Trist kvinde kigger på sin telefon

Min bror vil ikke tilgive mig

For to år siden misforstod min brors kæreste mig og troede, at jeg havde kaldt ham for alkoholiker. Dette har skabt splid mellem min bror og jeg. Jeg vil gerne redde trådene ud, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om misforståelse

Jeg er så uheldig, at jeg for to år siden blev uvenner med min lillebror på grund af en dum misforståelse.

Hans daværende kæreste fortalte min bror, at jeg skulle have betroet hende, at han havde været dybt alkoholisk, før han mødte hende.

Det er ikke det, jeg har sagt, og da vi blev uvenner for to år siden, skrev jeg derfor et brev til min bror, hvor jeg forklarede, at hans kæreste havde misforstået mig. Jeg havde nemlig blot fortalt hende, at min bror på et tidspunkt boede et sted, hvor han elskede at holde fest nu og da med sine samboer, og at der her også blev drukket en del.

Nu har jeg så hørt fra fælles bekendte, at min bror går og siger, at jeg bare kan kontakte ham og sige undskyld. Sagen er blot, at jeg ikke ved, hvad jeg skal undskylde for. For han drak jo en hel del i festligt lag, før hans daværende kæreste kom ind i billedet, og alt det er jo også fortid nu.

Det gør så ondt ikke at have kontakt til min bror, for han var mit et og alt og også en fantastisk onkel for mine børn. Min søster håber også på, at vi kan finde fred igen, for vi har kun hinanden. Har du et godt råd til mig?

Vibeke Dorph råder til at droppe stoltheden

Nu virker både du og din bror til at være lovlig stædige begge to, for ellers ville denne her tåbelige misforståelse jo for længst være ude af verden. I stedet har den fået lov til at fylde på andet år, fordi ingen af jer har haft mod nok til at gribe røret og få talt ud.

Al kommunikation er derimod foregået via brev eller pr. tredjemand, og det kommer der sjældent noget godt ud af. Det gør kun en direkte samtale og at tage initiativet til en sådan kalder rigtig nok på mod, men det er nu en gang det eneste, der virker, og det har ingen af jer desværre kunne finde ud af endnu.

Og beklager, spørger du mig, og det gør du, så er det dig, der har bolden her. For det kan da godt være, at du i sin tid ikke decideret udråbte din bror til alkoholiker, men du fik alligevel fortalt hans daværende kæreste, at han drak en hel del, og selv her i din mail gentager du budskabet.

Det kan sagtens være, at det ikke var ondt ment, men det er aldrig rart at blive beskyldt for at være sådan én, der drikker og fester for meget. Især da, hvis man ikke ser sig selv som en sådan person, og slet ikke, når det er til ens kæreste, det bliver sagt.

Derfor drop stoltheden, grib røret og ager som den voksne. Ring til din bror og giv ham en undskyldning. Ad den vej håber jeg på jeres vegne, at den tåbelige misforståelse, der har fyldt alt, alt for meget, finder vej ud af verden, så alle kommer videre med godt humør og i god ro og orden.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.