”Angsten for fyringer er blevet så stor, at folk nu frivilligt melder sig til aftrædelsesordninger”

KLUMME: Hvad er det egentlig lige, der sker? Vi sover mindre end tidligere, går hurtigere, taler mere, men er mindre til stede og har dårligere hukommelse. Hver tredje unge på universiteterne går til psykolog, og efterhånden er det normalt at konstatere angst og depressioner helt ned i skolealderen. Vi holder ikke fri, når vi skal holde fri. Vi svarer på mails på alle tider af døgnet. Ikke nødvendigvis fordi vi skal, men fordi vi kan. Før i tiden blev mennesket fysisk udmattet, nu er vi det mentalt. Vi tænker kun på, hvornår vi kan få det næste øjebliks fred. Men når vi endelig kan lægge hovedet på puden, er vort sind spritvågent efter at have gloet på skærme hele dagen. Vel har virksomhederne efterhånden indset, at det er et stort og reelt problem, hvorfor diverse stress-politikker og stress-coaches bliver hevet ind, og endnu et stormøde sat i værk – før vi bagefter glemmer det meste, når vi defilerer ned ad gangene og ind på vores storrumskontorer. Og vel er det ikke kun arbejdspladsens skyld, at vi bliver stressede, trætte og aldrig kan slukke, ih guder nej – meeeeen... Ser man rundt i erhvervslivet, bliver man visse steder deprimeret. Jo, det er da en del af medarbejderpakken, at man kan gå til mindfulness, men det er en lige så stor del af pakken, at man om lidt kan få et prik på skulderen. Angsten for fyringer er blevet så stor, at folk nu frivilligt melder sig til aftrædelsesordninger, fordi de ikke har nerver til at sidde og vente på den næste prikkerunde. I konsulentverdenen har mange to telefoner, fordi de efterhånden farer sammen, hvis arbejdstelefonen ringer i fritiden. Telefonen ringede højst tre gange med noget arbejdsrelateret på privatnummeret i mit barndomshjem. Noget er rivravruskende galt med den måde, vi har indrettet os på. I tidligere tider kæmpede vi sammen for en eller anden grad af frihed. Der var for eksempel arbejderbevægelsen, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret. Men i dag kæmper vi alene. Det er, som om alle har erkendt problemet, men dogmet om arbejdsmarkedets uforanderlige struktur vejer mere end menneskets trivsel. Vi finder på lappeløsninger, taler om work-life-balance, og flere bliver selvstændige for at opnå fleksibilitet – men at lave den revolution, som grundlæggende forandrer nogle strukturer, virker utopisk. Kan det virkelig ikke være anderledes?

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet

Forleden var jeg så til en yderst interessant konference afholdt af Protocol, som er et netværk for kvinder i ledelse. Emnet var "Fremtidens arbejdsmarked". Maiken Piil, der arbejder med lederskab og strategi, holdt et indlæg om "conscious business". Hun pustede til et håb om, at forandringens vinde alligevel blæser.

Hun fortalte om flere amerikanske virksomheder, der ser det som deres fornemmeste opgave at investere i den enkelte medarbejder i stedet for at presse citronerne yderligere. Specielt historien om produktionsvirksomheden Barry-Wehmiller gjorde indtryk. Under finanskrisen blev deres politik om at tage vare på deres medarbejdere sat under pres. Alle fyrede overalt. De kom også i den situation, at fortsatte de uden at fyre, gik de ned. Men de insisterede på at løse situationen uden at afskedige. I stedet spurgte de medarbejderne til råds. Personalet nåede frem til, at hvis alle holdt fri i en måned uden løn, og virksomheden samtidig undlod at betale til deres forsikringer, ville det gå op økonomisk.

Virksomheden kom igennem krisen på den måde, og det første, de gjorde på den anden side, hvor overskuddet igen blev en realitet, var at indbetale den manglede løn og forsikring til deres medarbejdere.Historien gav mig – og giver mig stadig – gode kuldegysninger. For det er om noget at sætte mennesket først i en tid, der trænger netop til dét. 

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt var ikke en krukke og en dukke

LÆS OGSÅ: 50 enestående kvinder: Mode og design

LÆS OGSÅ: Danske Nanna Liv har skabt en stilet-revolution i London