Amalie friede til sin kæreste: ”Han ville aldrig have gjort det selv”

KLUMME: Det helt store kirkebryllup med kæmpe hvidt skrud og 150 af de nærmeste venner og familie. Dét er mange små (og store) pigers drøm. Jeg er ikke én af dem.

Mine forældre er i dag kærester på 32. år, og de har aldrig gået i bryllups-tanker. Da jeg var barn, tænkte jeg da nogle gange, at det var lidt mærkeligt, når nu alle vennernes forældre var gift og havde billeder i guldrammer hængende af mors og fars lykkeligste øjeblik. Men jeg syntes også, at det var lidt sejt og ungdommeligt, at mine forældre bare var "kærester" frem for "mand og kone".

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

Da jeg havde været sammen med min kæreste Rasmus i 7 år, ændrede jeg holdning.

Ikke en handlingens mand

Store traditionelle komsammener, hvor jeg er i centrum, er generelt ikke mig. Jeg får præstationsangst og bliver utrolig genert. Og et traditionelt bryllup ville betyde, at jeg skulle udstå en masse taler, selv holde tale (åh skræk) og leve op til alle de små scenarier der hører med til et traditionelt bryllup.

Men jeg ville alligevel gerne fejre kærligheden og lade Rasmus og vores omverden vide, at vi har valgt hinanden, fordi vi elsker hinanden og har to små børn sammen.

Hvor meget jeg end elsker Rasmus, har jeg måttet indse, at han ikke er en handlingens mand. Især ikke når det kommer til store romantiske armbevægelser. Han giver mig aldrig blomster (med mindre jeg vrider armen om på ham), og han skriver ikke små kærlighedsbreve og lægger dem under min pude. Han er mere typen, der er romantisk på sin helt særegne måde, og f.eks. inviterer mig på tre-ugers ferie til New York, San Fransisco og San Diego – og året efter gør det igen, fordi det bare var så fedt første gang. Så at Rasmus skulle falde på knæ og have købt en smuk ring til mig, vidste jeg, ikke ville ske.

Ville han nogensinde have friet til mig?

Da jeg først havde sat mig i hovedet, at jeg ville giftes med ham, var der ikke nogen vej tilbage: Jeg måtte skride til handling selv.

Jeg overvejede længe, hvordan jeg ville have det med resten af mit liv at stille mig selv spørgsmålet: Ville han nogensinde have friet til mig? Men jeg er 90% overbevist om den dag i dag, at han aldrig ville have gjort det selv. Og skulle jeg så gå og vente på det og blive mere og mere bitter over et manglende frieri?

LÆS OGSÅ: 9 ting du skal vide, før du bliver gift

En del af mig var skuffet over, at han ikke friede. Jeg ville aldrig få den "perfekte" historie at fortælle foreviget i små guldrammer ligesom min veninde havde med bryllup bestående af Jesper Høvring-kjole, Nikolaj Kirk ved gryderne og den perfekte kontrast mellem en La Glace-bryllupskage og en rå fabrikshal i Nordhavnen. Jeg ville aldrig blive overvældet af tårer over knæfald og en smuk diamantring.

Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere var det egentlig helt ok. For knæfald? Det ville se decideret mærkeligt ud til Rasmus. Det ville slet ikke være ham.

Miranda og Steve

Så beslutningen var taget. Jeg skulle fri til min kæreste og planlægge det hele uden hans vished. Og det var vildt romantisk – i hvert fald en tand mere romantisk end når Miranda og Steve i Sex & The City aftaler over to billige øl, at de skal giftes. Det var dog ikke alle mine veninder, kunne jeg fornemme, der syntes, at det var lige romantisk, men de var i hvert fald alle sammen enige om, at det var god underholdning.

Som den materialistiske person, jeg er, var det udelukket at skulle giftes uden ringe. Og det skulle være en pæn ring – hvilket ikke ville blive et problem, når jeg nu selv ville få lov til at vælge den. Men jeg blev hurtigt flået brutalt ud af mit dagdrømmeri om store smukke diamantbesatte Boucheron-ringe, da det gik op for mig, at det ikke var så enkelt som så. For når man som kvinde frier til en mand, er der ikke at katalog af traditioner, man kan plukke fra. Man må sætte reglerne selv: Skulle han have en forlovelsesring, når jeg friede til ham? Eller hvad med et ur? Eller skulle jeg være den eneste, der fik en ring, som jeg så fik på fingeren lige efter, at JEG havde friet til ham? Det virkede simpelthen for fjollet: "Vil du gifte dig med mig skat? Godt – så se lige en flot ring JEG har købt til mig selv." Så jeg endte med, at vi begge to skulle have en ring på, når jeg havde friet. Og de ringe ville være dem, vi skulle have på altid – altså vielsesringe.

Så langt så godt. Og nu til den sjove del: Ring-shopping.

