Hvorfor har jeg ikke en kæreste?

– På papiret har jeg et godt liv. Jeg er glad for mit arbejde, min lejlighed og mine venner. Der er faktisk bare én ting, jeg mangler: En kæreste.

– Min mor prøver at opmuntre mig ved at sige ”det skal nok lykkes en dag, min ven, når du mindst venter det”, men det gør mig simpelthen så irriteret! For jeg har jo aldrig rigtig haft en kæreste. Jeg dater selvfølgelig og prøver at møde mænd, men det bliver bare aldrig til mere. Vi mødes og snakker, og hvis det er hyggeligt, mødes vi igen, måske kysser vi eller går i seng sammen, men det kommer aldrig videre end det. Og jeg er efterhånden vildt frustreret, for jeg vil gerne have en at dele livet med, og en dag vil jeg jo også gerne have børn.

Emma er 33 år og single. Hun har kontaktet mig, fordi hun ikke kan forstå, at det ikke er lykkedes med kærligheden, når nu hun så brændende ønsker sig den. Hun ved godt, at det ikke bare handler om de mænd, hun møder, men at der også er noget andet på spil, siden det er svært. Vi taler lidt frem og tilbage om Emmas liv og opvækst. Jeg er nysgerrig på, hvilket syn Emma har på mænd, og hvad der går galt, når hun møder en mand, og de skal til fase to, som hun kalder den, hvor de går fra at date til at beslutte, om de vil være kærester med hinanden. Det er nemlig i den fase, at Emma oplever, at kæden hopper af.

Hvad skal man stille op med mænd?

Emma har haft en tryg og god barndom, fortæller hun. Faren var ude af billedet, så hun er vokset op alene med sin mor, bare de to, og i dag er de stadig meget tætte.

– Hvad har du lært om mænd fra din mor? spørger jeg Emma til en af vores sessioner.

– Mænd var sådan nogle nærmest mytiske figurer i min barndom. Min mor var enebarn, og min morfar døde, da jeg var lille, så jeg har været omgivet af kvinder. Derhjemme, i børnehaven og i skolen. Jeg havde en mandlig pædagog på mit fritidshjem, som jeg virkelig godt kunne lide. Jeg hang altid op ad ham. Jeg tror, at fordi der var så stort underskud af mænd i mit liv, har jeg suget mig fast på ham.

Emma smiler ved tanken om minderne.

– Hvad har det betydet for din oplevelse af mænd i dag, at du ikke har haft nogen tæt på, da du var barn?

– Jeg er på den ene side fascineret af dem. Deres lugt og skæg, og at de er anderledes. Men samtidig er det som om, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med dem. Jeg vil dem gerne, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme tæt på. Vi bliver ved med bare at være venner. Det føles som om, der er noget, jeg ikke har lært. 

Forbilleder på kærligheden

Vi er alle påvirket af vores opvækst. På godt og ondt. Vores far og mor har været forbilleder på kærligheden, på at være mand og kvinde, og på hvad det vil sige at leve sammen i en kærlighedsrelation. Derfor hjælper jeg altid mine klienter med at finde ud af, hvad de har med sig hjemmefra, når de udfordret med kærligheden.

Gennem vores samtaler opdager Emma, at fordi hun ikke er vokset op med en far eller morfar, har hun hverken været vidne til et kærlighedsliv mellem sine forældre eller bedsteforældre. Hun har simpelthen ingen forbilleder på, hvordan man lever sammen som mand og kvinde i et forhold. Hun har kun bøger, kærlighedsfilm og snakke med veninderne, som jo på ingen måde dækker hele billedet. Emma oplever det derfor, som om hun er bagud med noget, som andre allerede har set og lært. Hvordan siger hun til en potentiel kæreste, at hun gerne vil ses igen, at hun er glad for ham, og hvad gør hun, hvis han ikke har det på samme måde?

Emma indser, at hun er bange for at blive afvist, og at hun derfor holder de mænd, hun møder, i armslængde fra sig. Derfor tror mændene heller ikke, at Emma vil tage det næste skridt, og derfor kommer forholdet aldrig i gang. Da Emma afslutter forløbet, siger hun:

– Jeg har besluttet mig for, at jeg vil øve mig på at lade mænd komme tættere på mig. Jeg vil lære at satse lidt mere og ikke hele tiden holde mig i min safe-zone, for det får jeg ikke en kæreste af. Jeg vil gøre noget andet end min mor og ikke hele tiden være på vagt, men tro på, at de mænd, jeg møder, gerne vil mig. Også selvom det kan give nogle afvisninger undervejs.