Gymnasielærer i opråb: Hvorfor bliver jeg dømt ude på grund af min alder, når jeg har så meget at give?

Jeg har arbejdet som gymnasielærer i over 25 år, og har en stor lyst til at prøve noget andet inden pensionen. Det har jeg haft længe, men der er ikke noget at gøre.

For selvom jeg er akademiker, har forsket, undervist, været leder, er sporty og frisk, og der er ingen chance for, at jeg bliver gravid – så er alle døre lukkede, fordi jeg er over 60 år.

Jeg har brugt timer på at skrive ansøgninger on and off gennem de sidste 10 år, men efter utallige afslag har jeg nu opgivet at få lov til at opleve en ny arbejdsplads. For det kan godt være, at der i opslagene står, at man skal søge uanset race, køn og alder – men der sorteres alligevel efter det.

”Ungt dynamisk team”

Jeg fik blod på tanden, da jeg for en del år siden flyttede til udlandet med min familie og måtte redefinere mig selv i et par år i en ny kontekst med nye venner, nye omgivelser osv. Det gav mig mod på at prøve noget nyt og sjovt i mit arbejdsliv. Da vi flyttede tilbage til Danmark, var jeg blevet 50 og søgte en masse jobs, men der skete ingenting på trods af mine kompetencer og erfaring. Ofte kom der ikke engang et afslag.

Jeg har ellers haft mange drømme og søgt meget bredt. Jeg har f.eks. kigget på rejsebureauer, fordi jeg har rejst så meget og arrangeret et væld af studieture, hvor jeg har fikset det hele selv, men jeg får enten ikke noget svar på min ansøgning, eller også får jeg at vide, at jeg skal have en specifik uddannelse. (Mon ikke jeg kunne lære det med min baggrund? Jeg har erfaring fra fire år som skiguide, og selvom det er mange år siden, er jeg ikke så dement, at jeg ikke kan huske det.)

Jeg er god til research og god til at lære nyt, men selv ved de jobs, som kunne være indenfor mit felt – eksempelvis sundhed, vejledning eller undervisning – er det kun lykkedes at komme til samtale to gange på 10 år. Da jeg var ung og nyuddannet, var jeg nok til samtale på mindst hvert andet relevante job jeg søgte.

I nogle af jobannoncerne skriver de direkte: ”Vi er et ungt, dynamisk team”, og så tænker jeg: Okay, så kan jeg ligeså godt lade være med at søge.

Jeg ved også fra bekendte, at man på rekrutteringsbureauer typisk søger specifikt på LinkedIn med søgekriteriet ”under 40 år”, til tider ”under 35 år”, uanset hvilken stilling det drejer sig om.

Når man så hører de unge fortælle, at man sandelig ikke skal blive mere end max fem år på en arbejdsplads, så er det jo endnu mere bizart, at ældre medarbejdere frasorteres, hvis man som virksomhed søger en stabil medarbejder.

Det grå ”guld”

Jeg har konstateret på den hårde måde, at det grå guld er mere gråt end guld for arbejdsgiverne.

Konsekvensen er, at der går en masse kompetencer tabt. Samfundet hungrer efter arbejdskraft, og alligevel glemmer arbejdsgiverne, at det jo ikke kun handler om årstallet, men også den mentale alder og den modenhed og ro, som ældre medarbejdere ofte kommer med. Vi skal i øvrigt ikke længere hjem og hente børn og har generelt mere tid til rådighed – der er mange fordele.

Jeg ved, at vores beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) nu arbejder på at gøre det ulovligt at spørge til alder i en ansøgning eller til jobsamtalen, og det synes jeg selvfølgelig er vældig fornuftigt. Jeg tror bare ikke, at det gør den store forskel, for hvis der står i ens CV, at man blev færdiguddannet i 1985, så kan arbejdsgiveren nok godt regne ud, at man ikke er 25. I USA har de haft den lov i mange år – og der ansætter man faktisk også folk, selvom de er over 70 år, hvis de er kvalificerede.

Stadig i bås

Vi har altså et problem med alders-diskriminationen – og det foregår ikke kun på arbejdsmarkedet.

Da jeg blev opereret i knæet på grund af en gammel sportsskade, erfarede jeg, at man på nogle offentlige sygehuse ikke synes, at folk over 60 år skal knæopereres, medmindre de skal have et helt nyt knæ. Beskeden var ”lev med det”, selvom min livskvalitet var væsentligt nedsat, når ikke jeg kunne spille tennis, løbe osv. At jeg til sidst blev opereret skyldtes udelukkende, at jeg blev henvist til et privat hospital.

Men hvis jeg skal blive 90 år, og dermed leve i 30 år mere, og ikke kan gå eller løbe uden smerter – hvad er livet så værd?

Jeg oplevede allerede tidligt i livet at blive vurderet på min alder, fordi jeg begyndte at blive gråhåret som 25-årig. Dengang var der nogle damefrisører, der sagde til mig: ”Du er nødt til at få farvet dit hår, for du kan ikke have små børn og være gråhåret. Så tror folk bare, at du er bedstemor.”

Vi skal stoppe med at fokusere så meget på alder. Det kan være hårdt nok at blive ældre i forvejen, og det gør det ikke bedre, når man på så mange fronter bliver dømt ude.

Selvom man ikke er født med en computer i hånden, betyder det ikke, at man ikke kan finde ud af at bruge den. Og selvom man måske har været ansat 25 år et sted, evt. i en anden branche, betyder det ikke, at man er gået i stå. Tværtimod har man jo skulle udvikle sig med jobbet – et underviserjob er bestemt ikke det samme nu som tidligere, da både teori, pædagogik, eleverne osv. har ændret sig, og mon ikke noget tilsvarende gælder for alle andre brancher. 

Det kan godt være, at huden er rynket og håret gråt, og skroget knirker lidt, til gengæld giver alder og erfaring med alle livets op- og nedture en meget mere nuanceret indsigt i medmenneskelige relationer og en bedre evne til at forstå og sætte sig ind i, hvordan andre mennesker tænker. Det gør livet rigere, men er også en fantastisk medarbejderkompetence.

Så prøv at ansætte en moden medarbejder med en lidt anderledes profil, og skab lidt diversitet i personalegruppen. Giv os en chance!