Anne-Mette Rasmussen fik en dag et uventet brev i postkassen: ”Jeg tænkte bare: Ja tak”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født på en gård i Englerup (på Midtsjælland, red.), hvor min far var landmand. Min farmor boede i en lejlighed i den ene længe, fordi hun tidligt var blevet alene.

Derfor var vi tre generationer, der boede sammen, og det kan jeg varmt anbefale. Farmor havde sin egen afdeling på gården og var som en tredje forælder for mig. Hun lærte mig at brodere, mens hun fortalte mig sin livshistorie og gårdens historie, for den havde været i familiens eje siden stavnsbåndet.

Jeg var et nysgerrigt barn, selv om mine to storesøstre vil sige, at jeg var vild. Men det syntes jeg, vores lillebror var, da han kom til verden, da jeg var fem. Indtil da havde mine søstre hinanden, mens jeg gik rundt på gården sammen med vores far – ofte var jeg lige i hælene på ham på min trehjulede cykel. Jeg havde dog også legekammerater i landsbyen, som jeg legede elastik og dåseskjul med. Når det var høst, stablede vi hø på loftet, og ellers hjalp vi til med dyrene. En gård er et fællesskab, men samtidig har man den største frihed.

Læs også

Helle Thorning-Schmidt: "Jeg blev så træt af alt det fokus på mit udseende"

Jeg plejer at sige, at alle børn burde vokse op på en gård, for det følger en hele livet. Jeg synes, børn i dag trænger til de gamle – ikke gammeldags – værdier. Man burde faktisk kalde dem de nye værdier. Fællesskab, gode manerer og respekt for andre. Hvis de havde det, ville der ikke være så mange psykiske problemer blandt unge. Hvis du har en god base med dig, bliver du stærk."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg var 18 år, og Anders var 23, da vi mødtes. Jeg gik på handelsskolen, og han læste også stadig og boede i Jylland. Vi mødtes i Kirke-Hyllingehallen til en fest, hvor han var med en anden venstremand, og jeg var med to belgiske piger, som var på ferie hos mig. Vi besluttede os for alle fem at tage på tur til Knuthenborg Safaripark en uges tid senere, selv om det vist mest var en undskyldning for, at jeg kunne se Anders igen.

Det blev til mange weekender, hvor Anders og jeg tog frem og tilbage mellem Sjælland og Jylland. Jeg kunne først tage af sted lørdag, når jeg var færdig med mit rengøringsjob i Brugsen, og så skulle jeg med Kalundborg-Århus-færgen, som dengang tog tre timer. Dér har jeg skrevet mange handelsskoleopgaver. Når jeg skulle retur, var det med toget til Holbæk, og så hentede min far mig på stationen til midnat.

Anders og jeg har været sammen snart 45 år nu, og jeg har ingen opskrift på det, men det handler nok meget om at give hinanden plads. Jeg hører indimellem om par, der skal spørge hinanden om lov til alt. Anders og jeg har både fælles venner, men også venner fra før vi mødtes, og dem skal vi da have lov at gå i byen med hver især.

Vi har været enige om det meste, for eksempel opdragelsen af vores børn, og der kommer vi tilbage til de gamle dyder. Det har dog altid været mig, der tog beslutningerne, fordi Anders var så meget væk. Hver sommer tog Anders en kanotur med hver af børnene for at give dem alle tid med deres far. Selv om de er søskende, er de så forskellige.

Henrik gik mest op i at overhale alle de andre på åen. Maria kunne godt lide at være på campingpladsen og snakke med alle de andre, mens Christina mest gik op i det tøj, de skulle have med på turen. Hun spiste middag på campingpladsen i fin kjole og krævede også, at Anders var klædt om til middagen. Jeg kan stadig genkende de ting hos dem."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg elskede livet på gården, og fordi jeg var en hestepige, drømte jeg om at have mit eget stutteri. Men da jeg blev ældre og for alvor skulle finde min levevej, blev det sprog, og jeg startede på at læse korrespondent. Det var lige efter, jeg var blevet gift, og vi skulle have Henrik, så jeg droppede studiet som 21-årig for at blive hjemmegående, for jeg havde ikke lyst til at overlade pasningen af mine børn til fremmede.

Læs også

Disse tre kvinder skal spille Danmarks mest berømte kvinde – og de har én ting til fælles

Da jeg var 25, havde jeg tre børn. Hver gang jeg havde født, blev jeg sendt hjem med en brochure om, hvordan man undgår at blive gravid, men det vidste vi altså godt, og de tre børn, vi fik, kom ikke helt tilfældigt. Jeg ville have de børn, men det betød så, at jeg ikke fik min uddannelse. I dag er jeg glad for, at jeg startede tidligt, for jeg har otte børnebørn uden at være helt affældig.

Jeg tror, man skal lave sin egen opskrift i livet, for ingen kan sige, hvornår man skal gøre karriere, og det skal politikere slet ikke bestemme. Da Christina, vores yngste, var halvandet år, startede jeg som kommunal dagplejer, og det var jeg i 13 år, for så kunne jeg være hjemme, mens arbejdet kom dumpende ind ad døren. Jeg er faktisk facebookvenner den dag i dag med flere af de børn, jeg passede dengang. Efter de 13 år begyndte jeg at læse til pædagog, for der var mine børn så store, at vi kunne sidde og lave lektier sammen. Senere blev jeg pædagog i Børnehuset i Holte, hvor jeg først stoppede, da Anders blev generalsekretær i NATO, og vi flyttede til Bruxelles.

