Min kæreste bliver udnyttet af sine voksne børn
Min kærestes børn vil intet have med mig at gøre, og det gør mig ked af det. Der har været mange problemer med dem i tidernes løb, men nu er det ved at være nok, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om problemer med børnene
Jeg er en kvinde sidst i 40’erne, der er kæreste med en noget ældre mand. Han er far til to voksne børn og farfar til et barnebarn på to måneder. Selv er jeg mor til tre yngre børn, hvis far jeg ganske udramatisk blev skilt fra for tre år siden.
Min kæreste blev skilt, fordi hans ekskone led af sygelig jalousi. Hendes jalousi fyldte alt, og til sidst kunne han ikke mere. Han og jeg mødtes efter hans skilsmisse via vores fælles arbejdsplads. Da min kæreste fortalte sin ekskone om mig, gik hun amok.
Hun udspionerede mig og kontaktede min eksmand med en løgn om, at min kæreste og jeg i mange år havde haft et forhold bag deres ryg. Det værste er, at hun fik overbevist sine to børn om, at det er mig, der havde været skyld i skilsmissen, og det har siden voldt store problemer.
Min kæreste og jeg flyttede sidste sommer sammen. Hans børn reagerede med vrede og afstandtagen, og han var derfor tæt på at forlade mig. Lige nu bor vi i hans hus, men jeg flytter snart for mig selv, fordi der ikke er plads til os alle her.
Planen er, at vi så flytter sammen, når mine børn er større. Problemet er, at min kærestes voksne børn stadigvæk nægter at se mig, alt imens min kæreste besøger sin datter dagligt. Hun er – som sin mor – psykisk udfordret, men det er ikke så alvorligt.
Min kæreste overøser datteren med penge og gaver. Han køber mad til familien og hjælper med at sætte deres hus i stand, men selvom datterens mand tjener rigtig godt, så kunne de ikke formå at give min kæreste en gave til hans fødselsdag. Jeg har talt med ham om, at jeg er ked af ikke at være en del af det liv, han har med sine børn.
Han nægter dog at gøre noget ved problemet og mener, at tiden vil løse det. Derfor insisterer han på, at vi danser efter børnenes pibe, det vil sige, at vi skal indrette os efter, at de intet vil have med mig at gøre. Det gør mig ulykkelig. Hvad stiller jeg op?
Vibeke Dorph råder til at være tålmodig
Det lyder til, at din kæreste og hans børn er endt i et trælst og opslidende skyld-og-skam -forhold, sikkert fjernorkestreret af børnenes mor. Et forhold, hvor din mand skal betale aflad for, at han valgte at forlade deres mor.
Det er rigtigt uheldigt for alle parter, dels for din kæreste selvfølgelig, men da også for hans nu voksne børn, der hele tiden har lidt for travlt med at trække offerkortet. Det er ikke godt. For at være et offer er jo stort set at overlade ansvaret for sin egen lykke til andre i stedet for selv at tage ansvar på sig. Det fører ingen gode steder hen – bare se på børnenes mor.
Desværre er din kæreste så endnu ikke selv der, hvor han kan indse, at han gør sine børn en bjørnetjeneste ved at indrette sit liv efter deres umodne adfærd. Det kan du og jeg sikkert godt forsøge at forklare ham, men de fleste mennesker lærer nu engang kun noget via deres egne dyrt købte erfaringer, og mon ikke også det gælder din kæreste?
Han lyder jo til at være en ellers fornuftig mand, så mon ikke han også snart skal få øjnene op for, at det her ikke er vejen frem? Det tror jeg. Du skal i den forbindelse også huske på, at mens du ikke har de store følelser i klemme hos din kærestes børn, så er det anderledes for ham. Han er deres far, og han elsker dem, hvilket kun siger noget smukt om ham.
Så lad ham gøre tingene på sin måde for en tid, og vær tålmodig. At blive en del af en sammenbragt familie kræver stor tålmodighed, og pas i den forbindelse på, at du ikke selv kommer til at fylde for meget i den kabale. For det handler vel kun om, at I alle sammen helst skal få det godt sammen på længere sigt, så støt din kæreste i, at det kommer til at ske.