Helle Thorning-Schmidt var ikke en krukke og en dukke

Af Anne Sofie Allarp

KLUMME: Danmarks første kvindelige statsminister havde, da hun i denne måned forlod dansk politik, ikke meget andet at sige som afskedssalut til danskerne, end at hendes virke som politiker havde været meget præget af, at hun tilfældigvis er kvinde.  Og hvis man i øvrigt kan rumme, at hun stod i spidsen for en regering, der havde nul ambitioner for ligestillingen, løb fra væsentlige løfter på området (f.eks. mandebarsel) og lod stå til på afgørende områder, såsom den danske de facto straffrihed for voldtægt, så er det svært at være uenig.

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet

Hun er blevet affejet fra starten som en politisk dilettant, som en blank person, som en krukke og en dukke, som primært blev styret af andre, det være sig Vestager, Sass eller Corydon. En finke, en 12-tals-pige, der lirede en lektie af, uoriginal og lejlighedsvis upassende, som når hun antastede Sarah Jessica Parker som en gemen fan, eller ville have selfies til scrapbogen med Obama og Cameron under mindehøjtideligheden efter Nielson Mandelas død. Og meget af dette har helt sikkert noget med hendes køn at gøre og den dronninge-persona, som hun har opdyrket mere og mere intenst gennem de 10 år, hun var på toppen af dansk politik.

Den værste kritik er imidlertid historikeren Søren Mørchs. Helle Thorning blev en "ligegyldig figur", mener han: "lidt ligesom dronningen, pænt og godt, men kedeligt," har han udtalt. Derfor gider han ikke at skrive om hendes statsministerperiode. "Man vil huske hende som Danmarks første kvindelige statsminister, that's it."

LÆS OGSÅ: Liderligheden satte mig fri fra at være en pæn pige

Og det må være et køns-bias, der spøger her, selv hos en så stor forfatter som Søren Mørch. For Helle Thorning Schmidt har været alt andet end ligegyldig for dansk politik. Hun har over den 10-årige periode, hun var socialdemokraternes formand, og særligt i sin statsministerperiode, i et indrømmet lidt urent trav, flyttet sit partis ståsted langt hen over midten. At partiet ikke længere er venstreorienteret, er en objektiv konstatering og ikke bare en ideologisk finke af panden fra daværende finansminister Bjarne Corydon. Og hvad vigtigere er, partiet er forblevet blåt under den nye ledelse, og det gør hende til noget nær revolutionær i dets historie.

Der er nogen, der vil mene, at hun ikke selv var arkitekten bag denne nyorientering af partiet, men uanset hvem, der opfandt højredrejningen, blev den tilladt, eksekveret, overset af Helle Thorning-Schmidt, som man på de indre linjer dårligt kan beskylde for sidden-i-rundkreds og manglende autoritet.

Den politiske udvikling, hun bevirkede i sit eget parti havde også mærkbar, langtidsholdbar indflydelse på resten af aktørerne i dansk politik. To store partier blev til tre store partier med nær identisk politik på afgørende områder. Resten af venstrefløjen flyttede mod højre. En revolutionær venstrefløj blev systembevarende. Styrkepositioner byttede plads. Nye partier sprang op, hvoraf et stormede ind i Folketinget. Det giver nu bedre mening at opdele folketinget i "ansvar" og "protest" end i "rød" og "blå".

Faktisk så tippede tyngden i dansk politik så voldsomt mod højre, at det ikke længere giver indholdsmæssig mening at tale om en midte. Blandt vælgerne skød politikerleden i vejret.

Dansk politik er ikke det samme i dag, som da Helle Thorning-Schmidt og hendes administration trådte til. Og derfor vil hun blive analyseret af historikere som en figur, der forandrede os.

Man kan være uenig, jeg var det i hvert fald tit, men ligegyldig, det var Danmarks første kvindelige statsminister ikke.

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”

LÆS OGSÅ: Indflydelse er ikke noget man får - det er noget man tar

LÆS OGSÅ: Fra flygtning til dansk popstjerne