Amanda Collin: “Jeg følte, at min datter var en tyk engel, der sørgede for, at jeg ville få det godt igen”

Amanda Collin er på arbejde for tiden. Om dagen har hun prøver på Det Kongelige Teater, og om aftenen spiller hun rollen som Frøken Julie i den anmelderroste opsætning af samme navn i Skuespilhuset. I tiden derimellem aer, mader og skifter hun ble på sin syv måneder gamle datter Frankie. Selv når hun bliver interviewet, er hun på arbejde. Amanda Collin er ikke bare Amanda Collin, der spiser røræg og drikker americano på Granola på Værnedamsvej i København, mens hun en gang imellem kigger på babyalarmen og ud af vinduet for at sikre sig, at barnevognen står stille på fortovet. Under interviewet besætter hun også rollerne som pylret mor, småirriteret kæreste, nysgerrigt barn og omsorgsfuld læge. Hver gang hun skifter rolle, skifter hun også stemmeføring og taler i citater som den persona, hun har taget på sig. Øjne, mund, hænder og numse bevæger sig ustandseligt. Stemmen ryger op i det høje felt og så ned til den dybeste brummen, armene fægter rundt, smilet er stort. Amanda Collin er ikke kedeligt selskab. 

Om at blive skuespiller

– Da jeg var barn og så film eller teater, tænkte jeg: "Det kan jeg også dét der!" Men vejen til at blive skuespiller har været lang og kringlet. I lang tid turde jeg ikke sige højt, at det var det, jeg gerne ville. Min mor er skolelærer, og min far er ingeniør, så det var ikke oplagt, som det måske er for børn af skuespillere. De så på mig og sagde bare: "Ja, ja, du kan synge, og du kan spille på tromme." De har dog altid bakket mig 100 procent op og var meget støttende, da jeg endelig sprang ud i det.

– Da jeg gik i gymnasiet, følte jeg, at jeg burde rykke på skuespillet, men fordi jeg altid har tiltrukket mig meget opmærksomhed, syntes jeg, det var så klamt at sige, at jeg gerne ville være skuespiller. Det var det samme som at sige: "Se mig! Se mig!" Men jeg ville jo gerne. Derfor var det også en stor befrielse for mig at finde ud af, at skuespil ikke handler om at få opmærksomhed. Det handler om at navigere i et sprog, at man bliver i stand til at se tingene på en ny måde.

– Efter gymnasiet kom jeg ind på Film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Det var overdrevet kedeligt, så jeg droppede ud efter tre måneder og fik arbejde som booker på modelbureaet 2PM. Det var først, da jeg var i starten af 20'erne, at jeg turde sige, at jeg ville være skuespiller og fandt ud af, at jeg ikke behøvede at gå på skuespillerskolen, men kunne tage til New York i seks uger og prøve det af for 20.000 kroner. Så det gjorde jeg.

– Det er vildt rart at blive ældre. Som yngre var jeg bange for at gå ind i et nyt rum, men nu ved jeg, at jeg nok skal klare det. Der er ingen, der sender mig hjem, for jeg er lige så voksen som alle andre. Og bliver jeg skældt ud, må jeg skælde ud tilbage. Tidligere undskyldte jeg for mig selv, men jeg er ved at lære at sige: "Ved du hvad, det synes jeg faktisk ikke!"

Om at finde kærligheden

– Jeg flyttede til New York fra 2009-2012. Min ekskæreste og jeg var lige gået fra hinanden, så det første år gad jeg ikke bruge tid på at kigge efter fyre og ville bare gå i skole (William Esper Studio, red.) Da jeg vovede mig ud på en date, var det på en helt anden måde end tidligere. Måske fordi jeg var i et andet land. Jeg tillod mig i hvert fald at gå midt i en date eller lod være med at tage telefonen, hvis en fyr ringede. Jeg prøvede bevidst at være egoistisk og gøre, hvad der føltes rigtigt for mig. Det var fedt.

– Christoffer og jeg har været sammen i snart seks år. Jeg vidste, det var seriøst allerede 14 dage efter, jeg havde mødt ham. I går besøgte jeg min farmor, der snart fylder 102. Vi talte om livets mirakler, og at der findes noget, der er større end os. "Se på dyrene! De handler kun efter deres instinkt og er vildt dygtige til at klare sig selv." Da jeg mødte Christoffer mærkede jeg instinktivt lysten til at formere mig. Han lugter helt rigtigt, hans kram er perfekte, vi klikker simpelthen. Så er det bare dét. Så er der ikke så mange spørgsmål. Det skal du turde lytte til. Men det kræver øvelse, for der er så mange andre ting, du kan rette dig efter, dokumentarfilm, artikler, veninder, forældre, der også har en mening. Jeg er glad for, at jeg beskæftiger mig med noget, der kræver, at jeg er i kontakt med min mavefornemmelse.

– Christoffer har de der fantastiske øjne, der gjorde, at jeg bare ville giftes med ham med det samme. Og så var jeg bare så glad dagen efter, jeg havde kysset med ham første gang. Sådan helt hinkestenshop-glad. Jeg havde bare lyst til at være sammen med ham hele tiden, men på den anden side måtte det ikke gå for hurtigt, for vi skulle jo være sammen resten af livet.

