Anna Gaarslevs græske forelskelse: "Jeg lå på bagsædet og drømte om denne her tjener"
Anna Gaarslev har tilbragt langt størstedelen af sine somre i Sverige. Og så var der lige dengang, hun tog til Kos med sin faster og blev forelsket for første gang.
Min barndoms sommer
"Min mor var svensker, så mine somre var i den svenske skærgård, hvor mine bedsteforældre boede mellem to små byer.
Der var mange gode badesteder og klipper, man kunne springe ud fra. Jeg tror dog, min far syntes, det var lidt af en arbejdslejr at skulle derop, for når de fik øje på en mand under 80 år, blev han straks sat til at male stakit.
Jeg husker dog mest blåbær, hindbær og solbær fra min bedstemors køkkenhave og lange gåture ved havet. Indimellem tog vi også en tur til Norge, som lå en times kørsel væk, for dengang var det billigere at købe sukker og kaffe i Norge på grund af vekselkursen.
Jeg tror også, min far indimellem fik lokket os ud at se nogle helleristninger i området, for han var historisk interesseret, men når man er barn, er det ikke ret interessant."
En sommerforelskelse
"Som 13-årig var jeg på Kos sammen med min faster Ellen. Hun havde ikke selv børn, så hun inviterede mig med på charterferie. På den tur blev jeg forelsket for første gang. Det var en tjener på hotellet, og jeg talte aldrig et ord med ham, men sad bare og savlede hele ferien.
Senere den sommer skulle jeg på bilferie med mine forældre, og jeg kan huske, hvordan jeg lå på bagsædet og drømte om denne her græske tjener. Han er sikkert over 60 i dag, og jeg er ikke sikker på, at han egentlig var så flot."
Sommer i Danmark er for mig…
"I virkeligheden vil jeg helst holde sommer i Sverige, men efterhånden som mine børn blev større, begyndte de at efterspørge udlandsrejser. Jeg rejser jo så meget til hverdag som Europakorrespondent, så jeg har ikke helt samme behov, men for deres skyld har vi nogle år i træk lejet et hus en uges tid i Sydeuropa bare for at komme lidt væk.
I år bliver det til en uge i Norditalien. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg være i Skandinavien om sommeren og rejse længere væk på et andet tidspunkt af året."
Den perfekte sommerdag
"Jeg vågner så tidligt i mit hus i Sverige, at græsset stadig er vådt. Jeg laver kaffe og tager et håndklæde om skuldrene og går med min kaffe ned gennem skoven og ud til en lille sø, hvor jeg tager et dyp og måske en hurtig hårvask. Ellers sidder jeg bare en lille stund og nyder livet ved søen.
Resten af dagen skal gå med at snakke med min mand og rode lidt rundt på vores grund og måske bade igen. Op ad formiddagen vågner børnene, og så spiser vi frokost sammen. Vi er ellers ikke en familie med faste spisetider. Men lige omkring frokost passer det, at alle samles. Om eftermiddagen mødes vi nok igen til et brætspil og et glas vin.
Så kommer der gerne venner og familie på besøg om aftenen, og hvis vi er heldige, kan vi grille en aborre fra vores egen sø. Jeg er ikke god til at fange dem, men det er vores datter, for hun fisker i den selvsamme sø, som jeg vasker hår i om morgenen. Der er et par annekser til vores hus, så der kan godt være et par overnattende gæster."
Min sommerdrøm
"Jeg ville gerne have haft mine børn med på en lang dannelses- og oplevelsesrejse gennem Europa. Jeg har fablet om det i årevis, men det er aldrig blevet til noget. Men vi skulle starte med at se Auschwitz og lave nogle bjergvandringer gennem polske og ukrainske bjerge, se Odessa – fordi krigen til den tid er forbi – ned forbi Balkan og se nogle af de smukke steder i Bosnien og spise lækre middage i Sarajevo.
Det skulle være en kulturrejse, hvor der også var tid til afslapning i en strandstol indimellem, og så skulle vi hjem via Normandiet. Nu tror jeg desværre, de er for store til, at jeg kan binde dem til bagsædet i en måned."
Sommer med mine børn
"Jeg har altid prøvet at tiltuske mig så meget sommerferie med mine børn som muligt i stedet for at skulle arbejde, når de har ferie. Jeg har nydt at lave ingenting med mine børn og være sammen med dem uden at kalde det kvalitetstid.
Nogle dage kan man godt bare ligge på hver sit håndklæde og læse hver sin bog uden at behøve at sige andet end, ”Nå, er du også ved at være sulten”. Selv da de var små, glædede jeg mig ikke engang til at skulle tilbage på arbejde. Jeg elsker, når sommeren kommer i maj, men lige så melankolsk bliver jeg i august, når sommeren begynder at gå på hæld.
Hvis man sætter C.V. Jørgensens ”Sæsonen er slut” på pladespilleren og skænker mig et glas vin, begynder jeg at smågræde af melankoli. På den måde glæder jeg mig ikke til at skulle tilbage på arbejde. Jeg vil hellere blive i den vægtløse tilstand, som sommeren sætter mig i."