Kvinde varmer sig på en kop te

Min kæreste vil flytte sammen med sin veninde

Min kæreste gennem de sidste måneder flytter tættere på mig. Det er dejligt, da vi nu kan bruge mere tid sammen. Det er dog en veninde, jeg ikke kender, som han skal flytte sammen med. Jeg er lidt nervøs, da hun ender med at bruge mere tid med ham end jeg, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kærestes kvindlige bofælle

Jeg er en ung kvinde, der har kendt en fyr i nogle måneder.

Vi har det rigtig skønt sammen, og jeg er ikke urolig for hans følelser for mig, på trods af vi ikke har været kærester så længe.

Nu har han planer om at flytte her til byen og ind i sin egen lejlighed. Det har jeg glædet mig meget til, for så vi kan vi få flere timer sammen, end vi har det nu.

Dog er der også noget, der går mig på. Min kæreste har nemlig tænkt sig at flytte i lejlighed med en veninde fra hans gamle højskole. Jeg har det underligt med, at han flytter sammen med en anden pige. Også fordi jeg ikke kender hende og ikke ved, hvor tætte de er, eller om de tidligere har haft noget sammen. Da vi mødte hinanden, boede han med en anden drengeven, hvilket jeg ikke havde problemer med.

Jeg tror ikke, jeg skal være bekymret, men alligevel er jeg det. Hun kommer til at bruge mere tid med ham end jeg, og så bliver jeg bekymret for, at de ender med at blive vilde med hinanden, og at han derfor slår op. Jeg er typen, der har det med at overtænke, men hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at slå koldt vand i blodet

Nu var jeg selv sådan én, der delte min lejlighed med mine drengevenner, da jeg var ung. Om det var tilfældigt, skal jeg ikke kunne sige, i hvert fald fungerede det glimrende. Der var ikke så meget sniksnak, huslejen blev betalt til tiden, og ingen af dem var eller blev mine kærester, blot fordi vi boede under samme tag.

Min datter deler også lejlighed med en god drengeven, hendes veninde er flyttet sammen med sin tidligere kæreste, selvom de begge har nye af slagsen. Sådan arrangerer mange sig i dag, og derfor ville jeg også slå koldt vand i blodet, hvis jeg var dig.

Er du alligevel fortsat bekymret, så synes jeg, at du for din sjælefreds skyld skal få renset luften med din kæreste. Gør det forsigtigt, for det kan føles intimiderende, hvis ens nye kæreste begynder at blande sig i, hvem man bor sammen med, så hold dig på din egen banehalvdel.

Fortæl din kæreste, at du godt ved, det måske er lidt barnligt og helt sikkert dit problem, men du bliver en lille smule bekymret over, at han skal flytte sammen med en anden pige. Gør du det roligt, så vil din kæreste ikke føle sig omklamret, men i stedet forstå, at det dybest set blot handler om, at du er virkelig glad for ham.

En sådan samtale vil helt sikkert kunne berolige dig således, at jalousien ikke fremover får plads i jeres nye og fine forhold.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.