Blake Lively afslører: Der var i virkeligheden to grunde til, at hun kom til Danmark
Hollywood-stjernen Blake Lively tog turen over Atlanten for at være i København i forbindelse med gallapremieren på hendes nye film – men det var ikke den eneste grund til hendes besøg
Den amerikanske skuespiller Blake Lively er for mange nærmest synonym med sin rolle som high school-eleven Serena Van Der Woodsen i tv-serien ”Gossip Girl.”
Men nu er hun aktuel som hovedrolle i filmen ”It ends with us,” som er baseret på bestseller-bogen af samme navn.
I den forbindelse er Blake Lively i fuld gang med en omfattende pressetour, og har lagt vejen forbi både New York og London for at fejre sin nye film – og senest var turen nået til København, hvor hun fredag deltog i gallapremieren i Imperial Biograf.
Men hvorfor var valget faldet på lige netop København som det næste stop på hendes rejse?
Det afslørede hun overfor ALT for damerne, da vi mødte hende til et interview inden den store gallapremiere.
Blake Lively i Nyhavn. Foto: Robin Skjoldborg
”Jeg prøver at få et visum, så jeg kan bo her, men indtil da vil jeg prøve at gemme mig i et skab, hvor ingen kan finde mig, så jeg kan snige mig ind her i landet,” siger hun grinende med et ironisk glimt i øjet og fortsætter så:
”Jeg har været her en enkelt gang før og var vild med det.”
Udover skuespillerens personlige begejstring for Danmark viste det sig, at det gav god mening at presseturen også inkluderede et stop i lige netop København.
”De (presseteamet, red.) talte om, i hvilke lande bogen har haft stor succes, og ét af de steder var København, så da de spurgte mig, sagde jeg, at jeg ville elske at tage til København,” siger Blake Lively og mindes sit tidligere besøg til den danske hovedstad:
”Jeg var her i 4-5 dage for 10 år siden, og jeg havde den bedste tid her. Vi var i Tivoli, vi cyklede rundt alle steder, vi spiste på Noma og alle mulige andre restauranter, og vi så kronjuvelerne. Det var bare skønt og en smuk oplevelse,” lyder det begejstret fra stjernen.
Den nye film ”It ends with us” med Blake Lively i hovedrollen kan ses i biografer landet over fra den 5. september.