Kvinde holder baby

Min kæreste tvivler konstant på vores forhold

Min kæreste har efter vores søns fødsel forladt os. Tidligere i vores forhold har han været igennem en depression, og det har taget hårdt på ham og mig. Jeg er nu gravid med hans barn, og jeg føler mig svigtet, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om parforhold

Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år og fik for et år siden efter en del problemer en søn sammen. Problemet er om min kæreste.

Der er så mange ting, han konstant er utilfreds med, jeg forsøger altid at give plads, men han handler aldrig.

Han led igennem mange år af en depression, hvor jeg støttede ham. Jeg var med til psykolog, til møder og på hospitalet de talrige gange, hvor han var sikker på, at han var dødelig syg. På et tidspunkt brugte jeg så meget tid på hans lidelse, at jeg selv gik ned med stress og måtte sygemeldes fra mit job.

Siden vi fik vores søn, er jeg kørt træt i, at alt fortsat handler om ham. Fornylig begyndte han nemlig at tale om, at der manglede noget i vores forhold. Efter lang tids usikkerhed og tvivl hos ham, hvor han trak sig fra både mig og vores søn, smed jeg håndklædet i ringen, for jeg kunne ikke mere.

Lige efter beslutningen om at gå fra hinanden, finder jeg så ud af, at jeg er gravid igen. Det skal siges, at vi var enige om, at vi gerne ville have et barn til. Graviditeten ændrer alt, og jeg beslutter, at jeg vil gøre mit for at få løst vores problemer. Min kæreste mente derimod, at han havde brug for tid. Han flyttede over til en ven, hvor han nu bor og kun sporadisk ser vores søn, der savner ham.

Jeg er gravid, og det er en skrøbelig situation for mig at være i, jeg er meget trist og ked af det. Min kæreste påstår, at han gerne vil os for ”vores søns skyld”, men han har brug for at ”mærke sig selv.” Han længtes også efter, at han ikke bare tager os for givet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg føler mig svigtet og er også chokeret over, at han bare kan gå og overlade alt til mig. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at vende fokusset

Om din kæreste er en egoist, der har så travlt med at stirre sig blind på sin egen navle, eller om det er en slags (fødsels)depression, han er ramt af, kan jeg ikke udtale mig om.

En ting er dog sikkert: Det er usundt for dig at være omgivet af et menneske som ham lige nu. For det følelsesmæssige pres, han sætter dig under med sin konstante tvivl, har du slet ikke brug for. Du har tværtimod brug en partner, der aflaster, hjælper og bakker op om det projekt familie, han i øvrigt selv har været med til at søsætte.

Derfor er mit råd til dig, at du får fokus væk fra ham. For I to er i forvejen endt i en syg symbiose, hvor du mere har rollen som behandler end som kæreste. Din kæreste selv er faldet for godt til i rollen som dit store og hjælpeløse barn, en rolle han i øvrigt nu bevidst eller ubevidst gør sit for at holde fast i.

Den usunde relation skal I ud af. Det sker ikke ved, at du bliver ved med at fokusere på ham i en håbløs forventning om, at han pludselig skal forvandle sig fra mental svækling til en stærk og handlekraftig mand. At blive ved med det vil kun dræne dig og tappe dig for energi. I stedet skal du koncentrerer dig om at bygge et stærkt netværk op om dig selv, et netværk, hvor du kan få den hjælp, du forgæves efterlyser hos din kæreste.

Inddrag her venner og familie, søg hjælp hos din kommune og arbejdsplads, tal med din læge og vær i det hele taget åben om den udfordrende situation, du står i. Ja, det kræver mod at stå frem som svag, men det er kun den rigtig stærke, der tør gøre det og også på den lange bane vinder derved.

Om din kæreste så vil vende retur og agere som en ansvarlig forældre, må han selv finde ud af. Vigtigst er det, at du kommer til at stå så stærk, at du kan vælge med hjertet og ikke med desperation, når og hvis han gør det.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.