”Jeg holdt fast i, jeg ikke var interesseret, men da han trådte ind, vidste jeg, at det skulle være os”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Peter Bangsvej på grænsen til Frederiksberg, så jeg føler mig som et rigtigt bybarn.

Vi boede i et rækkehus ved Damhussøen, og det var et lykkeligt hjem med varme, kærlighed og omsorg. Et drømmescenarie af et barndomshjem.

Læs også

Lærke Kløvedal: ”Mit eget stille oprør er, at jeg lever i en kernefamilie”

Det var også et kreativt hjem, for begge mine forældre var teaterfolk, dog bag scenen, min far var lydtekniker, og min mor var regissør. De havde skiftende arbejdstider, men min far var typisk hjemme om aftenen, og så havde vi lange dage med min mor om formiddagen som helt små. Jeg var et meget ordentligt og pligtopfyldende barn, som kæmpede lidt for tingene i skolen, for jeg ville så gerne være dygtig. Jeg var heller ikke særlig rebelsk. Det kom først, da jeg var i 20’erne."

Kom du på afveje?

"Jeg fik en kæreste og begyndte at ryge på det tidspunkt. Ja, det var bare almindelige cigaretter, men det føltes så forbudt. Desværre levede han et dobbeltliv. Vi gik alle tre på teaterskolen i Odense, og han havde på en eller anden måde bildt både mig og den anden pige ind, at skolen var et professionelt rum, hvor man ikke skulle vise, at man var kærester.

Jeg opdagede det efter at have gået længe med en mavefornemmelse, og jeg besluttede mig for at tage en snak med den anden pige. Vi fandt ud af, at han havde kaldt os begge for sin kæreste, og til sidst bekendte han kulør. Det undrer mig den dag i dag, hvordan han kunne slippe afsted med det.

Det er både det værste og det bedste, der er sket for mig. På den ene side lærte jeg at lytte til min mavefornemmelse, og i dag ved jeg, at jeg har en stærk intuition. På den anden side var jeg totalt lagt ned i lang tid, efter det kom frem, og jeg kunne ikke stole på nogen, indtil jeg mødte min næste kæreste, som havde været ude for præcis det samme, og vi fandt ro og tillid hos hinanden. Og jeg droppede hurtigt at ryge."

Hvordan fandt du din levevej?

"Det var ikke mit drømmescenarie at blive skuespiller, for jeg havde set bagsiden af medaljen derhjemme. Jeg ville ikke være væk fra mine børn om aftenen, så jeg gik benhårdt efter et otte til fire-job og regnede med, at jeg skulle læse psykologi, så jeg arbejdede for at få de tårnhøje karakterer, der skulle til.

Samtidig kunne jeg jo også se, at mine forældre elskede deres job, og da der blev sat en musical op på gymnasiet, fik min musiklærer mig overtalt til at gå til audition, og det endte med, at jeg havde en af hovedrollerne alle tre år. Jeg følte mig virkelig hjemme og kunne mærke, at jeg var det helt rigtige sted. Efter gymnasiet søgte jeg ind på skuespillerskolen fem år i træk og kom til sidst ind i Odense. I dag er jeg glad for, at jeg ikke kom let til det, for jeg lærte at arbejde for målene."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Da jeg gik på tredje år på skuespillerskolen, var jeg med i en forestilling i en nedlagt hal, som tidligere havde været et legeland i to planer. Publikum sad på to lange rækker på gulvet i salen. Da premieren havde været i gang i ti minutter, skulle alle vi skuespillere løbe frem og banke på en glasrude på det øverste plan. Jeg løb først ud, men ruden smadrede, og fordi gelænderet var lavet til børn, faldt jeg fire meter ned på betongulvet.

Mine nerver og min pulsåre i den ene arm blev revet over, og mine indvolde var kvæstede. Til gengæld havde jeg ikke brækket en eneste knogle i kroppen, fordi jeg havde fået så meget stunttræning på skolen, at min krop vidste, hvordan den skulle falde. Heldigvis sad der en i salen, som lige havde været på førstehjælpskursus, og han holdt min pulsåre på plads inde i armen. Ellers var jeg død.

Jeg var indlagt i en måned efter, og genoptræningen tog et år, hvor jeg skulle have hjælp til alt fra at gå i bad til at spise. På intet tidspunkt var jeg bange for at dø, for jeg havde en klar fornemmelse af, at mit liv ikke var slut. Jeg fik hospitalsskræk og PTSD, men jeg var aldrig bange for at dø. Heldigvis havde jeg en ulykkesforsikring, som betalte for, at jeg havde et helt team til at hjælpe mig med genoptræningen."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min elskede kæreste og vores søn, Ziggy Bob. Og nu får du den sande historie om, hvordan vi mødtes. Jeg spillede en forestilling med Simons søster (skuespiller Cecilie Stenspil, red.), og hun syntes, at Simon og jeg som par var verdens bedste idé. Jeg var lige kommet ud af et forhold og skulle have en lang pause fra mænd.

