Er vi tvunget til at deltage i vores søns dyre bryllup?
Min søn er blevet hemmeligt gift på rådhuset, men nu har han og sin hustru inviteret til et ekstra bryllup i Italien til sommer. Dog har min mand og jeg ikke råd til at deltage grundet omkostningerne, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om deltagelse i dyrt bryllup
Min søn og svigerdatter meddelte for et år siden ud af det blå, at de var blevet gift i al hemmelighed.
Min svigerdatter nævnte her, at hun godt vidste fra min søn, at jeg ville blive vred over, at vi ikke blev inviteret med til brylluppet. Det blev jeg da også inderst inde, men de havde så valgt blot at have et par venner med på rådhuset.
Min søns far er død, og jeg har i de sidste mange år været gift med en mand, som er fuldt ud bedstefar for vores lille barnebarn.
Nu har vi så modtaget en indbydelse til bryllup i Italien til sommer, hvor min søn og svigerdatter har lejet et vinslot og vil holde fest. De vil betale for tre overnatninger med morgenmad og så mad på selve festdagen. Flybilletter og alt andet skal vi selv bekoste. Så inden, vi får set os om, vil turen løbe op i 10-12.000 kroner, for vi skal også have vores hunde i pension imens.
Samtidig skal vi flytte og her betale 30.000 kr. i indskud, og vi har derfor ikke råd til at tage med til brylluppet i Italien. Det har vi fortalt dem, og det er de fornærmede over og helt uforstående overfor. De har nemlig selv en helt anden og langt bedre økonomi end os.
Som en løsning foreslog min søn mig så, at min mand kunne blive hjemme og passe hundene. Det synes vi ikke, er nogen god løsning, og derfor meddelte vi dem, at vi finder det urimeligt, at de pålægger os og andre en så stor udgift for en fest i udlandet. De er jo også allerede blevet gift, og der var vi ikke velkommen. Jeg er ikke vred, mere ked af det hele, men er det mig, der er helt gal på den?
Vibeke Dorph råder til at foreslå et alternativ
Jeg ønsker på ingen måde at optrappe den kedelige konflikt, der er opstået mellem dig og din søns familie. Jeg bliver alligevel nødt til at give dig ret i, at din søns og svigerdatters ageren virker egoistisk. For det lyder da skønt med vinslot og fest i det italienske, men da kun, hvis man har råd.
Det er ikke tilfældet for jer, ligesom det heller ikke altid ville være det for mig eller mange andre, der har andet at bruge deres penge på. Derfor synes jeg heller ikke, at de kan tillade sig at blive fornærmede over jeres afbud. Tænker de sig om, så må de vide, at ikke alle har råd eller lyst til at bruge deres penge på den slags fornøjelser. Din søns forslag om, at din mand så bare kan blive hjemme finder jeg tankeløst overfor både din mand og dig. Så nej, jeg synes på ingen måde, at det er dig, der er gal på den.
Alligevel vil det være trist, hvis det her skulle ende med at skille jeres familie ad. Jeres søn har handlet ubetænksomt, men det kan vi alle komme, og det bliver vi som regel heldigvis klogere af. Så i stedet for at holde fast i vreden og den ked af det hed, du føler, så giv igen med et glad overskud.
Hold fast I jeres afbud, men inviter i samme stund din søn og svigerdatter til en god frokost hjemme hos jer eller bedre; et hyggeligt sted, I sammen kan tage ud til, nu sommeren kommer. Ad den vej fortæller du elegant din søn og svigerdatter, at jeres afbud vitterligt skyldes økonomi og ikke ond vilje. Det kan så give dem noget at tænke over, hvilket de forhåbentligvis også vil gøre fremover.