte. Vi ved jo, at vi hjælper hinanden og altid er der for hinanden, siger hun.

Josephine, der er den eneste, som ikke har prøvet livet i en storfamilie, har været opsat på at få projektet til at lykkes,

– Jeg vil jo gerne have meget tid samme med børnene og er slet ikke afskrækket af at bo sammen med mine svigerforældre, siger hun med et smil.

I øjeblikket er hun på barsel med Knud, og selvom Jes fastslår, at hans kone skal finde sin egen vej, så ser han også en mulighed i, at de kan arbejde sammen her på stedet.

– Både Josephine og jeg er meget interesserede i sund kost, og jeg vil gerne lave sund mad til mange mennesker, fortæller Jes.

Jes bruger en „bredgreb“, når han løsner jorden, før han anlægger et bed. Foto: Jens Bach.

Han bliver ofte spurgt, hvordan han kan leve af en forvokset køkkenhave, men det går over al forventning. Jes leverer grønsager til restauranter i området og dyrker mikrogrønt, som giver et stort afkast, i sine drivhuse. Selvom hans arbejdsliv lyder som en hyggetjans, så forsikrer han, at han ikke arbejder mindre nu end før.

– Før var jeg spærret inde og sad enten på kontor, i min bil eller til møde hos kunder. Nu kan jeg gå herude, siger Jes og ser sig omkring.

Han drømmer hverken om traktor eller mere jord. For Jes består øvelsen i at holde fast i det gode liv og lære at nøjes. I ordets mest positive betydning.

– Min far sagde engang: „Lad nu vær' at købe sådan en dyr bil", men jeg var nødt til selv at gøre mine erfaringer, erkender Jes, der før havde en Tesla.

I dag har bilen kun en praktisk betydning, for Jes har fået andre værdier i førersædet.

Hvad er mikrogrønt?

Mikrogrønt er et produkt af et frø, der er plantet i jord i åbne bakker i drivhus i en til tre uger i tilpas lufttemperatur, lav luftfugtighed og gode lysforhold.

Mikrogrønt smager som deres fuldvoksne „storebrødre“. Eksempelvis er radise-mikrogrønt krydret og har smag som radiser, broccoli-mikrogrønt har smag som broccoliblomster osv. Læs mere på økotopen.dk

– Jeg møder mange, der drømmer om et liv som vores, men som ikke kan overskue at realisere det. For mig blev det nødvendigt.

For hans forældre er det en gave, at han nåede dertil, for som Ann siger:

– Det giver mig sådan en varm følelse af, at tingene hænger sammen. Jeg føler, at ringen bliver sluttet!