Men Cecilie holdt fast i, at hun vidste, at jeg skulle ende med hendes bror. På premiereaftenen kom han for at se forestillingen, og alle vidste, at nu skulle vi mødes. Det var så akavet. Jeg holdt fast i, at jeg ikke var interesseret, men så snart han trådte ind ad døren, vidste jeg, at hun havde ret. Jeg faldt for ham på et sekund, for han har en magisk energi omkring sig.

Der var mange andre piger, der var interesserede i ham den aften, så jeg holdt igen og lod de andre komme til, indtil vi alle gik på cocktailbar. Da vi kom ind på baren, var der ikke plads til os, men på en eller anden måde fik jeg arrangeret, at vi fik et langbord, hvor vi alle kunne være. Han satte sig ved siden af mig og sagde: ”Hvem fuck er du, der kan fikse ting på den måde?”

Da vi begyndte at snakke, holdt vi aldrig op. Måske har det noget at gøre med, at han er lillebror, og jeg er storesøster, og de vante roller startede vi ud i. Men som par skulle vi jo være ligeværdige. Det tog lidt tid, at komme ud af de gamle roller og nå dertil, men da vi endelig gjorde, var det det hele værd. Simon er så fuld af positiv energi, han kan få alle til at grine, og han bugner af kærlighed."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Vi bor i et dejligt land, hvor det ikke er noget problem, men når jeg går sammen med Simon, og vi kan se, at folk kigger på os, diskuterer vi altid hvem af os, det er, de genkender. Det var vildest, da Simon vandt Vild med dans i 2018. Der kunne vi ikke gå i Netto uden at skulle snakke med folk."

Læs også

Anne Karin Broberg: "I de år troede jeg, at mit navn var fede svin"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Jeg er fuldstændig forgabt i Flemming Bille, som er karriereclairvoyant. Jeg går hos ham cirka en gang om året, for jeg har valgt en skør branche, hvor man hurtigt kan falde ned i et sort hul, hvis der ikke er noget at lave i en periode. I dag er jeg lykkelig for, at jeg ikke fik et otte til fire-job, for jeg har brug for ikke at være så meget i kontrol.

Flemming har lært mig at stole på, at jobbene og pengene nok skal komme til mig, og jeg får altid ro, når jeg har været hos Flemming. Han er min åndelige vejleder, der får beskeder fra universet og tuner sig ind på de energier, der er i rummet. Han ved ting, som han umuligt kan gætte sig til, og flere gange er hans forudsigelser blevet til virkelighed. Jeg er fuldstændig overbevist om hans evner."

Hvordan fandt du vej til, hvor du bor nu?

"Vi bor i Simons barndomshjem i Hedehusene, hvor hans forældre bor i stueetagen. Vi flyttede ret hurtigt sammen, efter vi havde mødt hinanden i 2017, men da jeg havde boet her et stykke tid, kunne jeg mærke, at jeg ikke var helt klar til at forlade byen, så jeg købte en lejlighed på Frederiksberg. Så kom corona, og byen var helt død, og der var intet at lave.

Det var dog godt for os at bo to steder, og jeg følte, at jeg fik mig selv igen, men så besluttede vi at bygge en baby, selv om vi stadig havde to boliger. Op til termin, hvor jeg i øvrigt lige var blevet færdig med at filme Minkavlerne, fik vi så meget trang til at bygge rede, og vi kunne begge mærke, at den rede skulle bygges i Hedehusene.

Det var jo Simons barndomshjem, men for mig var det vigtigt at gøre det til vores fælles hjem og starte forfra. Så renoverede vi hele vores etage, og Ziggy kom til verden i et fødekar midt på det nylakerede stuegulv. Min bror er flyttet ind i lejligheden ved siden af, for han manglede midlertidigt et sted at bo, og nu vil han ikke herfra igen.

Vi har endda lavet en lem i væggen, som Ziggy hver morgen åbner og siger ”Godmorgen onkel” igennem, og vi har et hejsesystem, så vi kan sænke en kurv ned til mine svigerforældre i stuen, hvis vi lige skal låne noget mel. Det var så godt, jeg kom tilbage hertil, og nu er lejligheden på Frederiksberg solgt."