Min mand har søgt nye kvindelige bekendtskaber på nettet
Min mand og jeg har været gift i 55 år, men ægteskabet har været dødt længe. En dag kommer jeg hjem til en iPad, hvor jeg kan se, at han har set pornofilm og søgt efter kvindelige bekendtskaber på nettet. Jeg er vred og føler min ydmyget, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om intiativløs ægtemand
Jeg er en kvinde i midt 70’erne, der i alt for mange år har levet i et dødt ægteskab med en initiativløs mand, som jeg intet føler, jeg har tilfælles med.
Vi småskændes konstant, men at jeg endnu ikke er gået fra ham, har jeg kun mig selv at bebrejde. For det er en svær beslutning, hele tiden vejer jeg for og imod. Jeg ved jo ikke, om jeg egner mig til at være alene, vi har været gift i 55 år og har kendt hinanden, siden vi var teenagere. Vi har også et godt familieliv med børn og børnebørn. Når jeg siger, at jeg ikke gider ham mere, spørger han bare, hvorfor jeg “vil splitte det hele ad.”
Det kan så være nu, at dét sker. I sidste uge var jeg nemlig på besøg hos en veninde over et par dage. Det var min mand indforstået med, han sendte mig ovenikøbet søde beskeder, mens jeg var væk. Da jeg kom hjem og en dag sad med iPad’ en, kunne jeg se, at han havde brugt adskillige timer på at se ulækre pornofilm på nettet. Det var latterligt, men ikke det værste. Han havde nemlig også været inde på sider, der hed noget med, “søg modne kvinder i dit nærområde.”
Jeg gik i chok, for det havde jeg aldrig troet, at han havde fantasi til. Jeg konfronterede ham, og hans svar lød, at han blot var nysgerrig og absolut ikke havde tænkt sig at gøre noget ved sagen.
Jeg er stadigvæk vred og føler mig ydmyget. Vi har ikke talt sammen siden, og jeg sover i gæsteværelset. Jeg er bare så træt af ham og samtidig i tvivl. Han var jo min store kærlighed, selvom det godt nok er længe siden. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at tage handling
Det lyder på dig til, at din mand er lige så træt af jeres ægteskab, som du er det. Som du, har han dog hverken modet eller lysten til at bryde ud af jeres forhold. I har således begge vænnet jer til en hverdag, hvor I kan gå og småsnerre ad hinanden og så ellers brokke og beklage jer over tingenes tilstand. Er det en sund og god måde at leve sammen på? Nej, men sådan har I jo dybest set valgt, at det skal være.
At leve i et sjovt, sundt og givende forhold er ikke noget, der sker af sig selv. Det er et valg, vi træffer, og selv tager det daglige ansvar for.
Det gælder for dig, og det gælder også for din mand. Når du således trisser småirriteret rundt derhjemme I jeres daglige trummerum, så er det ikke kun ham, du skal bebrejde, så er det lige så meget dig selv. Det er kort sagt også hos dig, ansvaret for at tingene ændrer sig ligger, og ikke kun hos ham.
Derfor, find ud af, hvad du har lyst til, at der skal ske i jeres liv, og hiv ham så op af stolen og få det til at ske. Du er jo inderst inde glad for manden, ellers ville du ikke være så vred, som du er det nu, alt imens han også lyder til dybest set at være glad for dig.
Det er jo gode kort at sidde med i et forhold, så se derfor denne her krise som en chance, I har fået for at lave noget om I jeres forhold og brug den.
Og drop så bebrejdelserne. At din mand kigger på andre kvinder, er ikke jordens undergang. Han har gjort det, fordi han savner spænding og indhold i sit liv, det samme gør du, drop derfor de gensidige bebrejdelser og få i stedet gjort noget ved sagerne. Livet er kort, så lad være med at sjusk med det.