Vibeke Dorphs brevkasse

Skal jeg afsløre min datingsvindler?

Jeg har tidligere matchet med en fyr på Tinder, hvor jeg har fundet ud af, at han har en kone. Han begår sig stadig på datingapps, og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal sige det til hans kone, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorphs på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om datingproblematik

Jeg matchede for to år siden med en fyr på Tinder. Han fortalte, at han ca. to år forinden var blevet enig med sin ekskone om, at det ikke længere skulle være dem.

De var dog stadig de bedste venner og boede sammen med deres børn, selvom de sov hver for sig. Jeg tænkte ikke særligt meget over det, for der er jo mange forskellige måder, man kan leve sammen på i dag. Jeg begyndte dog efterhånden at undre mig over forskellige ting, men min kæreste havde altid en god forklaring i ærmet.

De forklaringer troede jeg på, indtil jeg en dag fandt ud af, at de absolut ikke var skilt, men levede som mand og kone, alt imens min kæreste kørte et helt separat liv med mange andre kvinder ved siden af.

Jeg blev vred både på mine egne, men da også på hans kones vegne. Derfor samlede jeg det, jeg havde på ham, sammen og kontaktede hende. Det var helt tydeligt, at hun ikke anede noget, for hun blev oprørt og bad mig sende screenshots af samtaler osv. Det gjorde jeg så, og det er fire måneder siden nu.

Jeg er nu kommet mig og er derfor hoppet tilbage på Tinder og diverse andre datingsider. Her er det så, at jeg igen støder på min ekskærestes profil. Han søger igen en ny kvinde, selvom jeg ved, at han stadigvæk er sammen med sin kone!

Jeg blev rasende, da jeg opdagede det, for det er jo tydeligt, at han igen er ude på at narre både sin kone og en ny kvinde med alle sine løgne. Mit spørgsmål er derfor: Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at lægge det bag sig

Det er ikke første gang, jeg får mails fra kvinder, der som du er løbet ind i løgnagtige mænd på diverse datingsider. Den slags kærlighedssvindlere findes både i den virkelige og virtuelle verden, og de disker gerne op med den samme historie, som du har fået her.

Nemlig, at de lever i en slags venskabsforhold med deres bedre halvdele af hensyn til deres børn, men at de ellers absolut ikke længere har noget sammen.

Og jo, jeg kan godt forstå, at man kan hoppe på den, især da hvis man er blindt forelsket i manden, men det burde nu også få alle alarmklokker til at bimle.

For den antikke historie om, at ”man kun er sammen for børnenes skyld”, har aldrig holdt vand og har stort set altid dækket over, at man(den) ikke har tænkt sig at blive skilt, men blot foretrækker at få i både pose og sæk.

Nu har du jo én gang afsløret din upålidelige ekskæreste over for hans kone, og det synes jeg egentlig er fint. Om hun så igen er ved at blive taget ved næsen, det synes jeg derimod, at du skal blande dig udenom, for nu har du markeret. Tager du historien op igen, så risikerer du at hænge fast i din vrede og i et et forlist forhold, som du skal have lagt bag dig.

Om hans kone så vælger at vende det blinde øje til igen, eller om han igen har succes med at narre en uskyldig kvinde, det kan du ikke gøre noget ved. Det eneste, du kan være sikker på, er, at det nok skal ende i et kaos som det, du selv endte i med ham.

Derfor læg det bag dig. De fleste af os løber ind i en fuser nu og da, sådan er det, når man lever livet. Det bedste, vi kan gøre ved det, er at skynde os et bedre sted hen, så gør det.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.