”Vi var begge et sted i livet, hvor vi gerne ville stifte familie”
Da Birgitte Hjort Sørensen indtog Hollywood, fik hun store roller, mødte Mick Jagger og kunne næsten ikke nå jorden. Men da hun kom hjem, landede hun på sin sofa med et brag – og græd. I dag er hun glad småbørnsmor og teateraktuel.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var Munkerisparken i Birkerød, hvor jeg boede, fra jeg blev født, til jeg var 12 år. Jeg boede sammen med mine forældre og mine to ældre søstre i et typisk etplans halvfjerdserparcelhus, hvor bøgehækken langsomt voksede op, mens vi boede der. Det var et meget normalt hjem med to udearbejdende forældre, som begge var læger. I dag kan jeg godt se, at de arbejdede en del, og min mor nævnte det også for nylig, men jeg husker det ikke sådan. Jeg husker faktisk bedst søndagene med brød fra bageren og frokoster på terrassen i sommerferien.
Jeg stod på rulleskøjter på vejen og legede med et par tvillinger, som boede på den anden side af hækken. Jeg var et meget pligtopfyldende barn, som også havde ret travlt med, at andre skulle gøre alting rigtigt, indtil min klasselærer, Annie, satte en stopper for det. Tvillingerne syntes vist også, det var lidt træls at lege på mit værelse, hvor de ikke måtte røre ved noget, fordi alting havde en fast plads.
Jeg var glad for at optræde allerede som barn, og jeg havde intet problem med opmærksomheden, der fulgte med. Jeg kunne også i en tidlig alder relatere til andres følelser. Jeg kan huske, at jeg, da jeg var omkring seks år, så en reklamefilm om en hundehvalp, der prøver at få en lille drengs opmærksomhed, men han sidder bare og ser tv. Hunden laver alverdens kunster, og til sidst tager den og pakker en lille hårbørste i en kuffert og rejser væk. Jeg GRÆD! Det var så forfærdeligt, at min mor måtte trøste mig."
Annonse
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg gik på en skole, som lavede skolekomedier hvert år, og dem var jeg altid med i. Jeg var dog ret boglig, så jeg troede, jeg skulle på universitetet, men som 19-årig kom jeg med i det, som hed Væksthuset i Gladsaxe. Det var et fedt sted for unge, der overvejede scenevejen. Man fik undervisning flere gange om ugen og satte en forestilling op sammen med professionelle folk fra branchen. Det er et projekt, som har født mange skuespillere.
Indtil jeg kom med i Væksthuset, troede jeg, at det handlede om, at jeg godt kunne lide den opmærksomhed, der fulgte med, når jeg optrådte, men det hele var stimulerende for mig; teksterne, samspillet med de andre, sang og dans. Jeg følte, jeg kunne bruge alle sider af mig selv, og jeg mødte mange unge, der ville det samme som mig, så vi var et lille hold, der gik til optagelsesprøverne på teaterskolerne sammen.
Jeg vidste godt, det var svært at komme ind, men mine lærere bakkede mig op. Jeg kom videre til tredjeprøven i Aarhus, men fik til sidst et afslag, og det var sundt for mig at opleve. Indtil da havde jeg ikke haft ret store faglige nederlag. Heldigvis kom jeg ind året efter i København. Forinden nåede jeg at være piccoline i et IT-firma, og i en periode var jeg også i Illums afdeling for bad og dyner. Jeg var endda på en hel dags kursus i dyner, så jeg ved, hvordan man tumbler en dyne helt korrekt."
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"Mine forældre var autoriteter på deres arbejde, og min morfar var skoleinspektør, så han var også en autoritet. Derudover er vi generelt ret autoritetstro i min familie. Måske af den grund har jeg altid været god til at bruge de lærere, jeg har haft. Jeg havde blandt andet min klasselærer Annie, som jeg støttede mig til i de år, hvor man frigør sig fra sine forældre.
Annie var meget varm og favnende og personligt engageret i sine elever. Hun kunne også være skrap og sætte grænser, som dengang hun mente, jeg var lidt for meget politimand over for mine klassekammerater. Jeg kan huske, at vi skulle skrive en stil i 4. klasse om, hvad vi var bange for.
Lige på det tidspunkt var mine forældre ude at rejse i 14 dage, og jeg skrev i stilen, at jeg både var bange for, at de ikke skulle komme hjem igen, men også for, at jeg kun kunne gå til svømning, hvis jeg havde korkbælte på, og at de andre så ville grine ad mig. Da jeg fik stilehæftet tilbage med hendes håndskrevne kommentarer, omfavnede hun min frygt så fint og skrev, at det var helt normalt, og at andre også var bange.
Annonse
Det er kun få måneder siden, jeg holdt 25-års jubilæum med min folkeskoleklasse, og der var Annie også. Hun har fulgt min karriere og ser tit de ting, jeg laver, og vi har stadig kontakt."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det sker ikke så meget, eller også gør danskerne bare ikke et stort nummer ud af, når de genkender mig. Det er mere intenst i England, hvor jeg er lidt af en eksotisk fugl. Det er både dejligt og underligt, at en relativt lille og smal tv-serie om dansk koalitionspolitik har gjort, at jeg bliver genkendt i England, men jeg er både blevet stoppet af en israeler i Londons undergrund, en hipster i New York-bydelen The Village og af Mick Jagger."
