Jeg er forelsket i min venindes ekskæreste
Jeg er blevet forelsket i min gode ven, som tilfældigvis også er min venindes ekskæreste. De gik fra hinanden for to måneder siden efter et års parforhold, og han siger, at han er færdig med hende. For nylig fortalte han, at han også havde et godt øje til mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om forbudte følelser
Jeg er en pige i midten af 20'erne, der er blevet forelsket i min gode ven, men er bange for at tage det næste skridt.
Der har konstant været en flirtende jargon mellem os, siden vi mødte hinanden for to år siden gennem min søsters kæreste, der er ven med ham.
Ingen af os har turde gøre mere ved flirten, da vi altid skal have meget med hinanden at gøre på grund af min søster og hendes kæreste. Der har dog hele tiden været noget imellem os, og tingene blev ikke mindre kompliceret af, at min ven for et år siden blev kæreste med min veninde. Det forhold sluttede for to måneder siden.
For nylig var vi så til en fest, hvor vores flirt tog til, og min ven sagde, at han jo altid godt har kunnet lide mig. Det var ham, der stoppede forholdet til min veninde, og hun har sagt til mig, at hun godt kunne finde på at give det en chance til, hvis han altså ville det. Det eneste, jeg har hørt fra ham, er, at han er videre fra forholdet med min veninde.
Nu er mit spørgsmål så: Skal jeg tale med min veninde om det og fortælle hende, at jeg har følelser for ham? Eller skal jeg tale med ham først og finde ud af, hvor vi står?
Vibeke Dorph råder til at være ærlig og finde svaret
Nu lyder det til, at du og din ven har gået rundt om den varme grød meget længe i et forsøg på at vise jeres nærmeste en masse hensyn. Det er jo sødt og fint, men det er også synd for jer, hvis nu I vitterligt har så voldsomme følelser for hinanden. Jeg synes derfor, at du først skal skynde dig at få afklaret, om I vil det samme og dermed hinanden. Her må du mande dig op og lægge kortene på bordet for din ven og ad den vej finde ud af, om han føler som dig.
Gør han det, så er der ikke andet for, end at du bagefter får forklaret din veninde, hvordan landet ligger; nemlig, at du er forelsket i din ven, og han i dig. Du skal ikke nævne noget om, at I tidligere har flirtet, for det vil kun gøre din veninde endnu mere ked af det. Du skal derimod få talt med hende, så snart du har afklaret tingene med din potentielle kæreste.
At trække pinen ud vil kun være tarveligt over for din veninde og ved at give hende en hurtig og klar besked, så har hun også selv mulighed for at sunde sig og komme videre. Jeg synes ikke, at der er nogen idé i, at du taler med hende, før du taler med din ven. For hvis han nu skulle vise sig ikke at være så interesseret i dig, som du er i ham, så har du unødigt rodet op i din venindes kærlighedssorger.
Så skynd dig nu at få talt med din ven, så du en gang for alle kan få afklaret, om det skal være jer to eller ej.