Leopold er 42 år og barnløs: ”Det er en følelse af, at løbet er kørt. Og det er usædvanligt trist”

Den vinter, da det gik op for Leopold Sireborn, at han måske aldrig ville få børn, var lige præcis en måned længere, end vintre plejer at være. Sådan husker han den i hvert fald.

Han var netop kommet ud af et forhold til en kvinde – et forhold, som egentlig aldrig rigtig havde fungeret, men som han stædigt havde holdt fast i, fordi det havde virket som sidste udkald, hvis han skulle nå at få den kernefamilie, han altid havde drømt om.

LÆS OGSÅ: Når familien går itu: "Den største fejl, man kan begå som forældre, er ikke at kunne sige undskyld"

– Da det ikke lykkedes med os, hvilket det af gode grunde ikke gjorde, for vi passede ikke sammen, lå jeg en hel, lang vinter og spekulerede. Og der gik det op for mig: Jeg når det sgu ikke, fortæller han.

Leopold Sireborn er 42 år og drømmer om at få et barn. Han har netop fortalt sin historie i DR-programmet "Vil du føde mit barn?" Foto: DR.

Det er fire år siden, at erkendelsen ramte Leopold Sireborn. I dag er han er 42. Han arbejder som lokofører, bor i Københavns Sydhavn og har et sommerhus i Sverige og en guitarsamling, som han har opbygget gennem flere år. Han har haft mange gode kærlighedsforhold, fortæller han, gode venner og veninder og i det hele taget meget at glæde sig over. Men han har stadig ikke børn. Og det føles som at mangle en hel dimension i sit liv, konstaterer han tørt:

– Det er en følelse af, at løbet er kørt. Og det er en helt usædvanligt trist følelse. Det føles som om, at der er blevet taget en stor luns af én, som om man mangler noget helt essentielt i forhold til at være et helt menneske. Der er en helt enorm tristhed i det, på daglig basis faktisk. 

"Vil du føde mit barn?"

Leopold Sireborn er en af de fire mænd, som i DR2-programmet "Vil du føde mit barn?" for nylig fortalte åbenhjertigt om, hvordan det er at være mand, midaldrende og barnløs.

– Jeg syntes, at der lå en vigtig debat i det, fortæller Leopold om sit motiv for at deltage i programmet.

– Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan det er gerne at ville have børn uden at kunne få det og hvilke muligheder, man har. Det er meget ulige, men det er også meget komplekst, siger han og forklarer:

LÆS OGSÅ: Mor uden mave 1: Kristina skal være mor - men det er hendes kone Sidsel, der skal føde barnet

– Kvinder har helt sikkert nogle muligheder, mænd ikke har. Det kan let få mig til at lyde lidt bitter, når jeg siger det, men sådan er det egentlig ikke. Uligheden er jo først og fremmest anatomisk – kvinder kan gøre det selv, og det kan mænd bare ikke. Men så er der den politiske del, hvor manden er dårligt stillet, hvis nu for eksempel moren til hans børn vælger at forlade ham. Lige nu tænker jeg for eksempel på at indgå en aftale med en kvinde om, at vi kan få et barn sammen, men det er jo hele tiden med frygt for, at hun en dag vil trække sig fra aftalen. Så ville jeg formentlig miste mine børn.

Flere og flere kvinder vælger i dag at benytte sig af kunstig befrugtning og blive solomødre, og det kan Leopold Sireborn godt forstå. Men selv har han svært ved at vinke farvel til tanken om en familie med to forældre, og han mener heller ikke, at det at bruge en rugemor, som er mændenes mulighed for at få børn alene, er et reelt alternativ til kunstig befrugtning:

– Det ville koste for megen smerte. Ikke for mig, men for hende. Det må være så smertefuldt at få sit barn revet væk fra sig, uanset hvor mange penge man har fået for det, uanset hvor gode forholdene er. En mand, som fravristes nogle sædceller, kommer ikke til at savne dem. Men sådan er det ikke for en rugemor. Det er en andens barn, jeg tager. Og det, tror jeg ikke, at jeg kan.

LÆS OGSÅ: Pia oplevede et mareridt, da hun fik sit første barn

I dag går han i stedet efter en form for aftale, hvor han kan være i et venskabsforhold med barnets mor. Og efter at have deltaget i programmet har en mulighed faktisk vist sig:

– Jeg står nu i en ny situation, hvor jeg nu har fundet en kvinde gennem regnbuebarn.dk, som jeg skal mødes med og se, om vi måske kunne få det til at fungere.

