Kan jeg tillade mig at kontakte den søde hjemmehjælper?
For et år siden blev jeg ramt af en del blodpropper i hjernen, så vi fik hjemmehjælp herhjemme. Kvinden, der arbejdede hos os, var så rar og god, at mine børn og jeg tit taler om, at vi savner hende - og jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig et venskab med hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om savn til tidligere hjemmehjælp
Jeg er en kvinde på 38, der bor alene med mine tre børn. For et år siden blev jeg desværre ramt af en del blodpropper i hjernen og måtte derfor have hjemmehjælp til alt i de efterfølgende måneder. I den periode var det i alle hverdage den samme hjemmehjælper, der kom hos os hele tiden. Hun var jævnaldrende med mig, og både mine børn og jeg knyttede os meget til hende, for hun var virkelig sød og omsorgsfuld overfor os i denne meget svære tid.
Efter en halvt års tid skulle hun videre, da jeg var ved af være så frisk, at jeg skulle overgå til et andet hjemmeplejeteam, så vores veje skiltes. Her flere måneder efter snakker mine børn dog stadigvæk om hende, og de savner hende. Og ja, jeg savner hende også, for hun var en dejlig pige og en del af mit liv, da det var sværeste.
Mit spørgsmål er så, om jeg kan tillade mig at skrive til hende om at ses, eller om det er at gå over grænsen. Jeg er på ingen måde interesseret i at forsøge at presse hende til noget, men jeg synes også, at hun bør vide, at hun har gjort et stort indtryk på os og hjulpet os videre i vores liv. Dertil skal siges, at det viste sig, at vi havde gamle fælles venner, som vi begge holder af. Hvad synes du, at jeg skal gøre?
Vibeke Dorph råder til at skrive subtilt brev
Det er sødt, at I savner og har lyst til at se jeres dejlige hjemmehjælper igen. Når det er sagt, så forstår jeg også godt, at du går lidt på listefødder her. For den søde hjemmehjælper har jo blot passet sit arbejde dygtigt, og det kan være, at hun ikke har tid eller overskud til at ses privat med dig og dine børn, men det modsatte kan jo også godt være tilfældet.
Var jeg dig, så ville jeg derfor sætte mig ned og skrive hende et lille takkekort eller mail. Fortæl hende her, hvor meget hendes hjælp har betydet for både dig og børnene i den svære tid, du og børnene var igennem. Nævn så til sidst, at skulle hun have lyst, så er hun altid velkommen forbi til en kop te eller kaffe, men at det selvfølgelig ikke er noget, hun skal føles sig presset til.
Ønsk hende så alt det bedste, og vent og se, hvad der sker. Har hun lysten og tiden til at ses med jer igen, så vil hun jo tage kontakt. Har hun for meget at se til, så er det alligevel ikke spildte kræfter. For du har fået sagt tak for hendes store hjælp, og hun har fået at vide, hvor meget hendes hjælp har betydet for jer.
Og skulle du så fortsat savne din dejlige hjemmehjælper, så må du gå ud i verden og finde dig en veninde, der besidder de samme kvaliteter, som hende.