Min kone udstøder min mor fra familien
Min kone har altid gjort forskel mellem sin egen mor og min mor, og det endte ud i en scene på en familieferie, hvor min mor brød sammen. Problemet er bare, hvordan vi løser alt det her, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om konflikter mellem hustru og mor
Jeg er en mand på 44 år, gift og far til to store børn. Da vores første datter blev født, begyndte min kone at italesætte, hvordan mine forældre skulle opføre sig, og der blev tydeligvis fra start gjort forskel på min svigermor og min mor. Det, min mor gjorde, var altid forkert, mens det, min hustrus egen mor gjorde, var perfekt.
Min hustru gjorde også sit til, at børnene skulle knytte sig mere til hendes familie, og det er desværre lykkedes. Mine børn elsker deres mormor, men undgår min mor, der i dag er enke. Her i sommer var vi så på ferie i Grækenland, hvor vi havde min mor med. Det blev en ferie, der endte i en katastrofe. Min mor har jo alle årene godt kunnet mærke, hvordan hun er blevet skubbet til side, og en aften fik hun nok, lavede en scene og brød sammen.
Bagefter talte jeg med min mor på hotelværelset, og hun fortalte her om, hvor ulykkelig, hun er over, at hun altid kommer i sidste række, både når der skal siddes til bords, her skal børnene nemlig altid skal sidde på hver deres side af deres mormor. Min mor fortalte også om, hvordan det var altid at være den, der skulle rettes på og kritiseres.
Og min mor har ret. Det er sådan, det er. Min mor har punget ud, også økonomisk, men der er aldrig kommet noget igen fra hverken min kone og nu heller ikke mine børns side. Jeg har prøvet at tale med min kone om problemet, men hun får det altid vendt til, at det er min mor og mig, den er gal med. Jeg har så ondt i maven over at se, hvordan mine børn undgår deres farmor, de tager ikke engang telefonen, når hun ringer til dem. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad kvinder får ud af at lave alt den splid! Hvorfor skal de gøre andre familiemedlemmer ulykkelige ved at udelukke dem fra deres egen familie?
Vibeke Dorph råder til at insistere
Nu er det heldigvis ikke alle kvinder, der opfører sig så barnagtig og tarveligt som din kone. Men indrømmet, der er alt for mange kvinder, der mobber deres svigerfamilie ud på et sidespor, det tør jeg godt sige, for jeg har fået og får stadigvæk sørgeligt mange mails fra ulykkelige svigerforældre, der er blevet frarøvet muligheden for at være en del af deres sønners og børnebørns nære familieliv.
Det er synd for alle, men umodne og egoistiske mødre opfører sig nu engang kun sådan, fordi de får lov til det. For lige så beslutsomme, initiativtagende og dominerende mange mænd kan være på deres arbejdspladser, lige så passive og føjelige er de af mystiske grunde derhjemme. Som her, hvor du diskuterer problem svigermor med din kone og ad den vej pålægger hende at løse det i stedet for selv at gøre det.
Hvorfor dog det? Det er din mor, det er dit ansvar, at hun får lov til at tage del i sine børnebørns liv. Så stop dog med at gå og vride hænder og vente på, at din kone ud af det blå ændrer adfærd, for det gør hun jo ikke frivilligt. Insister i stedet på, at dine børn – om de i starten vil det eller ej – laver ting med dig og din mor, der kan more jer alle, helst uden din kone. Du skal her underrette dine børn om, at du har besluttet, at de skal have et bedre forhold til deres farmor, så det skal de hjælpe dig med, at de får. Du skal også insistere på, at din mor inviteres hjem, uden at hun konstant skal overvåges og irettesættes af din kone.
Gør hun det alligevel, så må du sætte hende på plads. Du skal kort sagt træde i karakter og selv være den, der løser problemet, i stedet for at vente på, at din vrangvillige kone gør det. Og så må du endelig også gøre din egen mor klart, at vil hun have et godt forhold til sine børnebørn, så må hun stoppe beklagelserne, komme ud af offerrollen og i stedet foretage sig noget aktivt med sine børnebørn. Kort sagt, du skal holde op med at vente på, at tingene sker, du skal selv få dem til det.