Jeg tvivler på mine følelser for min kæreste
Jeg har siden starten af mit forhold tvivlet på, om min kæreste var den rigtige for mig. Han er rigtig sød og tryg at være sammen med, men han giver mig ikke sommerfugle i maven, og jeg har indtrykket af, at vi ikke vil de samme ting i livet. Jeg ved ikke, om jeg overtænker, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om tvivl i forhold
Jeg er en ung pige i begyndelsen af 20’erne, der er kommet i tvivl om mit forhold til min kæreste.
Vi har kendt hinanden i lidt over et halvt år og allerede fra starten af vores forhold, var jeg usikker på, hvorvidt vi var rigtige for hinanden. Min kæreste var sød, vi talte godt sammen, og alt føltes trygt med ham, men han gav og giver mig aldrig sommerfugle i maven.
Lige nu er jeg på en længere rejse i udlandet og vender først tilbage til Danmark om en måneds tid. Min kæreste og jeg taler i telefon næsten hver dag, og jeg savner ham, men tvivler fortsat.
Min kæreste og jeg er nemlig også ret forskellige. Han er modsat mig meget optaget af, hvad andre tænker. Han har heller ikke lyst til at prøve nye ting af og drømmer om et almindeligt liv med familie og børn. Jeg vil derimod gerne se meget mere af verden og vil også gerne prøve at bo i udlandet. Jeg er derfor i tvivl om, hvorvidt vi passer sammen. Han er min første rigtige kæreste, så jeg ved jo heller ikke, hvordan jeg burde føle.
Jeg er sådan i tvivl, fordi alle synes, vi er så perfekte for hinanden. Det skal siges, at jeg døjer lidt med angst, så jeg har det også med at overtænke. Har du et råd til mig?
Vibeke Dorph råder til at lytte til sig selv
Jeg vil da absolut ikke kalde dine overvejelser om dit forhold for overtænkning. Jeg synes tværtimod, at dine ord her vidner om, at du er en sund, klog og følsom ung kvinde, der tager dig selv og dit eget liv alvorligt, og derfor også gør dig dine overvejelser om, hvad du vil, og hvem du vil det sammen med.
Her kan jeg godt forstå, hvis du tvivler på, om det er den kæreste, du har lige nu, som fortsat skal være din livskammerat. For det, at han gør dig tryg og er sød, er da rart, men når der hverken er sommerfugle eller bankende hjerte involveret, så mangler der efter min mening noget. For man behøver ikke helt at tabe hovedet af forelskelse, men der skal altså være en gensidig fascination, længsel og lidenskab i et forhold, da især når det er et så relativt nyt af slagsen.
Når din kæreste og dig tilmed har så forskellige lyster og planer for jeres liv, så er det kun forståeligt, hvis du kommer endnu mere i tvivl. For et langt liv har lært mig, at et godt forhold, der skal holde på den lange bane, kræver, at vi har nogenlunde samme værdier og en lyst til at gå ad de samme veje.
Om det afstedkommer, at du nu skal bryde med din kæreste, vil jeg ikke være den, der beslutter for dig, men bliv ved med at lyt til dig selv, for alle dine overvejelser virker som sagt kloge og fornuftige. Så med eller uden din nuværende kæreste, du skal nok ende med at gå ad de veje, som er bedst for dig.