– En af de første gange, han havde overnattet hos mig, spurgte jeg, om han ville have et æg til morgenmad. Jeg stod ude i køkkenet, og pludselig anede jeg ikke, hvordan man kogte et æg. Jeg kunne ikke finde ud af at koge et æg til denne her mand! Og jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind og spørge, om han så hellere vil have røræg eller spejlæg! Da vidste jeg, at jeg var lynende forelsket. Normalt koger jeg perfekte, smilende æg.

– Der kan sjovt nok godt opstå gnidninger, når man har fået barn. Forleden skændtes vi om noget så kedeligt, som om vi skulle tage ud at rejse i juleferien eller ej. Fordi vi er supertrætte, er der ikke længere så meget overskud til at elske hinandens forskelligheder. Nu vil vi bare gerne have ensretning. Men i fem år har jeg jo elsket, at Christoffer har tænkt anderledes end mig, fordi det har gjort mig til et bedre menneske. Når jeg lige pludselig ikke kan se det, er det mig, der er et røvhul.

– Vi skal giftes næste sommer. Han friede i køkkenet en dag, før jeg blev gravid. Vi skulle have været gift i juni 2017, men så fødte jeg i marts 2017, og jeg vil være stiv til vores bryllup.

– Det er voldsomt, at der er kommet noget mellem mig og Christoffer. Vores tosomhed er slut, og jeg får ham aldrig for mig selv igen. Det er en kæmpe sorg blandet med lykke, for jeg har fået noget andet og mere. Men jeg elskede også mit liv før. Jeg elskede ideen om, at Christoffer var det højeste. Det er han stadig, men nu deler han pladsen med en anden. Det er forskellige former for kærlighed, men nu kan jeg også få sommerfugle i maven over Frankie. I går vinkede hun for første gang!

Om at blive mor

– Jeg troede, at jeg ville blive et andet menneske, når jeg havde født. Man ser videoer af kvinder, der får den der baby op på maven og ser helt salige ud og Facebook-opdateringer, hvor der står "Lykken er complete, treenigheden lever!" Folk siger til dig: "Du skal huske at kigge barnet i øjnene, lige når du har født, for så kigger du ind i sjælen!" Men det, der skete, var, at der kom den fedeste baby ud, der var så tyk, at hun ikke kunne åbne øjnene i to dage. Jeg var så lettet og glad og totalt high. Jeg grinede og græd ud over det hele! Min kæreste og jeg kiggede bare på hende og sagde til hinanden: "Prøv lige at se hvor tyk, den er, den ligner en gorilla!," og så fik vi grineflip. Jeg var totalt mig selv.

– Jeg syntes, det var vildt hårdt i dagene efter fødslen. Min krop var så øm. Det føltes, som om jeg havde brækket et ribben, og jeg troede aldrig, at jeg ville komme på asfalt igen. Min energi var helt væk. Jeg mistede ret meget blod, jeg var svimmel, og det blev bare ved. Jeg kunne ikke stå ud af sengen. Folk var sådan: "Har du haft din tredjedagstuder?" "Nej, for jeg tuder hele tiden!" Men jeg følte, at min datter var en tyk engel, der sørgede for, at jeg ville få det godt igen. Lægen ville beholde os på hospitalet, fordi de ville lave nogle ekstra tjek på Frankie. Men hun havde det helt fint, det var mig, der havde det dårligt. Men jeg tænkte: "Hvor er hun god, hun passer på mig!

– Jeg er faldet mere på plads i mig selv, efter jeg er blevet mor, fordi jeg ikke har tid til at tænke så meget på mig selv. Det handlede simpelthen om, at jeg skulle have hovedet ud af min egen røv. "Aj, jeg har det dårligt over, at jeg har spist hele Føtex, og jeg bliver tyk i morgen!" Det er der bare ikke tid til. Nu er der et dyr, der kan vinke! Og når det sover, skal du ordne vasketøj eller læse den mail, du ikke har fået læst i to uger, tyk eller ej.

– Det tog tid at vænne mig til moderrollen. Jeg troede, at jeg skulle føde en lille ven, som jeg kunne gå i bland selv-slikken med, men der er jo en del, man skal igennem inden. I starten handlede alt om amning og bleskifte, og alt virkede utopisk. Jeg syntes, jeg ammede hele tiden og måtte sige til mig selv, at det er en gave, og at jeg ikke skulle nå noget som helst. "Ahmen, for helvede, nyd det kvarter det tager, og bare kig på hende!" Så blev alt lidt mere lyserødt.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov taler ud om sin smertefulde barndom

– Om lidt har jeg to måneder, hvor jeg primært skal være på barsel igen, men lige nu arbejder jeg fuldtid. Det går okay, men det er en balancegang. Den anden dag havde jeg en rigtig hård dag, og jeg havde det sådan: "Please, bare sov, og lad være med at rive mig!" Men det er jo mig, der skal klippe hendes negle, hun mærker jo bare verden. Hvis jeg synes, hun er irriterende, når hun er ét stort smil, er det mig, der skal lave nogle ting om.

– Jeg vil gerne være et forbillede for det, jeg har født. Om morgenen danser jeg nøgen rundt på badeværelset, smører mine ben ind og siger: "Hej, gode ben, som kan bære mig," og "Godmorgen mave, som har født Frankie." Så kan det godt være, at jeg har fået en flad mor-røv, men den her krop har født et barn! Så fuck jer!