Jeg føler mig udstødt af min kærestes familie
Jeg har kendt min kæreste i to år, og vi har det dejligt. Der er bare et problem: Min kærestes datter er ikke glad for mig, og det påvirker min kærestes og min relation, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om uenigheder med familie
Jeg er en kvinde først i 70’erne, der for to år siden mødte en jævnaldrende mand, som jeg er rigtig glad for. Problemet er hans familie, der vist ikke er så glad for, at jeg er kommet ind i hans liv.
Første gang, jeg blev præsenteret for hans 53-årige datter, blev jeg nærmest ignoreret. Derimod havde datteren meget travlt med at formane sin far om, at han nu ikke måtte glemme hende og sine børnebørn på grund af mig.
Senere var vi til konfirmation, her havde datteren meget travlt med at opdrage på sin far. F.eks. fjernede hun hans glas, da tjeneren ville skænke op for ham med en bemærkning om, at han havde fået nok – det var hans andet glas, og vi havde kørelejlighed hjem!
Jeg blev helt paf og kom til at sige, at den slags ville jeg aldrig have ladet mine børn blande sig i. Det tog hun ikke pænt. Det skal siges, at min kæreste mistede sin kone for syv år siden, og at hans datter siden da har haft ham hjemme og spise mindst en gang om ugen.
Min kæreste havde mange problemer af fysisk art, da jeg mødte ham, men det er der siden kommet styr på også med min hjælp, så jeg tænker, at hans datter da burde være glad for, at jeg er i hans liv.
Jeg er begyndt at trække mig fra familiesammenkomsterne, for jeg bryder mig ikke om hendes opførsel. Datteren retter på min kæreste og beklager sig hver gang over, at hun ikke hører nok fra ham. Desværre sætter det her skår i vores forhold, for jeg tænker meget over det. Jeg er ked af situationen, så hvad gør jeg?
Vibeke Dorphs råder til at holde fokus
Din kærestes datter lyder rigtigt nok som en, der meget gerne vil beholde sin far for sig selv. Det er sikkert grunden til, at hun behandler dig så tarveligt, som hun gør det nu. Den historie har jeg desværre hørt flere gange før, og den undrer mig hver gang.
For hvorfor er voksne børn ikke bare lykkelige for, at deres far eller mor har fundet sig en dejlig kæreste, som de kan være glade sammen med?
Det kan du jo ikke svare på, det kan kun din kærestes datter. Det du derimod kan gøre for, at hun ikke får held med at ødelægge jeres forhold er, at stille dig selv en ganske enkelt spørgsmål.
Det lyder; Hvor meget betyder det egentligt for dig og dit ve og vel, om din kærestes datter kan lide dig eller ej? Er det så vigtigt, når det kommer til stykket. Der er vel mange andre mennesker, hvis kærlighed til dig er vigtigere – din kæreste, dine egne børn, dine veninder f.eks. Dyrk i stedet den kærlighed og prøv så at tage et lille mentalt skridt væk fra din kærestes datter.
Øv dig i, at lade være med at opfange alle hendes giftigheder, børst dem af dig. Hold afstand, så godt du nu kan, men uden at skabe uvenskab, for det vil skabe
skår i dit forhold til din kæreste.
Accepter, at han elsker sin datter og skal have lov til fortsat at gøre det, men forlang ikke, at du skal elske hende lige så vel, som hun behøver at elske dig. Ved at øve dig i, at være mere ligeglad med, hvad din kærestes datter mener om dig, så vil det også med tiden komme til at fylde mindre.
Og det skal det. For vigtigst er det jo, at du og din kæreste elsker hinanden og bliver ved med at gøre det.