Vibeke Dorphs brevkasse

Jeg er blevet snydt og løjet overfor

Der er nogle problemer i mit parforhold, som jeg ikke kan se bort fra. Da min kæreste og jeg skulle flytte sammen, havde jeg tre krav. Ingen af dem har han overholdt, og jeg føler simpelthen, at han har løjet over for mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om problemer i parforholdet

Jeg er en selvstændig kvinde i 30’erne med et godt job, gode veninder og et godt forhold til min familie. Jeg elsker at rejse, tage ud at spise og få veninder på besøg. Mit hjem er mit helle. Jeg går derfor op i, at det er hyggeligt, rent og ikke roder.

Min kæreste har siden vi mødtes presset på for, at vi skulle flytte sammen. Mit svar lød, at det ville jeg gerne, dog kun hvis han kunne love mig tre ting: Han skulle få styr på sin hund, der er ustyrlig og også har det med at bide og nappe. Han skulle også gøre noget ved sin attitude. Han er nemlig meget humørsvingende og bliver også meget let vred og opfarende.

Derudover sagde jeg også, at han skulle oppe sig mht. at hjælpe til med det praktiske og rengøring især. Hans gamle lejlighed var nemlig virkelig beskidt og ulækker. Han havde boet der i 11 år og begrundelsen lød, at der var så beskidt, fordi han hadede at bo der.

Alt dette lovede min kæreste, at han ville få styr på, men nu har vi så boet sammen tre måneder i en ny lejlighed, og intet er sket! Hunden er stadigvæk vild og uopdragen, han gør intet ved det, og han bliver vred, hvis jeg gør ham opmærksom på problemet. Han hjælper heller ikke til, men ligger for det meste hen på sofaen og er i dårligt humør.

Når jeg har konfronteret ham med de her brudte løfter, har han rejst sig og har pakket en taske og sagt, at han har fået nok. Det er i det hele taget hans måde at reagere på, når vi har en konflikt. Nu er han så begyndt at tale om, at vi skal have børn, men den ide er jeg slet ikke vild med. Jeg frygter nemlig, at jeg vil komme til at stå alene med endnu flere opgaver og endnu mere ansvar.

Er jeg helt gal på den, når jeg føler mig snydt og løjet overfor? Og hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at holde fast

Jeg kan da sandelig godt forstå dig, når du sætter foden på bremsen, hvad angår din kærestes far-mor-børn-projekt. For så længe, han selv opfører sig som et barn i stedet for som den voksne mand, han er, så behøver jeg ikke en krystalkugle for at spå dig og jer en ret så opslidende og ikke særlig lykkelig fremtid.

Nu er det tit sådan, at vi søger det hos vores partner, som vi ikke selv har, men som vi ønsker os. Det er jo fint, hvis det således lykkes os at supplere hinanden, men det går kun godt, hvis vi hele tiden selv bestræber os på at tilegne os nogle af den andens ønskede egenskaber.

I dit tilfælde er det lige nu sådan, at din kæreste luner sig under dine ordentlige, tjekkede og velfungerende vinger, mens han selv intet gør for at tilegne sig de kvaliteter. Det vidner dels om en umodenhed hos ham, men også om en stor egoisme, som jeg ikke tror, det vil være sjovt at leve tæt op ad på lang sigt.

Derfor synes jeg, at du skal holde fast i, at skal I to have en fremtid sammen, så skal han rejse sig fra sofaen og begynde at gøre nogle af alle de ting, han fortsat overlader til dig. For at det projekt skal lykkes, er det vigtigt, at du trækker dig og overlader scenen og det fulde ansvar til ham med en klar besked om, at han skal vågne op og tage det ansvar på sig. Ideelt vil det være, hvis du helt flyttede ud for en tid og så så, hvad der skete.

Ellers må du sørge for at vende dit fokus væk fra både ham og jeres hjem og så dyrke andre interesser for en tid. Vigtigst er det, at du holder fast i, at han skal tage sig sammen. Gør han fortsat ikke det, så skynd dig væk. For det er stensikkert, at ingen kvinde får et godt liv med en voksen mand, der opfører sig som et forkælet og egoistisk, lille barn.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.