Kvinde tager til sig hovedet

Min søn og hans kæreste begår socialbedrageri

Jeg er bekymret for min søn og hans kærestes indflydelse på ham. Jeg har nemlig opdaget, at de begår socialbedrageri, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om bekymringer angående søn

Jeg har en søn på 25 år, der har en jævnaldrende kæreste, som han har været sammen med i fire år.

Min søn er i gang med en uddannelse, mens min svigerdatter uden held har påbegyndt flere uddannelser og jobs, lige nu er hun arbejdsløs.

De to flyttede sammen, men efter et par år i en lejet lejlighed, valgte de at flytte hjem til hendes forældre, fordi de ville spare sammen til egen bolig. Min svigerdatter er meget dominerende, og fordi de altid er sammen, har jeg helt mistet fortroligheden med min søn. Hun irettesætter ham også, hvilket han synes at acceptere uden at sige fra. Det er deres forhold, jeg blander mig ikke, men nøjes med at tænke mit.

Det, jeg blander mig i, er, at de har fået en dårlig vane med at lyve overfor mig, og selvom jeg har påtalt det, så stopper de ikke.

I dag har jeg så igen taget dem i en løgn. Det handler om deres adresse. Her har min søn fortalt mig, at de har adresse hos hendes forældre, men ad anden vej har jeg opdaget, at min svigerdatter har rykket sin adresse hjem til en onkel, fordi hun som kontantmodtager får udbetalt flere penge på den måde.

Det er ikke første gang, at jeg har taget dem i den slags socialt bedrageri, men de er tilsyneladende ligeglade, når jeg tager dem i det, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at lytte mere

Jeg kan godt forstå, at du er forarget over, at din søn og svigerdatter begår socialt bedrageri. Selvom nogle nok ville mene, at det her er i småtingsafdelingen, så er det en uheldig og tarvelig vej, han og kæresten er slået ind på. Vi har fortsat et rimelig velfungerende tillidsbasseret samfund. Det skal vi passe på, og det ødelægges, hvis vi ikke personligt overholder de regler og love som er med til at holde det oppe.

Alt det, kan du og jeg være enige om, problemet er så, at få din søn og svigerdatter til at forstå det samme og ad den vej få dem til at slå kursen om. Her tror jeg ikke, at det hjælper, hvis du farer frem som en anden politibetjent med løftet pegefinger, tværtimod, så jager du dem på afstand, og så sker der det, der nu er sket her: Din søn og mindre vigtigt, din svigerdatter, trækker sig fra dig og gør det, de har sat sig for, i skjul.

Vil du genvinde din søns tillid, så prøv derfor noget andet. Begynd at behandle din søn som det voksne menneske, han jo er. Stop med at tale ned til ham, som et barn du ikke rigtig har tillid til, men prøv i stedet at tale med ham, som du ville tale til enhver anden ligestillet.

Spørg her venligt og lyt mere, end du selv taler. Hav hele tiden for mål, at det er hans tillid, du skal genvinde. Tal mindre om, hvad man må og ikke må, og mere om, hvorfor man helst ikke må det.

For vores voksne børn vokser sig større af at blive behandlet som ligemænd, gør vi ikke det, så skubber vi dem fra os, fordi de ikke har lyst til at blive behandlet som børn, hvilket er forståeligt. Så drop forargelsen og find nysgerrigheden frem, ad den vej har du chancen for at lokke den sunde og fornuftige unge mand frem, der helt sikkert gemmer sig et sted i din søn og sikkert også i din svigerdatter.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.