Akavet scenarie

Jeg havde afsat en hel dag til at kigge på ringe og havde gode tips fra min gifte veninde med i posen. Og så havde jeg en lille "hjælper" med i form af min etårige datter i klapvogn (læs: gør det aldrig). På vej ind til indre by var jeg i et vældigt humør, for nu skulle vi finde de fineste vielsesringe i hele byen. Men jeg blev kort efter klogere. For at købe vielsesringe som kvinde kan hurtigt blive til en akavet affære og "taget på sengen-agtigt", når man bliver stillet over for en masse uventede spørgsmål, man ikke aner, hvordan man skal besvare.

LÆS OGSÅ: Skilt som 26-årig: Sådan kom jeg over min skilsmisse

Da jeg endelig kom indendørs hos en high end-juveler i Bredgade – eskorteret af en vagt, da min klapvogn inkl. umuligt pigebarn, sad fast i svingdøren – fandt jeg ud af, at vielsesringe skal bestilles flere uger i forvejen. Så kan man ikke bare komme ind fra gaden og få dem med hjem med det samme? Nej. Noget slukøret slap vi ud i det fri igen. Nu skulle min tålmodighed åbenbart sættes yderligere på prøve. Og har jeg sagt, at jeg er temmelig dårlig til at holde på en hemmelighed? Jeg har ved flere lejligheder fortalt Rasmus i forvejen, hvad han får i julegave ene og alene af den grund, at jeg selv synes, det er verdens bedste gave og derfor er nødt til at fortælle ham om det.

Ind hos næste juveller. Og her fandt jeg faktisk nogle virkelig fine ringe. Helt ens, smalle og kantede – en tand maskuline, så de også ville passe til en mand. Jeg var lykkelig – og lettet, men blev virkelig taget med bukserne nede, da ekspedienten - der tydeligvis synes, at hele scenariet med et forvirret kvindemenneske, der, inkl. baby, shopper efter vielsesringe uden en mand i sigte, var noget mærkeligt – spurgte mig, om de skulle indgraveres? Jeg svarede så hurtigt, jeg kunne, og som om det var et spørgsmål, jeg havde forventet – og ikke var blevet taget med bukserne nede her hos den fine juveller – at "ja, det skal de".

Imens jeg betalte for ringene, der ville være færdige efter en uge (thank God), havde jeg en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg så mig selv udefra. Ja, det er meget "moderne", at jeg stod dér som kvinde og købte vielsesringe, når det traditionelt set er mandens opgave, men alligevel irriterede det mig, at jeg gik op i, hvad ekspedienten tænkte. Det her var min beslutning, og jeg er glad for den.

Troede det var en ekstra fødselsdagsgave

I et stykke tid havde jeg planlagt, hvornår og hvor jeg ville fri, men det endte med at blive impulsivt, lige da ringene var blevet færdige (selvfølgelig), hvilket egentlig passede meget godt til det totalt utraditionelle og lettere akavede slør, der havde lagt sig over hele oplevelsen. Jeg gjorde det en lørdag aften i sofaen, efter børnene var faldet i søvn.

LÆS OGSÅ: Do's and don't's, når du planlægger en polterabend

Rasmus havde lige haft fødselsdag et par dage forinden, så da jeg henter den lille buttede sorte boks og lægger den i hans hånd, mens han sidder dér i sofaen, tror han først, at det er en ekstra fødselsdagsgave. Da jeg fortæller ham (uden at knæle eller noget i dén dur), at det er en ring, og at jeg simpelthen bare så gerne vil giftes med ham, siger han "ja" lige med det samme. Og så kan jeg se noget i hans øjne, som gør mig dybt lykkelig: Han bliver bare SÅ glad. Han er ellers meget low key og svinger ikke særlig meget humørmæssigt (i forhold til mig, der er en hystade). Men visheden om, at jeg havde taget den her beslutning, planlagt det og købt en ring, betød uendeligt meget for ham. Han tog med det samme ringen på.

Vi blev viet på Københavns Rådhus efter et par måneder. Jeg i lårkort kjole med sort tyl og højhælede sorte Gianvito Rossi-peep toes og Rasmus i butterfly og sorte jeans. Og alt omkring dén affære var meget "os" og langt fra, hvad der står skrevet i den traditionelle bryllups-bog: Efter vielsen var vi ude at spise en stor (våd) frokost med Rasmus' bedste ven og min bedste veninde – derefter hjem og powernappe, før alle vores bedste venner og de "unge" fra vores familier, kom til fri bar om aftenen i vores lejlighed. Og alt det praktiske omkring festen havde Rasmus været med til at bestemme, hvilket var vigtigt for mig, eftersom jeg jo nu havde "tvunget" ham ud i ægteskabet.

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Loght og salte fisk"

LÆS OGSÅ: "Vores venner har været ret positive over, at vi flytter ud af byen. De ser os som en slags fortrop" 

LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt