Kvinde kigger ud ad vinduet

Hvorfor vil min mand ikke røre ved mig længere?

Efter 20 års ægteskab er jeg slet ikke intim med min partner længere. Jeg føler ikke, at der er liv i vores ægteskab længere, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om manglende intimitet i ægteskab

Jeg er en 70-årig kvinde, der stadig er aktiv på arbejdsmarkedet og føler mig rigtig frisk.

Jeg er på 20 år gift med en mand, der er yngre end jeg, og som også fortsat lever et aktivt liv med job og interesser.

Mit problem er, at han og jeg intet sexliv har længere. De sidste fire år, har han kun kysset mig farvel, når han er taget på arbejdet. Jeg skal nærmest tigge ham om et kram, for han kommer ikke længere og kysser mig, sådan som han gjorde det før. Nu har jeg så opdaget, at han surfer porno på nettet. Han er på det seneste også begyndt at falde i søvn på sofaen og sover så der natten igennem.

Hvad kan jeg gøre for at få liv i vores ægteskab igen? Jeg går rundt med en følelse af, at det er mig, der må gøre noget forkert, siden han hellere vil se på andre kvinder på nettet end være sammen med mig. Jeg elsker ham jo højt, så jeg er ulykkelig. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til samtale

Nu er det mindre forpligtende at sidde bag en skærm og dyrke erotik, end det er det med en vaskeægte kvinde af kød og blod. Især da, hvis man hele tiden går og frygter problemer med sin evne til at dyrke sex med en sådan. Og jeg er ret sikker på, at det er det, der er problemet her.

Din mand undgår fysisk kontakt med dig, han sover sågar på sofaen, alt det indikerer, at han er bange for ikke at kunne leve op til dine forventninger til ham som mand.

Jeg fået spørgsmål som dit flere gange før og har derfor også talt med mine mandlige venner om det. De ytrer samstemmende, at manglende potens er et stort tabu for mange mænd. Især hvis man som jer tidligere har haft et sprudlende sexliv, for så har ingen af jer lært jer, at sex også kan blive udfordrende, og at det derfor kan være nødvendigt at tale om det og eventuelt søge hjælp.

Derfor er der ingen vej udenom. Du må få talt med din mand. Fortæl ham, at du savner ham og sex og forsøg så at få en helt lavpraktisk samtale i gang om emnet, uden at der hverken er skyld eller skam inde over.

Måske kan I selv løse det med lidt god fantasi, måske skal han et smut forbi sin læge og få medicinsk hjælp. Skal han det, så mind ham om, at det ikke bliver første gang, hans læge støder på det problem. Det er blot ikke et problem mange mænd har let ved at tale om, og det er synd, for løsninger på det findes der masser af.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.