Kvinde og mand danser tæt til en fest

Min kone vil have lov til at kysse med andre mænd

Efter en lang, hård periode i mit ægteskab er min kone begyndt at feste meget, hvorefter hun giver udtryk for, at hun gerne vil kunne kysse med andre mænd. Det ønsker jeg umiddelbart ikke. Jeg har tillid til hende, men det gør mig jaloux og mistænksom, når hun først kommer hjem hen ad formiddagen efter en fest, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om åbent ægteskab

Min kone og jeg har været sammen i 10 år og gift i tre. Hun er 28, mens jeg er 33. 

Vi har for nogle år siden været fra hinanden i en lille årstid, da min kone var sammen med en anden mand, hvilket jeg ikke kunne tilgive hende. Vi fandt sammen igen og har haft det godt siden. I dag er vi så gift og forældre til to små børn.

Jeg er dog lige nu i en situation, som jeg har det svært med. Sagen kort: Min kone gik hjemme med børnene i tre år, da de var helt små. Hun følte sig i den periode meget ensom. Børnene kom senere i institution, så siden sidste sommer, er hun blevet mere fri, og det har været godt for alle. Jeg har kun ønsket, at hun skulle finde sig selv og blive glad igen.

Jeg blev så desværre selv sygemeldt med stress fra i sommer og hele efteråret, hvilket har lagt et pres på min kone. Hun har dog været en superkvinde, der har klaret alle pligter, mens jeg kom til kræfter. Nu er jeg ovenpå igen, men vores forhold lider under at have været under så stort et pres i en så lang periode. Vi elsker hinanden, men vi synes begge to, at det er længe siden, vi har været lykkelige sammen.

Min kone har på det seneste festet meget og først kommet hjem efter solopgang. Efter et par gange, hvor det skete, fortalte hun mig, at hun gerne ville have, at vi kunne kysse med andre, når vi er til fest. Mit svar lød, at det ønsker jeg ikke.

Efterfølgende var hun til fest og kom først hjem op ad formiddagen næste dag. Hun fortalte, at hun havde siddet og drukket øl på en bænk med en fyr. Samme fyr skulle hun i øvrigt vinterbade med senere på ugen.

Jeg er blevet usikker på vores relation, og ved ikke hvordan jeg skal bearbejde min følelse af jalousi. Jeg har valgt at have tillid til hende, men jeg kan ikke slippe jalousien. Hun fortjener at have det godt, men jeg har det ikke selv godt. Jeg er nemlig nervøs for, hvor vi er på vej hen.

Vibeke Dorph råder til at være tydelig i egne behov

Jeg er stor tilhænger af, at man giver hinanden frihed i et forhold og også kan gå ud og more sig hver for sig. Om min mand eller kæreste i den forbindelse skulle danse tæt med en anden kvinde, er jeg også villig til at se stort på, bare det ikke er noget, jeg skal underholdes om, når han er hjemme igen.

Når det er sagt, så har jeg altid været skeptisk over for åbne forhold af enhver slags. Altså, forhold, hvor man formaliserer, at man har lov til at kysse eller være sammen med andre. Dels er der ofte tale om, at det mest er den ene af parterne, der har denne lyst, mens den anden føler sig presset til det. Dels synes jeg, det er en underlig idé, at alt ens eventyrlige krudt skal brændes af på andre i stedet for på den, man nu engang deler livet med. På den måde ender forholdet ofte med at være en kedelig hjemmebase, hvorfra man lader op, før der igen drages på eventyr med andre.

I jeres tilfælde tænker jeg da også det samme. I er i knæ, sådan som rigtig mange forældre til små børn er det. Tilmed har I været belastet af dit sygdomsforløb. Den slags sker, og klart, hvis I længtes efter, at der skal ske noget nyt og sjovt, men hvorfor skal det ske med alle andre end hinanden? Vend dog i stedet blikket mod jeres forhold og find ud af, hvad der skal til for at I får det godt og sjovt sammen igen og brug jeres kræfter på det.

Her tænker jeg også, at du virker lovlig fokuseret på din kones ønsker og behov. Det er fint, men det kan også gøre dig usynlig i jeres forhold, for hvor er dine lyster? Tydelige mennesker, er sexede mennesker, så vær det i stedet.

Tænk over, hvad du har lyst til, og hvad du mener, der skal til, for at eventyret kan få plads i jeres ægteskab igen. Vend så begge to blikket lidt væk fra verden omkring jer og få fokus på hinanden. Engang har I elsket hinanden lidenskabeligt, den lidenskab ligger stadig gemt et sted, så koncentrer jer nu om at få den vakt til live igen.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.