Min ustabile søster skaber drama i familien
Jeg har valgt at bryde med min søster, fordi vores relation ikke gavner mig og min familie, men mine forældre ser hende stadig. Det betyder, at når de passer min datter, er min søster på besøg, og det vil jeg helst ikke, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorphs på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om problemer med søster
Jeg er en kvinde på 35 år, der er gift med en skøn mand og mor til en vidunderlig datter på tre år. Problemet er min søster. Hun har altid været problematisk og skabt uro, splid og kaos omkring sig. Hun bliver konstant uvenner med folk, fyret fra sit job og giver altid alle andre skylden for det. Mange gange har mine forældre måtte smide hende ud af deres hjem, fordi hun kører løs med intriger og hidser sig op.
Jeg har i tidens løb forsøgt at få et godt forhold til hende og også ønsket, at hun skulle få det med min datter. Det sidste har hun dog aldrig været synderlig interesseret i, de aftaler om besøg hos os, jeg har lavet, har hun brændt af.
Jeg nåede så til et punkt, hvor jeg valgte at bryde helt med min søster, fordi alle de konflikter, hun konstant skabte, blev for udmattende. Det respekterede mine forældre, men problemet er nu, at min søster begyndte at beklage sig til dem over, at hun aldrig får lov til at være moster for min datter, som hun jo ellers aldrig har interesseret sig for.
Det afstedkom, at mine forældre inviterede min søster, hver gang de passede min datter. Det bryder jeg mig ikke om, for min søster er fortsat ubehagelig over for mig, når vi en sjælden gang ses. Jeg bad derfor om, at mine forældre ikke inviterede min søster, når de passede min datter, hvilket de så alligevel valgte at gøre uden at fortælle mig det. Da jeg konfronterede mine forældre, blev min far vred og sagde, at han nok selv skulle bestemme, hvem der kom hos dem.
Nu har jeg så meddelt mine forældre, at jeg selvfølgelig accepterer, at de ser min søster, men at det ikke skal ske, når min datter er hos dem, for jeg er bekymret for, hvordan hun vil påvirke min datter med alle sine intriger og løgnehistorier. Det lover de, men jeg tvivler på, at de overholder det. Jeg har simpelthen ikke flere kræfter tilbage. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til ikke at inddrage hele familien
Din søster lyder som den psykisk ustabile type, der modsat ”normale mennesker”, næres af konflikter, som de derfor hele tiden skaber. Min personlige tese er, at der er så meget indre kaos i dem, at den ro og fred, vi andre tilstræber, kun gør dem mere urolige og uligevægtige, for de har ganske enkelt ikke en rolig kerne indeni.
Derfor forstår jeg da godt, at du ønsker at lægge afstand til din søster. Problemet er blot, at du lige nu kun fodrer din søsters konfliktsult i stedet for at stoppe den.
Sagt klarer; ved at inddrage både din datter og dine forældre i jeres konflikt, så belønner du din søsters behov for konflikt, for nu har hun da virkelig noget at harcelere over.
Hvis du virkelig ønsker ro og fred, så burde du i stedet overveje, om du ikke bare skulle nøjes med selv at holde dig fra din søster og så overlade til dine forældre, hvad de gør, når de er sammen med din datter.
Jeg tænker, at så længe de er der, så skal de vel nok sørge for at passe på din datter. Kan eller vil du ikke det, så ville jeg nøjes med at lade dine forældre se din datter, når de er hos jer, eller når I er hos dine forældre uden din søster.
Fortsætter du konflikten, så er det dels synd for dine forældre, men det passer jo også godt i din søsters kram. For når der er konflikt, så er hun som sagt på hjemmebane.
Er der derimod ro og fred, men afstand, så vil din søster med tiden blive tvunget til at se på sig selv eller finde andre steder at dyrke sin trang til at skabe splid. Jeg tror også, at ved at håndtere sagen her mere diplomatisk, så vil du undgå, at din lille datter bliver inddraget i en trist familiekonflikt, som hun jo ikke kan lære noget godt af.