Alberte Winding om sin mors selvmord: "Jeg tror, hun havde en dødsdrift i sig, siden hun var ung"

Da Alberte Winding var barn, flyttede hendes far og mor fra hinanden. Når Alberte havde fri fra skole ved 13-tiden, gik hun hjem i sin mors lejlighed og ventede i tre-fire lange timer på, at hendes mor skulle komme hjem. Hun hørte plader, drømte og fantaserede, og ind imellem legede hun alene med det samtaleanlæg, som var installeret mellem hendes eget værelse og morens soveværelse. Så snakkede hun ind i anlægget på sit værelse, mens hun ventede på svar fra det tomme rum, hvor moren ikke var.

– Jeg var ensom. Hun gik på arbejde, og dengang var der ingen SFO. I starten havde jeg en babysitter, men hun holdt op, og så var der et ”gap” nogle år, husker Alberte i dag.

Bogen om dengang

Unge som gamle danskere kender Alberte. Børn og dem, der har været det for nyligt, kender hende som Luna fra Bamse og Kylling, mens voksne kender sange som Chevy 56 og De lyse nætter, som hun brød igennem med som ung. Siden har hun skrevet en roman og udgivet mere musik. Dette efterår er det også blevet til endnu en bog, nemlig Kastevind, som handler om hendes barndom, som frem for alt var præget af hendes mors selvmord i 1971, da Alberte var otte år.

– Jeg fik et par tilbud, da jeg fyldte 50 år, fra folk der gerne ville skrive eller udgive min historie. Men hvorfor skulle man få nogen til at skrive den, når man kan gøre det selv, smiler 55-årige Alberte Winding. 

Derfor satte hun sig for at skrive sin historie. Om at være en lille pige alene med en mor, som nok var syg men alligevel ikke.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Lise Lotte Norup: "Jeg fik aldrig talt ud med min mor"

– Jeg ved faktisk ikke, hvad min mor fejlede. Jeg husker hende ikke som manisk. Jo, hun var syg, men hun gik også på arbejde og havde en masse dejlige venner og forelskede sig jævnligt. Men jeg tror, hun havde en dødsdrift i sig, siden hun var ung. Jeg tror, der er noget melankoli i den del af min familie, og det kom særlig stærkt til udtryk i hende, og jeg har det også. Jeg tror faktisk bare, hun har tænkt, at det må være rart at dø, siger hun på en så blid og Alberte Windingsk måde, at selv et barn ville kunne finde ro i den tanke.

Op til morens død er meget af Albertes hukommelse slettet. Noget af den er dog vendt tilbage, da hun gik i gang med at skrive bogen.

– Pludselig stod det, der før bare var en stemning, frem som vigtige og tydelige begivenheder. Man kan jo altid huske der, hvor de store følelser var.

Alt det er skrevet ned og underlagt det poetiske filter, som Alberte Winding altid arbejder gennem, uanset om det er musik eller bøger, hun er i gang med.

Hendes største bekymring var derfor også, hvad familien ville tænke om hendes udlægning af den tid. 

– Jeg tænkte hele tiden: ”Hvad ville mor og far sige,” fortæller hun. Far var tv-manden og stemmen Thomas Winding, som mange kender fra især børne-tv.

– Jeg tror, de ville sige: ”Arj, Alberte, det var altså kun tre måneder, tingene var på den måde”. Men jeg har beskrevet en ensomhed, jeg følte, og i dag er der jo ingen, der kan modsige mig, siger hun med et smil.

Evig solskin på Ærø

Albertes forældre var allerede skilt, og Thomas Winding var gift igen, da Albertes mor døde omkring nytår 1971. Foråret efter flyttede Thomas Winding sin nye kone, hendes to døtre og Alberte til Ærø.

– Vi var pionerer inden for sammenbragte familier. Jeg havde jo nærmest været enebarn, fordi min halvbror Aske (Bentzon, red.) var en del ældre end mig, og da vores mor døde, flyttede han med sin far, og jeg flyttede med min. Min fars kone havde to døtre i forvejen, som blev mine nye søstre. Ærø passede mig godt. Det var et venligt sted, og jeg kunne godt lide det. Men der burde nok have været mere tid til…

Alberte stopper sig selv midt i sætningen og tager sig til hovedet med et smil.

