Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det
Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.
Skal æggene koges i seks eller syv minutter for at være perfekt blødkogte? Må jeg godt vaske min blå sweater på 40 grader? Og kan jeg godt bore skruer i en betonvæg uden din hjælp?
Spørgsmålene var uendelige, da jeg for første gang pakkede teenageværelset ned og flyttede hjemmefra. Pludselig stod jeg på Amsterdam Centraal, 800 kilometer fra mine forældre med en ny, spændende by foran mig – og det første jeg gjorde, var at give min mor et kald.
Det gik hurtigt op for mig, at det ikke var de praktiske spørgsmål, jeg manglede svar på. For helt ærligt, jeg skulle nok selv finde ud af, hvor længe æggene skulle koges. Men det var en god undskyldning for lige at ringe og høre mine forældres stemmer igen.
Savnet bliver oftest kun tillagt forældrenes følelser, for det er dem, der sidder tilbage med tomme teenageværelser og en følelse af ”hvor blev tiden lige af”.
Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For tomheden rammer også os, når vi skal skilles fra vores trygge livslinjer for første gang i vores liv. Vi skal også lige finde vores ben i den nye tilværelse, hvor ingen venter oppe, når vi kommer sent hjem, køleskabet altid er tomt, og der mangler en tryg favn, når alt det nye overvælder os.
Hver gang jeg lagde røret på efter en snak med mine forældre, sad jeg tilbage med en tom, uhåndgribelig følelse i maven. Jeg savnede dem – og i timerne efter et opkald var min krop fyldt af en melankolsk følelse. Pludselig føltes de langt væk.
Jeg savnede de drilske kommentarer fra min far, der ellers altid havde slået mig som irriterende. Jeg savnede min mors snagende spørgsmål, jeg altid havde undgået at svare på. Jeg savnede endda de søndage, hvor der KUN måtte køre motorsport på Tv’et i stuen, selvom jeg for længst havde fået nok.
Selvom jeg efterhånden har forladt mit barndomshjem et par gange i mit 22-årige liv, er det aldrig blevet nemmere.
Jeg elsker at komme hjem på besøg, men når jeg kører ud ad indkørslen igen og har fået den sidste farvel-det-skal-nok-gå-godt-krammer, går præcis samme følelse gennem kroppen, som første gang. Det er en ny form for stilhed, man lige skal vænne sig til.
Så kære mor og far: Det er ikke kun jer, der savner os – vi savner også jer. Og måske savner vi jer endda mere, end vi lige går og giver udtryk for. For fuglen, der fløj fra reden, har også hjemve en gang imellem.
