Hvordan fortæller man om overgreb, hvis man ikke forstår det?

Hvis man ikke forstår, at man er blevet udsat for et overgreb, kan det være svært at få den hjælp, man har behov for. For mange mennesker med kognitive vanskeligheder som hjerneskader eller udviklingshæmning betyder det, at de ikke får hjælp til at bearbejde traumer efter seksuelle overgreb.

Får de ikke behandling, har de endnu sværere ved at sætte grænser og risikerer at blive offer for flere overgreb. I forvejen er udviklingshæmmede mere udsatte, fordi de færdes i miljøer med mennesker, der har svært ved at forstå hinandens grænser. Derfor er det også dybt problematisk, at de ikke får den rigtige hjælp, påpeger Rikke Sophie Bak, psykolog og konstitueret leder af Center for Voldtægtsofre. Udfordringen er, at fagfolk ikke har betragtet deres problemer på lige fod med andre, der har været udsat for overgreb:

- Man har troet, at de ikke kunne profitere af psykologbehandlingen, og derfor er de blevet afvist, fordi de har været udviklingshæmmede, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Overgrebet ingen tog seriøst

De svære grænser

Mange udviklingshæmmede har generelt svært ved at forholde sig til deres egne og andres grænser – og det gør det rigtig svært at sige fra, når man er udsat for et overgreb, forklarer Maria Lincke Jørgensen, der er chefkonsulent og etnolog ved Socialt Udviklingscenter:

- Hvad synes jeg er rart? Hvordan føles det i kroppen, når nogen rører ved mig? Hvordan reagerer andre, når jeg eksempelvis sidder og onanerer i klassen. Alt det handler om at sætte grænser, og det er svært for alle mennesker. Men for udviklingshæmmede er det rigtig svært at finde ud af. Det er bare følelser i kroppen, og hvordan sætter man ord på det?

Seksualitet er i det hele taget en stor udfordring for mange udviklingshæmmede – både for dem selv og deres omgivelser. Hvis man sidder overfor en mand på 19 år, der mentalt er på niveau med et barn, hvordan skal man så tale om sex med ham. Det har mange fagfolk af gode grunde svært ved at finde ud, forklarer Maria Lincke Jørgensen:

- Man har en kronologisk alder, som handler om, hvordan kroppen udvikler sig, og hvornår man kommer i puberteten. Men så har man måske en kognitiv alder, der er en hel anden og måske svarer til et barn. Hvordan man støtter et menneske, der er så forskellig kognitivt og fysisk er en udfordring for mange. Hvornår krænker man dem ved at tale om seksualitet. Er de overhovedet et sted, hvor de er klar til at tale om seksualitet? Eller krænker man dem ved at lade være, fordi de ikke får udlevet deres seksualitet?

Hos Udviklingshæmmedes Landsforbund kender de til mange sager, hvor ofrene aldrig er blevet taget seriøst. Æresformand Lisbeth Jensen mener, et af problemerne er, at sex og kærlighed mellem udviklingshæmmede i alt for mange år har været tabuiseret:

- Man tror ikke, at udviklingshæmmede har et sexliv og kærlighedsforhold. Derfor tror folk ikke altid på det, vi fortæller. Men det er vigtigt, at der er nogen, som tror på en – når man siger så noget, er det ikke for sjov. Tag os som de mennesker, vi er og den alder, vi er i og tænk ikke kun på os som et barn, fordi vi læringsmæssigt er fem år. Den alder skal man ikke bruge, for man er reelt set et voksent menneske. Vi vil behandles som voksne mennesker og ikke børn.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt

Lovende resultater

De psykiske konsekvenser efter et overgreb er stort set de samme for udviklingshæmmede som for alle andre ofre for seksuelle overgreb. De døjer med søvnbesvær, bliver bange for at bevæge sig ud alene, genoplever overgrebet som flash back og får mareridt. Men nu ser det også ud til, at behandlingen er stort set den samme som til alle andre, der har været udsat for overgreb.

Center For Voldtægtsofre har i samarbejde med Socialstyrelsen kørt et projekt, hvor de har haft klienter med forskellige former for kognitive funktionsnedsættelser (personer med hjerneskade, autisme samt udviklingshæmmede) i behandling. Og resultaterne har været virkelig positive, forklarer psykolog Rikke Sophie Bak, der selv har haft mange af klienterne i behandling.

De har måttet tilpasse nogle af deres metoder, så klienterne eksempelvis har skullet tegne overgrebet i stedet for at fortælle om det med ord – men i det store og hele er behandlingen den samme. Forsøget er mundet ud i en psykoterapeutisk guide med viden om, hvordan man behandler den her særlige målgruppe.

Rikke Sophie Bak håber, at resultaterne kan være med til at sikre mennesker med kognitive funktionsnedsættelser bedre behandling i fremtiden:

- Jeg har været overrasket over, at behandlingen så hurtigt har hjulpet – og hvor stor en hjælp det har været for dem. Der har været en tro på eller en myte om, at udviklingshæmmede ikke kunne profitere af psykologisk behandling. Så det har været en øjenåbner, hvor ens de reagerer i forhold til klienter uden de vanskeligheder. Det er vigtigt, at vi får udbredt det budskab, fordi mange tror, at de udviklingshæmmede ikke kan tage imod hjælp.

LÆS OGSÅ: "Jeg var bare en tom skal"

LÆS OGSÅ: Jeg kunne ikke holde ud, nogen skulle se på mig

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt