Alberte Winding om rollen som Luna: Det var en gave og en ulykke på samme tid

Alberte Winding om rollen som Luna: Det var en gave og en ulykke på samme tid

I 1980’erne blev Alberte Winding for alvor et kendt ansigt efter sin rolle som den søde Luna i Bamses Billedbog. Men berømmelsen har ikke kun været positiv for den nu 55-årige sanger, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Som ung drømte Alberte Winding om at lave kantet pop i stil med sine store idoler Talking Heads og Eurythmics. Men inden hun for alvor kom i gang med sin karriere som popsanger, fik hun en rolle i børneuniverset Bamses Billedbog, hvor hun kom til at spille den søde Luna, der sang blide og opmuntrende sange for Bamse og Kylling.

- Det udviklede mig som sanger at være i børneregi, hvor alting er skrællet ind til benet uden lag af kunstighed. Det gjorde noget godt for popmusikken. Men det betød også, at jeg blev defineret som Luna, fortæller Alberte Winding i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

Og det var ikke kun dengang, hun lavede Bamses Billedbog i 1980’erne, at Alberte Winding var kendt som den søde pige. For selvom hun siden har opbygget en sangkarriere fyldt med store hits med forskellige udtryk for både børn og voksne, har hun haft svært ved at ændre på offentlighedens opfattelse af hende.

- Tænk hvis jeg hellere ville have lavet en punkplade? Jeg var bundet til det univers, og jeg følte virkelig, at jeg havde tunge sko på dengang. Jeg har prøvet at hive mig selv ud af sødmen sidenhen, men det lykkedes vist ikke helt, siger sangerinden.

En gave og en ulykke

Det ændrer dog ikke på, at rollen i Bamses Billedbog blev en afgørende indgang til karrieren som musiker, og det er Alberte Winding taknemmelig for – også selvom hun aldrig har lært at føle sig helt tilpas i den berømmelse, der siden har fulgt med.

- At være berømt og kendt har fanden skabt. Jeg ved godt, det er utaknemmeligt at sige, for folk på gaden er jo altid elskværdige. Men B & U var en gave og en ulykke på samme tid, konkluderer sangeren om sin tid på DR’s Børn- og Ungeafdeling.

Hun er dog ikke i tvivl om, at det har været rigtigt for hende at bevæge sig ind i en karriere, hvor hun har haft mulighed for at dele noget af sig selv. Selv hvis hun ikke skulle arbejde med musik, er det nemlig vigtigt for Alberte Winding at kunne skabe et følelsesmæssigt bånd til andre mennesker.

- Jeg var nok kommet til at arbejde med mennesker, hvis det ikke var blevet musik. En børnehave eller et plejehjem. Jeg har altid behov for at udveksle grundfølelser med andre mennesker.

Læs hele interviewet med Alberte Winding i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun om sin nye bog, der handler om dengang, hendes mor tog sit eget liv, og de følelser og omvæltninger det har medført i sangerindens liv.

Mere om Alberte

  • 55 år. Mor til to voksne børn. Gift med Andreas.
  • Har netop udgivet sin anden bog, Kastevind, med erindringsglimt fra barndommen.
  • Alberte er kendt fra Bamse og Kylling, men har siden 1980’erne jævnligt udgivet musik i eget navn – både for børn og voksne. Det var hendes far, Thomas Winding, der var med til at udvikle Bamses Billedbog, hvori hendes halvbror, Aske Bentzon, også medvirkede i rollen som Aske.
  • Hun bor i København.