Skal jeg fortælle min søster hemmeligheden?
I en søstreflok på fem, har vores ene søster altid væres meget anderledes i forhold til os andre. Efter vores mors død, er det kommet frem, at vores 'anderledes' søster ikke er vores biologiske søster, men hun ved det ikke, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om familiehemmelighed
Vi er fem søstre med et stort aldersspring mellem os.
Vi bor spredt rundt i landet, så vi ses kun et par gange om året, men vi holder af hinanden og nyder godt af hinandens selskab.
De fire af os har altid haft meget tilfælles, mens forholdet til vores femte søster er lidt anstrengt, selvom vi alle elsker hende. Denne søster ligner os bare overhovedet ikke hverken fysisk eller mentalt. Hun er og har altid været markant anderledes end os. Hun har også altid selv lavet sjove jokes om, at hun nok ikke helt var vores søster i virkeligheden. Vores omgivelser har også altid kommenteret forskellen, men vi har været ligeglade.
Efter vores mors død, har en anden søster så opdaget og fundet dokumentation for, at vores ”anderledes” søster rent faktisk slet ikke er biologisk beslægtet med os. Egentlig burde vi ikke være overraskede, alligevel kom det som et kæmpe chok. I hjertet betyder denne viden jo ingenting, men det har sat tanker i gang. For vores søster ved endnu ikke det, vi andre ved.
Jeg går nu og er i tvivl om, hvorvidt vi skal fortælle hende, at hun ikke er vores biologiske søster. Jeg frygter, at det kan ende med at rive hendes verden itu, og det ønsker jeg ikke. Alligevel synes jeg, at hun har ret til at kende sandheden. For hvad, hvis den kommer for en dag? Og hvad hvis hun opdager, at vi andre har vidst det? Sker det, er jeg bange for, at hun vil føle sig forrådt over, at vi ikke har sagt noget. Så hvad gør vi?
Vibeke Dorph råder til at fortælle sandheden
Sandheden har det med at komme ubelejligt, men jeg synes tit, at der gerne følger noget forløsende i hælene på den. Det, modsat løgnen og fortielserne, der har det med at hænge som en truende sort sky på himlen. For løgn og fortielser gør, at vi hele tiden er på vagt og bange for at sige noget forkert eller for meget, modsat sandheden, som der jo kun findes én af.
Derfor synes jeg, at I selvfølgelig skal dele jeres viden med jeres søster. I lyder til at være ordentlige mennesker, og I vil derfor fremover hele tiden nages af, at I ved noget om hende, som hun ikke selv ved. Det vil hun kunne fornemme, alt imens I vil døje med dårlig samvittighed og skam.
Der kan jo også ske det uheldige, som du selv nævner i din mail. Nemlig, at jeres søster selv opdager sandheden og så vil bebrejde jer, at I ikke har fortalt hende den, og så vil hun da for alvor føle sig udenfor. Sidst men ikke mindst, kan hun jo også få et behov for at opspore sit biologiske ophav, og den mulighed skal hun også have.
Få det derfor sagt, men sig det nænsomt, som de gode søstre, I er. Fortæl hende, at hun altid har været jeres søster, og at hun selvfølgelig også vil være det fremover. I har jo også kendt hinanden i mange, mange år, så mange, at det rent biologiske for længst er overhalet af lang tid og varme følelser.
Vis hende så lidt ekstra kærlig opmærksomhed, efter at I har fortalt hende det. Ring lidt oftere til hende og forsikrer hende ad den vej om, at I er og altid vil være hendes hengivne søstre, også selv om dåbsattester og andet dokumentation skulle fortælle noget andet.