Vejen til Mick Jagger?
"Han var musikproducer på serien Vinyl (amerikansk drama-tv-serie, red.), som handler om pladeindustrien i 1970’erne, og hvor jeg spiller en Andy Warhol-muse. Jeg regnede ikke med, at Mick Jagger vidste, hvem jeg var, men en dag vi optog en stor festscene i en have på Long Island, kom han pludselig hen til mig i frokostbuffeten, stak hånden frem og sagde, at han havde nydt Borgen. I sådan en situation kan ingen keep their cool, og jeg tror næsten ikke, jeg kunne tale."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Ja, især lige efter at jeg havde arbejdet flere år i udlandet fra 2013 til 2016. Det første stykke tid var det sjovt og livgivende at være i England, USA og Bulgarien, hvor jeg boede på hoteller og lavede tv, teater og store Hollywood-produktioner, men da jeg efter flere år på den måde en dag landede på sofaen i min lejlighed i København og sad og spiste peanutbutter direkte af glasset, begyndte jeg at græde.
Jeg havde været vant til, at det ene fede projekt afløste det andet, men pludselig var jeg arbejdsløs, og der var så stille. Jeg troede, det ville være fedt at have tid til at trække vejret i København, men der lå jeg bare og græd. De tilbud, jeg fik, var små roller, hvor jeg skulle spille en eller andens kæreste, der stod i baggrunden og græd på en sexet måde, men jeg kom jo lige fra Mick Jagger, Martin Scorsese og Game of Thrones.
Det lyder vanvittigt, men jeg havde det sådan: ”Ved I godt, hvem jeg er?” Jeg troede, jeg var på vej mod stjernerne. I Hollywood er de så dygtige til at bygge dig op, men de ringer jo ikke bagefter for at høre, hvordan du har det, det er jo dybest set bare en forretningsforbindelse. Jeg kom i tvivl, om jeg havde misforstået min egen værdi.
På et tidspunkt fik jeg dog i løbet af samme weekend en række oplevelser, der var som en åbenbaring. Først og fremmest var jeg på en yogaworkshop, hvor en meget dygtig lærer fik min krop og mit sind til at arbejde sammen igen. Derudover havde jeg to af hinanden uafhængige samtaler med kvinder, som var begyndt at studere midt i livet.
Det havde jeg aldrig tænkt på som en mulighed, men det føltes, som om skyerne skiltes, og lyset ramte mig. Det kunne jeg sgu da også gøre? Jeg nåede så langt som til at melde mig til et matematikkursus, så jeg kunne læse noget samfundsfagligt, men det er ikke blevet til noget endnu."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har Kristian, som er redaktionschef og for tiden arbejder på X-Factor. Vi mødtes, da jeg skulle til casting på en tv-station, som manglede værter. Jeg var ret snobbet omkring det og tænkte: ”Jeg skal sgu da ikke være tv-vært”, men jeg havde ikke andet arbejde på det tidspunkt, så jeg tog af sted, og til min egen overraskelse var det både svært og udfordrende.
Blandt andet skulle jeg lave en fake liveoptagelse, hvor de på et tidspunkt lod, som om forbindelsen til produktionen røg, så jeg skulle ”træde vande”. Jeg fik et kæmpe kick ud af det. Det var Kristian, der stod for den casting, og vi så hinandens drive – og havde det sjovt sammen. Og vi var begge et sted i livet, hvor vi gerne ville stifte familie. Det betyder også noget.
Annonse
Desuden havde vi en alder, hvor vi havde prøvet nok i livet til at vide, at der ikke var grund til at spille kostbar alt for længe. Kristian er dog ikke meget for at være fremme i offentligheden, så jeg taler sjældent om ham. Jeg værner også selv om mit privatliv, for det er bedst, at publikum ikke ved, hvad jeg har i mit køleskab, når jeg skal stå på en scene og opretholde illusionen om, at jeg er en anden."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej til prøve på 'Farlige forbindelser', som er et stykke, jeg har spillet før på Broadway, og som mange nok kender fra 80’er-filmen af samme navn. Det er egentligt en brevroman fra 1782, som foregår i den franske adel – et kynisk og dekadent miljø. Hovedpersonerne er en mand og en kvinde, som mestrer det erotiske og kærlighedsmæssige rænkespil og opfører sig som dukkeførere over for andre mennesker.
De er den slags mennesker, som har alt for meget tid og derfor mest går op i sig selv og deres facade, men faktisk er ensomme. Jeg spiller den eneste rene sjæl – næsten – Madame de Tourvel, som er en voksen, religiøs og lykkeligt gift kvinde, der bliver offer for hovedpersonernes rænkespil. Der er mange paralleller mellem den franske adel i 1780’erne og USA i 1988, da filmen udkom, og yuppiekulturen var på sit højeste, og vores verden i dag, hvor der på sociale medier også er stor kynisme og fokus på overflade og materielle goder. Efter prøverne skal jeg hjem og lave mad til mine børn og sørge for, at deres flyverdragter er tørre til i morgen."
