Min mands børn vil ikke acceptere mig - hvad gør jeg?

Spørgsmål om splid i familien

Jeg aner simpelthen ikke mine levende råd. Sagen er den, at min mand og jeg er gift for anden gang. Vi er begge i 50’erne, og vi har begge voksne børn.

Det har ikke været let for min nye mands børn at acceptere, at jeg kom ind i deres liv, fordi deres far og jeg blev kæreste kun lidt over et år efter, at de mistede deres mor. Hun døde efter et langt og tungt cancerforløb, og vi har forsøgt at vise både hensyn og forståelse for deres tilbageholdenhed.

Nu er der dog gået fem år, og vi syntes derfor, at vi ville markere det med en julekomsammen for hele familien, og ad den vej skabe lidt mere sammenhold nu, hvor alle har forstået, at vi er et par, der agter at blive sammen.

Vi har sendt invitationer ud til både mine børn og børnebørn, og ditto til min mands to børn og børnebørn, men nu har vi lige fået afbud fra begge hans børn med begrundelsen, at de skal noget andet.

Jeg ved, at min mand havde glædet sig til, at vi alle skulle samles, og at han netop frygtede, at de ville melde fra. Derfor blev han også rigtig ked af det. Det kom desværre til udtryk et par dage senere, da hans søn ringede.

Min mand kunne ikke holde skuffelsen tilbage, og de røg de ud i et skænderi, der førte til at min mand bad børnene om ikke at kontakte ham, før de accepterede mig.

Det ønsker jeg slet ikke, og nu går jeg og bekymrer mig for, hvad der vil ske, hvis min mand og hans børn ikke ses længere. De har jo så mange minder sammen fra et helt liv, men jeg kan ikke nå ind til min mand. Har du et godt råd til mig?

Vibeke Dorph om at lytte og acceptere

Mit råd til dig er, at du bør lytte til og acceptere din mands reaktion her. Det er hans børn, han kender dem bedre end dig, de deler en lang historie, så jeg tror godt, du kan regne med, at han har sine gode grunde til at agere, som han gør.

Og ærligt talt, jeg forstår ham godt, for jeg kan da heller ikke andet end undre mig over deres opførsel. De er ikke længere små børn, de er voksne mennesker og burde derfor sætte deres egne, forfængelige behov til side og unde deres far at møde lykken i form af en sød og varm kvinde, som du i den grad lyder til at være.

Deres mor døde efter et langt sygdomsforløb, hvor din mand har haft sit at se til. Han har så også i den periode sikkert lært at leve med tanken om, at hun skulle herfra. At han allerede et år efter griber livet igen og er heldig at fange dig i grebet, burde de dybest set kun være glade for.

Nu har de så være sure i hele seks år og skabt splid i familien, og jeg forstår godt, at din mand har fået nok. En ting er, at de ikke under ham lykken. En anden er, at de ikke selv får det bedre af at gå og gemme sig for virkeligheden og være sure og lade som om, du ikke eksisterer.

Er de bekymrede for noget, så må de jo agere som voksne mennesker og sige, hvad deres forbehold bunder i. Jeg er også bange for, at så længe I viser hans børn unaturligt store hensyn, så vil de blive ved med at te sig tåbeligt.

Derfor kan der være god mening i, at din mand nu har slået i bordet og dermed fortalt sine børn, hvordan klaveret spiller. Klar tale er som bekendt det eneste sprog små børn og umodne mennesker forstår, så mon ikke, det vil få dem til at rette ind, når de lige har sundet sig lidt.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.