Hvad er dit drømmescenarie?

– Drømmescenariet var jo en kernefamilie. Men nu har jeg efterhånden indstillet mig på, at det nok ikke kommer til at ske. Så som situationen er nu, er muligheden et aftaleforhold. Jeg vil klart foretrække, at vi kan finde et hus sammen, som er stort nok til, at vi kan bo sammen, men adskilt, for eksempel med en over- og underetage. Jeg skal kunne være en aktiv far, og hun skal kunne være en aktiv mor. Vi skal kunne tale sammen og måske have et fællesrum, hvor vi kunne spise sammen eller mødes i hverdagen. Det er vigtigt for mig, at vi kan stole på hinanden og være trygge ved hinanden – selvom det ikke er et kærlighedsforhold.

Legeonklen

Leopold Sireborn har drømt om en kernefamilie, lige siden han var barn, fortæller han. Og han har da også været i flere forhold tidligere, hvor børn har været på tale. Alligevel blev det aldrig rigtig til noget.

LÆS OGSÅ: Faren, der ikke tog orlov: "Jeg er måske lidt old-fashioned"

– Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være far. Jeg har sat en masse små markører rundt omkring i min barndom, hvor jeg tænkte: "Dette vil jeg huske, til når jeg selv får et barn". Og når det så af forskellige årsager ikke er lykkedes, har jeg bare tænkt: Det bliver nok næste gang. Men det blev det bare aldrig.

Men hvis du altid har vidst, at du gerne ville være far og stifte familie, hvorfor er du så havnet i den her situation, tror du?

– Vi mænd er ret ignorante overfor, hvordan vores kroppe føles. Vi tror, at vi er unge for evigt, og derfor kommer vi for sent ud. Kvinder har det her biologiske ur, som gør, at de på et tidspunkt begynder at tænke: Nu er det altså ved at være nu med de børn. Det har manden ikke på samme måde. Sådan har jeg i hvert fald haft det, og det er der også flere af de andre mænd i programmet, der nævner.

Hvad er det ved det at blive far, du ikke vil gå glip af?

– Det er nok det at kere sig om nogen, at være der for nogen, at der er en mening med at stå op om morgenen. Det ville en partner selvfølgelig også kunne give, men et barn er afhængig af én på en anden måde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det bedre, for jeg har jo ikke fået børn. Men jeg har en følelse af, at der er noget helt essentielt, der mangler.

– Jeg prøver jo at få opfyldt den dimension ved at være sammen med mine venner og deres børn, at være en "legeonkel", og det holder jeg jo meget af, men det er stadigvæk ikke det samme.

Leopold Sireborn er ikke længere "aktivt søgende" efter en partner, som han udtrykker det. Det kostede ham for meget følelsesmæssig energi og førte til for lidt. I stedet lader han døren stå åben i forhold til at finde en aftalepartner at få børn med, og ellers prøver han at fokusere på andre ting, som giver hans liv mening – blandt andet lange rejser, som han har frihed til at tage på, fordi han er alene og ikke skal sørge for andre end sig selv.

LÆS OGSÅ: Der er ikke markant flere mænd på forældreorlov, end der plejer

Han håber, at "Vil du føde mit barn?"-programmerne har været med til at sætte nogle tanker i gang hos danskerne og til at sætte mænds familiepolitiske rettigheder på dagsordenen, forklarer han.

– Og så håber jeg, at de mænd, der har set programmet, bliver klar over, at de skal få fingeren ud, hvis de gerne vil have børn. At selvom de føler sig unge som 35-40-årige og ikke mærker det biologiske ur tikke, så følger de jo stadig kvindernes biologiske ur. Så hvis de vil have børn, bør de overveje det samtidig med at kvinderne begynder at overveje det – i hvert fald hvis de forestiller sig, at de skal have en nogenlunde jævnaldrende partner, forklarer han og tilføjer:

– Ellers ender de i samme situation som mig. Med at toget kører forbi dem.

"Vil du føde mit barn?"-programmerne kan ses på dr.dk her.

LÆS OGSÅ: #Regrettingmotherhood skaber debat: Må mødre fortryde?

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

LÆS OGSÅ: Solomor: "Man kan altid finde en kæreste. Men man kan ikke altid få børn"