Hjemmets brevkasse

Kære brevkasse: Skal jeg invitere min smukke arbejdsgiver ud?

Jeg er i tvivl omkring, om jeg kan invitere min smukke arbejdsgiver ud, hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til i Hjemmets brevkasse.

Hjemmets brevkasse

Jeg er enkemand og folkepensionist og har de sidste år hygget mig med at passe folks haver og hjulpet med andre praktiske ting. På den måde får jeg både frisk luft og arbejdsglæde, selvom jeg har sagt farvel til det rigtige arbejdsliv.

I et halvt års tid har jeg passet have for en kvinde, der er et par år yngre end mig, og som har været alene i mange år. Hun er en meget sød og ganske smuk kvinde, og det er jo ikke noget, jeg gør med vilje, men jeg er begyndt at blive lidt forelsket i hende. Vi drikker altid kaffe sammen, inden jeg kører hjem, og vi snakker godt sammen, har mange fælles interesser, og efterhånden ved vi en masse om hinanden.

Men jeg er blevet temmelig rusten til det der med at flirte, så jeg kan ikke helt regne ud, om hun har de samme følelser som mig, og jeg har jo ikke lyst til at blive fyret, hvis jeg inviterer hende ud, for vi har det jo ellers godt sammen.

Skal jeg gøre forsøget? Og har du også et råd til, hvordan jeg gør det uden at sætte vores gode forhold på spil?

Vibeke svarer

Man skal aldrig forbigå chancen for at fange kærligheden ind, men jeg synes nu, at det er rigtig fornuftigt, når du vælger at fare forsigtigt frem.

For indtil nu har du og din „arbejdsgiver" jo i princippet kun haft et professionelt forhold, og blot, fordi hun byder på en kop kaffe, er det ikke ensbetydende med, at hun vil mere end det.

Hun kan derfor med god grund blive både skuffet og sur, hvis hun opdager, at du som en selvfølge går ud fra, at hendes venlige opførsel er det samme som, at hun er følelsesmæssigt interesseret i dig. Så godt, du er forsigtig.

Du skriver, at I to har mange fælles interesser. Kunne du derfor ikke, næste gang I taler om f.eks. en ny interessant film, nævne, at den film tror du faktisk, at du vil tage ind og se. Falder snakken en anden gang på en smuk egen eller et landskab, I begge to holder af, så sig tankefuldt, at der vil du køre ud en tur, når foråret kommer.

Det kan godt være, at hun ikke lige springer på de første par gange, men er hun interesseret, så vil 10-øren falde på et tidspunkt, og hun vil turde pippe noget om, at det kunne hun også godt tænke sig. Her er det så, at du kigger overrasket og glad på hende og siger, at hun da bare kan tage med!

Altså, vift hende diskret om næsen med diverse tilbud om sjove oplevelser og studér hendes reaktion. Er der lukket og slukket, så nyd i stedet jeres gode venskab. Begynder hendes øjne at gløde, ja, så er du på rette vej.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.