Kærlighed i krise: Her er 7 tegn på at du bør genoverveje dit parforhold
Tvivler du på, om din kæreste er den rigtige? Vi har spurgt en sexolog og parterapeut til råds.
Måske har en lille tvivl sneget sig ind på det sidste. Måske føler du inderst inde, at du fortjener bedre.
Men hvordan kan du egentlig vide, om du har fundet sammen med den ideelle partner, eller om du bør se dig om efter noget nyt?
Det findes der ingen opskrift på, mener sexolog og parterapeut Sara Skaarup, der dog gerne vil give sine personlige bud på, hvornår du bør tage dit forhold op til genovervejelse.
Her er syv tegn, du skal holde øje med:
1. Du har det sjovest uden din kæreste
"Man kan nogle gange observere par, som taler hinanden ned eller lægger låg på hinanden, når de er sammen, mens de hver for sig kan være rigtig sjove og åbne. Hvis du kan se dig selv blive mindre, når kæresten er der, så får personen ikke det bedste frem i dig mere. Og det skal de jo gerne kunne."
2. Du bagtaler din kæreste
"Hvis du har behov for at snakke meget med andre om din kæreste på en negativ måde og ikke snakker med vedkommende selv, fordi det enten preller af eller er for svært at få sagt, så er der ikke den åbenhed, som der helst skal være for at kommunikere godt sammen i et forhold.
Grundlæggende skal man gerne forsvare sin kæreste. Man skal være den andens advokat, når han eller hun ikke er til stede. Og hvis man virkelig synes, at det er dejligt at sidde og trashe sin kæreste, så er det nok ikke et match made in heaven."
3. Du stoler ikke på din kæreste
"Hvis du ikke kan sige: "Jeg har fuld tillid til min kæreste."
Det betyder ikke, at du skal vide alting hele tiden, men det betyder, at du altid skal have en god mavefornemmelse af, at hans intention er rigtig. Det kan godt være, at folk fejler og kommer til at smålyve lidt, men hvis man ikke ved, hvor man har den anden, så skal man nok overveje, om det er det rigtige.
Fordi tillid er – hvor kedeligt det end kan lyde – alfa og omega. Uden den er der ikke noget ordenligt forhold."
Men hvordan kan man vide, at mistilliden ikke opstår ubegrundet hos én selv? At man for eksempel bliver jaloux, uden at den anden egentlig har gjort noget galt?
"Det er sådan set lige meget. Hvis tilliden ikke er der, så er den der ikke. Men helt grundlæggende, kan man jo se på: Er der en historik, der gør, at jeg ikke kan stole på ham eller hende? Er der en god grund til det? Kan jeg stille de 10 første løgne op, som personen endda har påstået var sande? Så er der en god grund til, at du ikke stoler på vedkommende.
Men hvis din kæreste – i nyere tid – har vist sig at være ærlig, og du stadigvæk ikke stoler på ham eller hende, så ligger den mest hos dig. Alle har jo ret til at dumme sig, men hvis personen gang på gang svigter din tillid, så skal du videre."
4. I har modsatrettede drømme
"Måske har man engang haft en snak om, at den ene ville have børn, og den anden ikke ville, og det kan være, at det ændrer sig, men det kan også være, at det ikke gør. Det er altså noget, der for mange mennesker bliver en deal breaker efter nogle år.
Hvis ens drømme om fremtiden er uforenelige, skal man tage det alvorligt, for så matcher I jo ikke. For mange handler det om børn, men det kan også være, at den anden vil rejse jorden rundt, og at jeg vil blive hjemme og forfølge min karriere. Så man bliver nødt til at finde ud af, om man egentlig vil det samme her i livet; om man har fælles drømme."
5. Der er sider af dig, din kæreste ikke kan lide
"Tit i parforhold har vi det sådan, at vi gerne vil have den anden til at være noget særligt. Og hvis det er sådan, at din kæreste altid skammer sig, hvis du griner lidt for højt, eller synes, at du er pinlig, når du selv synes, du er sjov, så er der et problem.
Hvis din kæreste ikke bryder sig om, at du for eksempel er klogere eller tjener flere penge end vedkommende, og hvis det kun er en særlig version af dig, personen elsker, mens de ignorerer eller ser skævt til det andet, så bliver det heller aldrig rigtig godt. For dem, vi har det bedst med, er jo dem, der kan rumme os, som vi er, og vi er mange ting. Nogle gange er vi fjollede, nogle gange er vi liderlige, nogle gange er vi gale. Og hvis partneren ikke kan rumme, at vi er forskellige ting, så bliver det svært."
"Det er lige meget, at I er uenige om Irak-krigen og den slags, men hvis der er en del af din personlighed, som han ser skævt til eller prøver at tysse ned, så vil det på sigt blive svært at føle, at du kan være, som du er. Og det vil man jo gerne kunne."
6. Du synes ikke, at du og din kæreste er ligeværdige
"Hvis du synes, at din kæreste et eller andet sted er lidt bagud og ikke helt er en værdig partner. Det er der mange kvinder, der tænker om deres mænd eller kærester: At "jeg er stærkere end ham. Jeg er bedst til at kommunikere, jeg er bedst til følelser, jeg tager mest ansvar, jeg er nok i virkeligheden klogest."
Der er ikke noget galt med forskelle, men hvis du har fornemmelsen af, at din kæreste er svag, så mangler der simpelthen den ligeværdighed, respekt og balance, som også skal til. Vi må gerne være forskellige og dygtige til forskellige ting, men det handler også om, at man faktisk ser ned på den anden. At der er en arrogance. Og det skyldes altså, at man ikke grundlæggende synes, at man er lige meget værd."
"Hovedreglen er: Hvis du har en indre stemme, der siger: "Jeg fortjener faktisk bedre" – så må du gå ud og gøre det bedre. Du kan ikke blive dér, hvor du er. Hvis du fortjener bedre, så er det jo ikke til forhandling. Så er det din egen skyld, og så skal du gå videre."
7. Familie og venner er skeptiske
"Den er lidt kontroversiel, for selvfølgelig er det kun dig, der er kæreste med din kæreste, og du skulle gerne kunne træffe dine egne valg. Men hvis du enten direkte eller indirekte får nys om, at familie og venner ikke er trygge ved personen, at de ser skævt til vedkommende og synes, at der er noget, der ikke er helt godt ved ham eller hende, og at de trækker sig fra at være sammen med jer begge to eller bliver meget tavse, så er der som regel et eller andet i det. Så har de nok set noget, du ikke har set.
Det kommer selvfølgelig an på, om du er en ung pige, der lige har mødt din kæreste, eller om du har været gift i 20 år. Men folk der elskede én, før man fik sin kæreste, kender jo én, som man var, før man blev påvirket af sit forhold. Så de vil kunne se, om du reelt er blevet gladere og mere livlig, og om du virker harmonisk, balanceret og lykkelig."
"Hvis du er i tvivl om dit forhold, kan det derfor være værd at spørge familie og venner ærligt: Synes du, vi er gode for hinanden? Hvorfor? Hvorfor ikke? For så får du lidt input fra nogen, som du ved, vil dig det godt. Hvis dine veninder advarer dig, eller din storebror ser betænkelig ud, så er det alvorligt. Det kræver selvfølgelig, at du har nogle kloge venner og familiemedlemmer, der vil dig det godt, men du ved godt tit selv, hvem i venneflokken, der har et godt overblik og er ærlig."
Artiklen er første gang udgivet i 2016. Efter aftale med Sara Skaarup er den opdateret af redaktionen.