LÆS OGSÅ: Anette Støvelbæk om sit livs sværeste valg: ”Det forandrede mit liv, men det var jo det helt rigtige"

– Nu må jeg altså snart blive voksen i stedet for det her. Nej, jeg ville bare ønske, at jeg havde haft tid til at se mere til min familie i København. Men vi var en forsøgsfamilie. Pionerer, og alle pionerer begår fejl.

Hvis Albertes hukommelse for en stor del har været slettet op til hendes mors død, så er den tilbage, når barndommens film når til Ærø-årene.

– Jeg kan huske situationer med mine søstre. Det var noget helt andet end dengang med mor. Vi legede bare, og der var aldrig nogen, der spurgte til vores sammenbragte familie. Gør jeg det hele rosenrødt nu, funderer Alberte.

– Ærø gav mig en bedre barndom, synes jeg. Men måske er det især noget, jeg har tænkt, efter jeg blev 50, for når man kommer op i årene, huskes alting pludselig som en solskinsdag, hvor man legede ude på vejen. Jeg fik i hvert fald lov til at være hende hippiebarnet.

Lunas tunge sko

Nogle år senere flyttede familien tilbage til København. Alberte drømte om at blive sangerinde og om at lave kantet pop, for idolerne var Talking Heads og Eurythmics, men inden hun nåede så langt, havde DR indfanget hende og gjort hende til blide, søde Luna, som sang med Bamse og Kylling i det univers, hendes far havde skabt, og som storebror Aske også allerede var en del af.

– Det udviklede mig som sanger at være i børneregi, hvor alting er skrællet ind til benet uden lag af kunstighed. Det gjorde noget godt for popmusikken. Men det betød også, at jeg blev defineret som Luna, siger hun om den søde Luna, som altid sang blide og venlige sange.

– Tænk, hvis jeg hellere ville have lavet en punkplade? Jeg var bundet til det univers, og jeg følte virkelig, at jeg havde tunge sko på dengang. Jeg har prøvet at hive mig selv ud af sødmen sidenhen, men det lykkedes vist ikke helt, siger Alberte næsten genert.

Samtidig blev hun aldrig glad for den opmærksomhed, der fulgte med at være Luna på DR.

– At være berømt og kendt har fanden skabt. Jeg ved godt det er utaknemmeligt at sige, for folk på gaden er jo altid elskværdige. Men B & U var en gave og en ulykke på samme tid.

– Jeg var nok kommet til at arbejde med mennesker, hvis det ikke var blevet musik. En børnehave eller et plejehjem. Jeg har altid behov for at udveksle grundfølelser med andre mennesker.

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise om at blive udskammet: Mange kvinder på vores egen alder synes, at det er ”klamt”

Det chok ingen må få

I dag laver Alberte Winding de projekter, hun har lyst til, og for et par år siden blev hun gift med musikeren Andreas og dermed bonusmor til hans søn, Tristan. Det har også bragt tankerne om hendes egen barndom op igen.

– Jeg ved fra mit arbejde, at børn har en sjæl, der vil noget. Min sjæl havde på mange måder et fint miljø at vokse op i. Der var plads til kreativitet, og det blev forstået af de voksne. Men ulykken sparkede en dør op til mit hjerte. At få et chok tidligt – det chok, ingen børn må få: At finde ud af at deres elskede kan dø – sætter sig hos børn. I mit tilfælde betød det, at jeg som voksen har fået en anden adgang til mit hjerte. 

Ingen tvivl om at morens selvmord gav Alberte et ekstra lag følelser og rigelig adgang til dem.

Hvem er Alberte Winding?

Alberte Winding, 55

• Mor til to voksne børn.
• Gift med Andreas.
• Har netop udgivet sin anden bog, Kastevind, med erindringsglimt fra barndommen.
• Alberte er kendt fra Bamse og Kylling, men har siden 1980’erne jævnligt udgivet musik i eget navn – både for børn og voksne.
• Hun bor i København.

Hun springer direkte videre til en form for konklusion på emnet:

– Ville jeg spole tilbage og lave noget i min barndom om? Ja, åh hvor ville jeg gerne have haft min mor og have, at hun skulle have lært mine børn at kende, siger hun om 30-årige Josefine og 26-årige William, sidstnævnte har netop gjort Alberte til farmor.

– Men jeg er ok med, hvordan det gik. Der er gaver i ulykker – ikke lykkegaver – men gaver. Min barndom har da stjålet en masse energi fra mig sidenhen. Den har stjålet min evne til at føle tryghed. Til gengæld har jeg fået noget andet såsom en hyperopmærksomhed på tingenes tilstand.