Jeg er træt af min kedelige mand
Min mand og jeg er meget forskellige. Jeg har et stort socialt behov, mens han kan finde på at gå i seng inden klokken 24 en nytårsaften. Jeg ønsker at skabe et kærligt hjem for vores familie, men jeg er ved at opgive vores kærlighedsforhold, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om forskelligheder i ægteskab
Jeg har været gift med min mand i snart seks år, og vi har sammen tre små børn. Problemet er, at vi er meget forskellige. Det har altid været en udfordring og var også grunden til, at vi var fra hinanden i perioder, før vi blev gift.
Jeg holder af min mand, han er en god far og på mange punkter også en god partner. Han overholder aftaler, drikker ikke, er omsorgsfuld, sjov og til at stole på. Der er desværre også mange ting, jeg ikke bryder mig om ved ham, og efterhånden er jeg derfor ved at opgive at få et harmonisk og kærligt forhold til ham.
Sagen er, at min mand er meget introvert, mens jeg er det modsatte. Jeg elsker festlige sammenkomster, mens han hader dem. Jeg elsker højtiderne, mens han afskyr dem – sidste jul beklagede han sig f.eks. over, at jeg havde pyntet op, og nytårsaften gik han i seng, før klokken slog 24. Jeg er også typen, der gerne vil tale om alt, mens han tier problemer væk. Jeg kunne blive ved, men jeg vil ikke undvære mine børn, så derfor føler jeg heller ikke, at skilsmisse er en løsning. I øvrigt tror jeg slet ikke, at vi ville kunne samarbejde om børnene efter en skilsmisse.
Jeg vil bare så gerne have, at vores børn skal opleve et varmt og kærligt hjem, men ofte er det i stedet præget af uvenskab og irritation. Mange af skænderierne klarer vi, uden at børnene oplever dem, men børn opfatter jo alligevel mere, end vi aner. I kortere perioder har vi det fint, men så får jeg endnu en nedsmeltning over, at vores ægteskab ikke er, som jeg ønsker, at det skal være.
Min mand er derimod mere afklaret med, at man jo ikke kan få alt her i livet og mener, at nu har vi valgt hinanden, så derfor må vi tage det sure med det søde. Jeg kan og skal ikke lave om på min mand, men hvordan lærer jeg at trives med én der er så forskellig fra mig selv? Jeg vil jo bare gerne være glad, men det er jeg ikke nu.
Vibeke Dorph råder til at dække sine egne behov
Nu kender jeg til en hel del forhold, der minder om dit. Forhold, hvor den ene er social, mens den anden trives fint i sit eget selskab uden for megen fest og ballade. De forhold, der her er gået i stykker, er dem, hvor parret hele tiden forsøger at ændre på hinanden og trække den anden i sin egen retning. Den uselskabelige bebrejder sin partner hans behov for, at der hele tiden skal ske noget, mens den udadvendte anklager den anden for at være en kedelig stivstikker.
De forhold, der derimod er holdt, endda ofte som særdeles lykkelige, er dem, hvor parret har erkendt forskellighederne og indrettet sig derefter. De har her givet hinanden frihed og luft til at være dem, de er, og søgt de behov, deres partner ikke kan indfri, dækket af andre.
Den introverte får således fred til at nyde sit eget gode selskab, mens den mere udadvendte har frie tøjler til at gå ud i verden og dyrke sine mere selskabelige gener. Det liv, de så for øvrigt har sammen, kan de nyde og sætte pris på, fordi begge trods alt også har brug for den andens gode energi, der netop repræsenter det, de ikke selv er.
Nu skriver du, at din mand udover at være indadvendt også er en mand, man kan stole på. Han er en god far og tilmed er han sjov. Det er fine kvaliteter, og den type mænd hænger ikke på træerne, skulle jeg hilse og sige.
Derfor vil jeg råde dig til at sætte pris på den, han er, i stedet for alt det, han ikke er, og så ellers vende blikket kærligt mod dig selv. Hvad er det, du savner, hvad er det, du ønsker for dit liv? I stedet for at spilde tiden på at tigge ham om at indfri de behov, så tag ansvar og dæk dem selv.
Se begge to jeres ægteskab som en base, der skal passes og passes på. I dit tilfælde må du så betragte dine sociale behov som nogle, du for en stor del skal se at få dækket andetsteds. Et forhold forvandles nemlig til et ulideligt fængsel, hvis vi insisterer på, at alle vores behov skal dækkes netop lige der.