Det var jo egentlig ikke mig, der søgte om at blive statsministerfrue, men jeg havde det fint med det. Når jeg ser tilbage, har vi oplevet så meget især på de officielle rejser. Når man skal afsted, spørger værterne altid til ægtefællens interesser, så jeg fik set skole, børnehaver, børnehjem og hospitaler i hele verden – alt der havde noget med børn at gøre. Jeg har set børnehjem i både Afrika og Indien og et brasiliansk drengehjem, hvor børnene havde lavet en sang til mig.

Det var så rørende, at jeg måtte knibe mig i armen. Indimellem kunne jeg dog godt drømme om at være en flue på væggen og opleve det hele på den måde. Men tænk at jeg har været i kejserpaladset i Japan, hvor man virkelig tænker ”tak spids”, når man går ind ad den høje port. Når man så kommer ind på den anden side og møder kejserparret, er de jo et helt almindeligt par, som man sidder og får en kop kaffe med.

Sådan er det med alle præsidenter og kejsere, jeg har mødt: De er helt almindelige mennesker ligesom os andre. Vi fik et særlig godt forhold til George Bush og hans frue, Laura, som vi besøgte i Camp David. Den morgen vi skulle flyve dertil med helikopter, spurgte de endda vores søn og svigerdatter, om de ville med. Henrik troede, det var en joke."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det var nok min farmor. Ikke at hun blandede sig, for hun var en meget stille og rolig kvinde. Da jeg var lille, kom kirkebilen og hentede os. Det var kun mig, der kom med, men det var vist mest fordi, jeg alligevel altid hang oppe hos hende.

Læs også

Mikael Kamber om kærligheden: ”Da vi sad og så solen gå ned, blev vi kærester”

Jeg syntes også, det var spændende at sidde i kirken med farmor, og så havde hun altid bolsjer med. Når farmor havde besøg hjemme af enten præsten eller veninder, var jeg der også altid. Jeg skulle ikke gå glip af noget. Da jeg kom i den alder, hvor jeg syntes, at mine forældre ikke gav mig lov til noget, gik jeg op til farmor og rasede ud. Hun tog ikke parti, men jeg kunne snakke med hende om alt, og hun skældte aldrig ud. Aldrig.

Det var heller ikke nødvendigt, for jeg kunne slet ikke bære det, hvis jeg kom til at være uartig over for hende. Jeg tror, vi minder en del om hinanden. Hun var stille og rolig og hvilede i sig selv, og man vidste, hvor man havde hende."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"En dag da jeg kom hjem fra arbejde og tømte postkassen, lå der et brev til mig, som var sendt fra TV2 via Statsministeriet. Da jeg så, de spurgte mig, om jeg ville være med i Vild med dans, tænkte jeg bare ”ja tak”.

Vi elsker at danse, og alle vores tre børn har gået til dans. Nu fik jeg chancen for at danse med en professionel, og jeg var ikke i tvivl. Det viste sig, at casteren var blevet gjort totalt til grin, da de andre på produktionen havde hørt, at hun havde spurgt mig. Da jeg ringede til hende, startede hun med at holde en lang forsvarstale, men så sagde jeg: ”Jeg ringer jo fordi, jeg gerne vil være med”. Jeg havde dog lige nået at fortælle det til Anders, inden jeg sagde ja, men han vidste godt, at han ikke havde noget at skulle have sagt i den sag.

Jeg vidste til gengæld godt, at den ene halvdel af befolkningen ville sige, at jeg var sej, mens den anden ville sige, at jeg ikke var rigtig klog. Men for mig handlede det om dans, og jeg var faktisk ligeglad med, at det kom i tv. Det var nogle fantastiske mennesker, der var med det år. Hans Pilgaard, Anne Grethe Bjarup Riis… Hver fredag aften gik vi på diskotek, når showet var slut. Desværre spilles der ikke ret god musik sådan nogle steder, så vi satte os bare i et hjørne og fik serveret drinks.

Jeg røg ud som den fjerdesidste, og jeg havde aldrig troet, det skulle slå mig sådan ud, men jeg gik derhjemme og var et rigtigt grødhoved hele den weekend. Jeg havde levet i en boble, hvor dansen havde fyldt alt for mig; presse, tøjprøver, dans, og pludselig blev jeg sparket ud."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg vil gerne være den samlende bedstemor for børnebørnene, men det er selvfølgelig lidt svært, når nogle af dem bor i USA, men vi samles i Frankrig denne sommer. Anders og jeg bor stadig i Nærum, og vi kommer ikke til at flytte til København, for så kan du lige så godt lægge mig i graven med det samme. Jeg hader byer. Nærum er fint, men det ville ikke røre mig at flytte på landet igen.

Da jeg var barn, sad jeg altid hos farmor og kiggede ud over markerne gennem hendes vinduer og sagde: ”Farmor, jeg flytter aldrig fra Englerup”, men når jeg spejdede ud over markerne, må jeg jo have kigget efter et eller andet. Man ved aldrig, hvad skæbnen bringer."