Anette mistede sin 19-årige datter: "Legetøjet er min forbindelse til Marie"

I de mange måneder Marie lå på Rigshospitalet, fandt hun indimellem på små, sjove projekter som at folde sommerfugle af papir og give dem til familie og venner eller andre patienter. Sommerfuglene går i dag igen i logoet for den designvirksomhed, som hendes mor står bag – for Marie er stadig en del af livet, selv om det er syv år siden, hun døde.

"Det startede med, at Marie fik ondt i benet. En turnuslæge tog en ekstra blodprøve, og hun fik hende straks indlagt på sygehuset," fortæller Maries mor, Anette Astrup Pedersen, som i dag er 63 år.

Svaret viste nemlig, at Marie havde leukæmi, som var meget fremskreden. På Rigshospitalet gjorde man, hvad man kunne, og i månedsvis var Marie inde og ude af respiratorer og hård kemobehandling. Som 19-årig gav hun op, to år efter at diagnosen var stillet.

"Det føles fuldstændig som i går, at vi begravede hende," siger Anette stille.

Og fortsætter:

"Hvad gør man, når ens barn bliver taget fra én? Så lægger man sig ned på sofaen og synes, at livet er det værste, man har. I de to år Marie var indlagt, var jeg i helvede, men jeg blev i det, efter at hun var død."

Testede legetøj

For 25 år siden overtog Anette, som er uddannet pædagog, og hendes mand, som dengang var revisor, en lille dukketøjsvirksomhed, AM Konfektion, hvor hjemmesyersker i Skjern og omegn syede dukketøj på gamle symaskiner.

Læs også

”Lægen sagde, det var fordi, jeg var ensom. Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomhed”

Gennem årene har de udviklet virksomheden til primært at producere trælegetøj, dukker og udstyr under navnet Mamamemo (som er en sammensætning af deres fire børns navne: Marie, Mads, Mette og Morten). Marie, den yngste, havde allerede i en ung alder været dybt engageret i sine forældres virksomhed og fungerede som ’legetøjstester’, ligesom hun kunne sidde ved køkkenbordet og tegne nye produkter til Mamamemo.

Da hun blev større, tog hun med sin mor på forretningsrejser til de kinesiske leverandører og var desuden en måned på sprogskole i Kina som 17-årig. Marie drømte også om at gå på et kinesisk universitet, hvilket hendes mor ikke kan undgå at bemærke ville have været praktisk for virksomheden.

Men da Marie var væk, og Anette lå på sofaen, begyndte virksomheden at gå ned ad bakke, og familien trådte sammen for at holde det hele kørende.

Og en dag rejste Anette sig op.

Husk pandaen

"Mange skriver en bog om, hvordan de kom videre, i den slags situationer," siger Anette.

"Men pludselig kom det til mig, at jeg skulle oprette et nyt brand i virksomheden og lave alle de ting, som Marie og jeg havde planlagt sammen."

I dag er der fine hestestalde, lifte til dukker i smukke farver, picnicsæt i blødt træ og makeupborde inden for det nye brand, som hedder by Astrup. Over alle produkterne står et stort billede af den lyshårede, smilende Marie.

"Alt, hvad vi laver, er noget, hun ville elske, og gennem produkterne føler jeg en forbindelse til hende. Nogen vil nok sige, at det er noget, jeg bilder mig ind, men jeg mener, at jeg kan høre hende," siger Anette.

For eksempel da hun planlagde en serie med dyr og klart kunne høre Maries stemme for sig.

"”Så skal der også være en panda,” sagde hun. Marie elskede pandaer, fordi de kom fra Kina."

Anette smiler og kigger rundt på de mange produkter, der fylder godt op i virksomhedens showroom i Skjern.

"Jeg tænker i det hele taget meget over, hvad Marie ville synes er lækkert."

Godnatsang i haven

Marie fylder altså stadig i virksomheden, og det er med fuldt overlæg. Alle ansatte kender hendes historie, og her står altid et billede fremme.

"De skal vide, at vi taler åbent om hende," siger Anette.

"Hvis Marie havde levet nu, ville hun være 26 år, og jeg ved, at hun ville være ansat i vores virksomhed. Derfor betaler vi hele hendes nettoløn til Børnecancerfonden hver måned. På den måde kan hun måske hjælpe andre børn til ikke at dø, ligesom hun gjorde."

Læs også

Anja tog en vigtig beslutning som 52-årig, da livet tog en pludselig drejning

Det er især på de daglige ture til kirkegården i Tarm, at Anette mærker kontakten til Marie. Hver dag efter fyraften sørger hun for, at der altid er et tændt lys ved Maries grav, og så får hun en snak om fremtidige produkter og synger en godnatsang for sin datter, ligesom hun gjorde, da hun var baby, og senere, da hun var syg på hospitalet.

"Når jeg sidder i Maries have, som vi kalder gravstedet, fortæller jeg hende, hvad jeg er i gang med. Så føles det, som om hun vejleder mig og sender tanker – og jeg tror ikke, det er tilfældigt," forklarer Anette.

"Mine tanker må jo komme et sted fra. Ideerne til Mamamemo får jeg alle andre steder fra, for eksempel en tur til isenkræmmeren her i Skjern. Men ideerne til by Astrup kommer fra Marie."

Bamsehospital

Det er også Maries fortjeneste, at firmaet næste år kommer med et sæt legetøj inspireret af hospitalsverdenen med blodtryksmålere, iltapparater og stomiposer. Dengang Marie var indlagt, oplevede Anette nemlig mange børn, som var bange for lægernes instrumenter og remedier.

"Så nu håber jeg, at alle landets børneafdelinger snart har sådan et sæt stående, så børnene selv kan lytte på deres bamser eller give dem en lille sprøjte, siger hun om sit seneste påfund."

Anette lider i dag af PTSD efter de hårde år med Maries sygdom og død, men hun passer hver dag sit job som produktudvikler i Astrup Group, hvor hun er omgivet af sin mand, sine to sønner og alle medarbejderne. Og Marie.

"By Astrup var det, der fik mig op af sofaen. Gennem det har jeg stadig en forbindelse til min datter," slutter Anette.