Jeg orker ikke kun at tale om sygdomme

Spørgsmål om at italesætte sygdom 

Jeg er 62 år og førtidspensionist pga. en arbejdsskade. Min dagligdag er tit præget af smerter, men det er ikke noget, jeg går og taler om. Jeg er med i en madklub via Ældresagen, hvor vi laver mad og spiser sammen. Jeg kommer her både fordi, at maden er god og billig og for at være sammen med andre. Fra starten kom jeg til at sidde ved et bord, hvor vi normalt sidder 4-6 personer sammen. Nogle af os er førtidspensionister, andre er pensionister, men vi har alle vores skavanker at slås med.

Jeg synes selv, at man skal se på det positive her i livet og ikke fokusere på det triste, men det er mest sygdomme, der bliver talt om rundt om bordet. Ja, faktisk ender en af damerne altid i centrum, fordi hun kommer med en masse historier om sine mange indlæggelser, som de andre lytter optaget til. Modsat så har jeg også bemærket, at jeg nok er den, der vækker mindst interesse i gruppen og dermed også den, der føler mig mest udenfor.

Egentlig kunne jeg godt selv have brug for lidt medfølelse og forståelse for mine egne fysiske skavanker, men jeg har bare altid været bange for at ligge andre til last. Alligevel har jeg gået og tænkt på, om jeg måske selv skulle lukke lidt op i gruppen, men samtidig er jeg jo rædselsslagen for, at de skal se det som et forsøg på at få opmærksomhed. Så jeg kommer ikke rigtigt videre end til at spekulere over det, og derfor spørger jeg dig, hvad du synes, jeg skal gøre, så jeg falder bedre til? 

Vibeke Dorph råder til at holde fast i optimise og finde nye samtaleemner

Jeg synes ganske bestemt, at du skal holde fast i dit udmærkede motto om, at vi skal fokusere på det positive her i livet i stedet for det modsatte. Jeg ville derfor finde det tragisk, hvis du opgav din glade tilgang til livet blot for at blive accepteret af dine i mine øjne noget triste spisevenner. For mon dog ikke I kan finde på nogle lidt mere muntre emner at tale om end sygdom, når I sidder og nyder den gode mad sammen? Det vil jeg da håbe, og jeg synes helt sikkert, at du skal gøre dit for at vende skuden.

Nu er vi mennesker jo flokdyr, så det er helt normalt, at vi gør vores for at rette ind, når vi møder nye mennesker. Derfor forstår jeg godt, at du indtil nu har valgt at lægge ører til alle lidelseshistorierne, men jeg tænker også, at det er på tide, at I finder noget sjovere at tale om. Her lyder du med dit positive livssyn oplagt som den, der bringer mere muntre emner på bane. Så i stedet for at ligge søvnløs om natten og spekulere over, hvilke elendigheder, du selv vil kunne bidrage med, så tænk over, hvad du egentlig har lyst til at tale om, og prøv så at bringe de emner på bane. Ja, det kræver mod, men du skal da virkelig være meget uheldig, hvis der ikke omkring bordet skulle sidde mindst et par stykker, der længtes efter at tale om andet end sygdom og død, og som også er godt trætte af at høre om hypokonder-damens seneste tildragelser. 

Skulle det imod alle odds vise sig ikke at være tilfældet, så er løsningen bestemt ikke, at du selv synker ned på deres deprimerende niveau. I stedet skal du spotte nogle mere muntre mennesker ud i jeres klub, tilfældigt falde i snak med dem og så sætte dig over ved deres bord næste gang, I er sammen.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.